Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rasmus Sørensen

Oprindelig forfatter CBjø

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Rasmus Sørensen, Rasmus Møller Sørensen, 8.3.1799-23.5.1865, politiker, lærer, lægprædikant. Rasmus Sørensen udgik fra et anset gårdmandshjem og blev allerede kort efter sin konfirmation hjælpelærer i sin hjemby. Han løste denne opgave tilfredsstillende og stilede naturligt derefter mod en uddannelse til skolelærer. 1816–18 var han på Vestenborg seminarium på Lolland hvor han fik stærke indtryk af C. D. Reventlows skoletanker og forstanderen, P. O. Boisens oplysningsidealer og -tro. 1818–21 var han lærer i Århus, kastede sig med iver over sin gerning, læste meget og tog livligt del i byens klubliv ("Polyhymnia"). Han stiftede bekendtskab med N.F.S. Grundtvigs forfatterskab og knyttede forbindelse til Grundtvig selv i forbindelse med en omvendelseskrise der førte til en afklaring i tilslutning til dennes synspunkter. Reventlow kaldte ham 1821 til lærer under grevskabet Christianssæde. Han fortsatte her sin læsning og begyndte selv at skrive, 1826 udsendte han et lille skrift Ansgarius der henledte Reventlows åndsfælle, grev F.A. Holsteins opmærksomhed på Rasmus Sørensen, og han blev 1827 ansat som lærer i Venslev under grevskabet Holsteinborg hvor han virkede til han 1844 tog sin afsked og bosatte sig i København.

Rasmus Sørensen var en dygtig lærer der endog opnåede Mynsters velvillige bedømmelse under en visitats 1836. Rasmus Sørensen fortsatte sit forfatterskab i religiøs-pædagogisk retning og i stadig tilslutning til Grundtvig og til J.C. Lindberg som han ligeledes havde optaget forbindelse med. Afgørende blev det for Rasmus Sørensen, at han kom i forbindelse med den gryende lægmandsbevægelse i det sydvestlige Sjælland. Via Grundtvig og Lindberg var han sporet ind på et religiøst stade hvor han i meget kunne slutte sig til de gudeligt vakte, og fra 1833 træder han frem som en forgrundsfigur i "den vestsjællandske krig". Han blev denne bevægelses lokale organisator og synes at have sigtet mod en sprængning af statskirken. Også sine tidligere meningsfæller, de vakte præster, lagde han sig ud med i en almindelig afvisning af gejstligheden og en stadig mere udpræget lægmandsreligiøsitet med frie, lægmandsstyrede menigheder som idealet. Rasmus Sørensen organiserede religiøse adresser, forsvarede, skønt ikke selv baptist, den begyndende baptisme, men sidst i 1830'erne synes hans optagethed af de religiøse problemer at tage af.

Omkring 1840 vendte Rasmus Sørensen sig med stigende opmærksomhed mod den begyndende politiske og liberale bevægelse, fik kontakt med J. A. Hansen (1806–77) og Orla Lehmann, talte ved St.St, Blichers Himmelbjergfester om oplysning og reformer og stiftede i 1842 s.m. J. A. Hansen Almuevennen. Allerede 1843 udtrådte Rasmus Sørensen dog af bladets redaktion, men skrev fortsat i det, bl.a. om landbospørgsmål hvor han var en af de første der pegede på lejehusmændenes vanskelige kår. Rasmus Sørensen var kommet i forbindelse med F.M. Knuth, Knuthenborg, som finansielt understøttede ham efter at han havde forladt Venslev. Rasmus Sørensen rejste landet rundt og holdt møder med bondebefolkningen hvor han agiterede for øget deltagelse i offentlige anliggender. Han talte for videregående uddannelse al unge af almuen, agiterede for oprettelsen af brandforsikringsselskaber – hvad der lykkedes for ham i Holbæk amt 1845 – og han indbød til dannelsen af en forening til udstykning af herregårdene. Det er dog tvivlsomt om grev Knuth var orienteret om denne side af hans officielt alment oplysende virksomhed. Desuden samlede han underskrifter på petitioner til stænderne og til kongen hvor man bad om afløsning af fæste og hoveri, lige skat på alt hartkorn og indførelse af almindelig værnepligt. En tid lå hans virksomhed parallelt med den Peder Hansen(-Lundby) udfoldede på Sjælland og Lolland-Falster mens Rasmus Sørensen også berejste Jylland. Det såkaldte "Bondecirkulære" af 8.11.1845 var rettet mod begges virksomhed, men hindrede ikke Rasmus Sørensens fortsatte agitation. Den videre udvikling i bondebevægelsen isolerede snart Rasmus Sørensen. Han var overbevist absolutist og det kom snart til et brud mellem ham og Bondevennernes selskab. 1848 indgav han adresser i forbindelse med tronskiftet der nok havde kravet om reformer på landbolovgivningens område, men ikke eksplicit krævede en forfatningsforandring. Rasmus Sørensen markerede sit isolerede standpunkt da han på Casino-mødet 11.3.1848 advarede mod de nationale strømninger der netop da manifesterede sig kraftigt. Senere på året stillede Rasmus Sørensen sig til valg til den grundlovgivende rigsforsamling i Nørresundby uden at blive valgt, men s.å. begyndte han i Uldum en højskole for karle som dog måtte ophøre i begyndelsen af 1849 pga. krigsforholdene. 1849–52 var Rasmus Sørensen folketingsmand for Sæby-kredsen. Han sluttede sig til venstregrupperne, men spillede ingen større politisk rolle.

