Rasmus Claussen

Rasmus Claussen, 3.2.1835-5.8.1905, politiker. Født i Helletofte, Bøstrup sg. på Langeland, død på Frbg., begravet i Idestrup på Falster. C. fik ikke anden undervisning end folkeskolens, men livlig og opvakt som han var supplerede han i ikke ringe grad sine kundskaber ved læsning. 1859 overtog han fæstegården efter sin mor. Han viste sig som en flink landmand der også var på udkig efter andre erhvervsfelter og anlagde en benmølle på fabrikation af kunstig gødning. Jævnlig bistod han de langelandske bønder i deres mellemværender med øvrigheden, og da J. A. Hansen i hvem han tidligere havde set sin politiske fører havde sluttet sit grundlovsforlig med grev C. E. Frijs var han med at bekæmpe ham ved vælgermøderne 1866. Hans navn var vel kendt over hele øen, og ved folketingsvalget 1869 blev han opfordret til at stille sig i kredsen, men han sagde nej. N.å. solgte han sin fæstegård, rejste til Falster og købte en gård i Sillestrup i Idestrup sogn som han nogle år efter ombyttede med et avlsbrug tæt ved Nykøbing. I sin nye hjemstavn blev C. hurtig kendt som en kyndig forkæmper for stedlige interesser som både havde ordet og pennen i sin magt. Ved folketingsvalget 1872 blev han opfordret til at stille sig i Nykøbing F.-kredsen som det forenede venstres kandidat. Han valgtes med stort flertal, men ved opløsningsvalget 1879 fik han i grosserer C. Hage en farlig modstander. C. sejrede og styrkede sin anseelse ved selv over for Monrad at have vist sig som en dygtig og slagfærdig debattør. Siden sad han urokkelig i kredsen indtil han 1903 frivilligt trak sig tilbage. Efter at C. var blevet folketingsmand befæstede han sin politiske indflydelse og udstrakte den til hele Maribo amt ved 1873 at stifte Lolland-Falsters Folkelidende som oprindelig var en filial af Stubbekøbing Avis, men blev et selvstændigt blad med eget trykkeri i Nykøbing 1874; 1876 købte han Nakskov Tidende som han selv redigerede indtil den 1878 overtoges af hans svigersøn N. Th. Petersen. Siden udstrakte han sin bladvirksomhed til Fyn gennem Nyborg Dagblad (1888-91) som redigeredes af hans søn, Sophus C.

C. øvede både ved sine blade og sin mundtlige agitation og ved ihærdigt virke for Lolland-Falsters økonomiske interesser en betydelig indflydelse på øerne og var den det mere end nogen anden skyldtes at venstre i 70erne og 80erne fik en så stærk stilling her. Selv blev han en velhavende mand, særlig ved den store udbredelse af Lolland-Falsters Folketidende hvis redaktion han 1879 overlod til sin svigersøn Aage Jordan, og hvis samlede aktiemasse han fra 1891 var eneejer af. På rigsdagen gav hans dominerende indflydelse på de sydlige øer ham relief, men i øvrigt gjorde han sig også stærkt gældende i tingets forhandlinger og i partirådslagningerne. Han var selvstændig og kritisk anlagt, og skønt han i det hele fulgte det forenede venstre gjorde han ikke sjældent sine egne meninger gældende over for førerne. Ved partiets deling 1878 fulgte han C. Berg og Viggo Hørup men skilte sig, misfornøjet med Bergs skrappe partikommando og tilløb til et militærforlig 1879, atter fra dem og dannede sammen med Alberti og andre en egen gruppe "de udtrådte". 1881 gik han dog tilbage til sit tidligere partiforhold og da Berg sammen med Frede Bojsen 1884 dannede det danske venstre blev han i folketingets venstre under Hørups førerskab. 1880-92 var han med korte mellemrum medlem af finansudvalget og 1892 dets formand. 1889-94 var han folketingets 2. viceformand.

I provisorietidens første år var han ikke sjældent at finde på yderfløjen af sit parti med opfordringer til skattenægtelse og dannelse af riffelringe for hvilket sidste han 1885 idømtes en fængselsstraf på tre måneder. - C. kom efter nogle års forløb til den overbevisning at en fortsættelse af protestpolitikken ville være håbløs, og sluttede sig til Bojsens forhandlingsprogram og deltog med ham i ledelsen af den politik som førte til forliget 1894, bl. a. ved en række fortrolige møder med tillidsmænd fra landets forskellige egne. Han valgtes i denne periode til statsrevisor (1892-95) og til folketingets formand (1894-95). Efter valgnederlaget 1895 fjernede han sig efterhånden fra Bojsen og udtrådte 1899 af det forhandlende venstre. Dog søgte han ikke optagelse i venstrereformpartiet, men indtog indtil sin udtræden af folketinget 1903 en kritisk-iagttagende stilling.