Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Otto Steenholdt

Oprindelige forfattere MeHa og MLid
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Otto Steenholdt, 27.9.1936, politiker. Født i Qeqertarssuatsiaq ved Egedesminde. S. voksede op i et fangersamfund, men kom på realskolen i Godthåb 1953–59, fik senere lærereksamen fra Vordingborg 1966 og blev derefter ansat som lærer i Nordgrønland. S. trådte ind i politik netop da den vågnende politiske bevidsthed førte til en politisk spaltning mellem den nationale venstreorienterede Siumutbevægelse og den mere traditionelle samarbejdsindstillede Atassutfløj. S. var fra starten blandt Atassuts stiftere og ledere og partiets store stemmesluger i Nordgrønland. Hans politiske styrke er en nær indføling med fangersamfundet kombineret med en realpolitisk tankegang. Som led i sit politiske arbejde har han haft en række tillidsposter: medlem af hjemmestyreudvalget 1973–79, folketingets markedsudvalg, Nordisk råds kulturudvalg, tilsynsrådet for kommunerne, fritidskommissionen, styringsudvalget vedrørende råstoffer i Grønland og senere fra 1979 fællesrådet for mineralske råstoffer i Grønland, dansk-grønlandsk kulturfond fra 1977, GTOs tilsynsråd og herunder udvalget for bevarelse af gamle bygninger i Grønland samt bestyrelsen for foreningen til bekæmpelse af alkoholisme i Danmark. Han var medlem af Grønlands landsråd 1971-79 og af Grønlands landsting 1979-2002, 1999 blev han løsgænger efter intern stridighed i partiet. Desuden var han medlem af folketinget 1977-98. S. er tildelt Grønlands hjemmestyres fortjenstmedalje "Nersornaat" i sølv og guld.

Familie

F: fanger Filemom S. (1901–80) og Abelonie (født 1913). Gift 11.12.1965 med lærer Hanne Surland, født 2.10.1942 i Næstved, d. af skoledirektør Aksel S. (født 1915) og Inger Remvig (født 1914).

Udnævnelser

R1.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Mads Lidegaard: Otto Steenholdt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297763