Rasmus Sørensen var tidligt blevet optaget af Amerika og de muligheder, dette land syntes at frembyde, og i april 1852 udvandrede han til Wisconsin. 1861 og et par gange senere besøgte han Danmark og under et besøg herhjemme døde han i København. Rasmus Sørensen var en begavet og engageret personlighed med en stadig optagethed af sin samtids og sin omverdens problemer. Han var således en af de første herhjemme der inspireret af den angloamerikanske afholdsbevægelse agiterede mod spiritusnydelse. Rasmus Sørensen var fra ungdommen bevidst om egne evner og om sin adkomst til at yde en offentlig indsats. Som lærer var han en foregangsmand, efter alt at dømme en pædagogisk naturbegavelse med en stærk overbevisning om lærergerningens centrale samfundsmæssige betydning. Rasmus Sørensen var en af grundlæggerne af højskoletanken herhjemme, selvom hans egen skolevirksomhed blev for kortvarig til at sætte sig spor. Han var fra sine unge år som lærer jævnlig i konflikt med sine foresatte, fortrinsvis af gejstligheden, og hans stadige skiften "sager" og jævnlige brud med menings- og kampfæller efterlader indtrykket af en utilbøjelighed til at underkaste sig samarbejdets og offentlig virksomheds vilkår. Han fortsatte til sin død sit omfattende, men indholdsmæssigt ikke meget betydelige forfatterskab, begyndte tidsskrifter og forfattede ret tidligt Mit Levnetsløb og dets levende Berørelse med Almueskolens Historie i Danmark i indeværende Aarhundredes første Halvdeel, 1847, hvis meget sigende titel på udmærket vis afspejler hans opfattelse af sin hidtidige indsats. Fra 1852 agiterede han for dansk udvandring til USA, og så sent som 1864 følte han sig kaldet til at advare mod krigslysten og krigsfaren i et par indlæg. – Rasmus Sørensen var i meget forankret i de mere radikale tankegange fra 1700-tallets slutning, og han stod afvisende over for de nationale bevægelser i hans ungdomstid. I hans virke i 1830'erne og 1840'erne løber hans egen stærke selvhævdelse sammen med en udpræget autoritetskritik, både religiøst og politisk. Rasmus Sørensen kom i flere henseender til at rejse sager og pege på problemer der skulle blive aktuelle i den senere samfundsmæssige udvikling, og der er mange vidnesbyrd om hans betydelige gaver som agitator. Begrænsningerne lå i hans manglende evne til at fastholde dels sin egen indsats, dels samarbejdet med de kræfter og personer han skulle virke i fællesskab med.

Familie

Rasmus Sørensen blev født i Jelling, døde i København (Holmens), og er begravet sst. (Ass.). Forældre: gårdejer Søren Hendriksen (ca. 1738–1808) og Karen Marie Jensdatter (ca. 1762–1832). Gift 25.10.1822 i Skørringe med Caroline Christine Marie Joensen, født 18.10.1806 i København (Holmens), død 20.3.1861, formentlig i Waupaca, Wisconsin, datter af arbejdsmand Arved Joensen og Else Cathrine Hvalsøe.

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

Kilder. Rasmus Sørensen: Mit levnetsløb, 1847. Samme: Enden på Rasmus Sørensens "Organ for hans skildr, af rigsdagsforhandl.", der udgør slutn. på beskr. af hans Levnetsløb, 1852. Samme: Første brev til mine venner og landsmænd i Danm., inden, en beskr. af min udvandringsrejse til Amerika ..., 1853. – Breve i Nordisk månedsskr. for folkelig og kristelig oplysn., 1882 II 427–56, Højskolebl. VIII, 1883 1251–54, Danske politiske breve, udg. Povl Bagge og P Engelstoft II–III. 1948–49 og Højskolens ungdomstid i breve, udg. Roar Skovmand II, 1960 153–59.

Lit. Marius Sørensen: Skolelærer Rasmus Sørensen, 1908 (særtryk af Vejle amts folkebl.). Rasmus Sørensen, Venslev. Et mindeskr., 1914. Hans Jensen: Lars Bjørnbak, 1919. Samme i Hist. t. 9.r.II, 1921–23 171–232. Thomas Larsen: En gennembrudstid II, 1922. Kn. Banning: Degnekristne, 1958. Samme: En landsbylærer. Skolelærer Rasmus Sørensens ungdom og lærergerning, 1958. Samme: De sjællandske vækkelser, 1961 = Vækkelsernes frembrud i Danm. II.

Papirer iKgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Rasmus Sørensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298132