Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Søren Kjær

Oprindelig forfatter PEng
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Søren Kjær, Søren Nielsen Kjær, 6.1.1827-11.12.1893, politiker. Født i Vinderslev, død i Kbh., begravet i Helstrup, Middelsom hrd. K. kom tidligt ud at tjene, deltog i krigen 1849– 50, overtog derefter moderens hus i Ilsø og lagde i de følgende år så meget til side at han 1864 kunne købe en gård i Helstrup ved Langå hvor han efterhånden arbejdede sig op til velstand. Han var et lyst og hurtigt hoved med megen naturlig veltalenhed og søgte allerede 1853 forgæves ind i folketinget, valgtes 1856 i Søndervinge og repræsenterede kredsen til 1881, 1864–66 også i rigsrådets folketing. Han tilhørte A. F. Tschernings bondevenner og stod senere bjørnbakkerne nær; var en forbitret modstander af de nationalliberale og med sin drastiske veltalenhed ingenlunde altid underlegen i dabatterne, selv over for ordkunstnere som C. St. A. Bille. Til gengæld afmalede hovedstadspressen ham med forkærlighed som typen på en materialistisk bonde. Skandinavisme, præsteregimente, folkehøjskoler og forsvarsudgifter var genstand for hans voldsomme angreb, men efterhånden blev han mere mådeholden, gik 1870 ind i det forenede venstre og fulgte 1878 dets moderate fløj. Da han 1880 stemte for hærloven faldt han 1881 i sin kreds, men valgtes på ny 1887, men faldt 1890 efter at have deltaget i de mislykkede forligshandlinger 1888, repræsenterede fra 1892 til sin død Skjoldelev. Han hørte til de solideste og bedst begavede rigsdagsbønder uden for den grundtvigske kreds.

Familie

Forældre: husmand Niels Sørensen K. (1797–1847) og Dorthe Johanne Nielsdatter (1799–1874). Gift 10.12.1854 i Sønder Vinge med Christine Marie Nielsen, født 28.2.1830 i Mammen, død 18.7.1908 i Stevnstrup, Grensten sg., d. af skovfoged Niels Christensen (1801–77) og Johanne Agathe Jespersdatter (1799–1875).

Ikonografi

Træsnit 1874. Litografi på "venstretørklæde" ca. 1875. Afbildet på karikaturer af K. Gamborg, 1887 (Fr.borg). Foto.

Annonce

Bibliografi

Zodiacus: Parlamentariske stjernebilleder, 1875 16–25. H. Wulff: Den danske rigsdag, 1882 215–20. Næstved tid. 12.1.1892. Århus amtstid. 12.12.1893. Politiken s.d. Hans Jensen: Lars Bjørnbak, 1919 105f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Engelstoft: Søren Kjær i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292616