Orla Lehmann, Peter Martin Orla Lehmann, 19.5.1810-13.9.1870, politiker. Orla Lehmann blev til ære for sin danske mormor døbt på dansk, men hjemmet der prægedes af den holstensk fødte far var tysk, og hans første skole blev den tyske Petri realskole. Fjorten år gammel kom han i Borgerdydskolen i Kbh., blev student 1827 og cand.jur. 1833. Hjemmets tyskhed har ikke udelukket en nær føling i familien med det blomstrende danske åndsliv, "Slægten var stolt over Thorvaldsen, beundrede Ørsted'erne, blev begejstret ved Oehlenschläger, opbygget ved Mynster".

Orla Lehmann havde været en sjældent køn dreng og blev en billedskøn ung mand der alene ved sit ydre drog opmærksomheden til sig. Hans intellektuelle evner var betydelige, og tidligt viste det sig at han på usædvanlig måde havde ordet i sin magt både skriftligt og navnlig også mundtligt. Han var organisator og taler ved et fakkeltog 30.6.1832 til professor H.N. Clausen der samme dag var blevet forbigået ved rektorskifte på Kbh.s universitet og offentliggjorde s.å. sin første politiske artikel i Maanedsskrift for Litteratur, en protest mod de påtænkte valgregler for stænderinstitutionen. Den vordende nationalliberale politiker talte her den borgerlige intelligens' sag og fremhævede at "den danske Nations Kerne bestaar af en oplyst og agtværdig Middelstand, som i sig har optaget alle de højere Stænder og derved arver disses aandelige og politiske Fortrin". Vinteren 1833–34 tilbragte han efter nogle ugers ophold i nord- og mellemtyske småstater i Berlin hvor han drev universitetsstudier og sluttede nært venskab med den åndsbeslægtede nordmand A. M. Schweigaard der inspirerede ham til et grundigt studium af den fri norske forfatning.

Orla Lehmann vendte hjem til Kbh. maj 1834 da den nye provinsialstænderordning blev en fuldbyrdet kendsgerning og gled ind i den liberale bevægelse som nu hurtigt udvikledes. Han sluttede sig nær til T. Algreen-Ussing og C.N. David og skrev 9.11.1834 i Davids kort før oprettede ugeblad Fædrelandet en opfordring til stænderforsamlingerne om mest muligt at gøre brug af deres petitionsret. 1835 blev Orla Lehmann medarbejder ved Københavnsposten og det var formentlig ham der her i to store artikler åbnede angrebene på statsbudgettet. Ved trykkefrihedsselskabets generalforsamling 28.11.1836 hejste Orla Lehmann et betydningsfuldt kampsignal med forslag om at selskabet skulle udvide sin virksomhed til den dansktalende del af Slesvig. Han ville ikke prædike nogen danskhedens propaganda, men kun bevarelse af sprogets truede grænser. Her viste Orla Lehmann at han klart indså at provinsialstænderne måtte medføre et vendepunkt i de nationale forholds udvikling fordi en folkerepræsentation nødvendigvis ville fremhæve de folkelige modsætninger. Tilsvarende udvikling forudså han om bondestandens forhold. Ved 50-års festen for stavnsbåndsløsningen på Bellevue 20.6.1838 talte han for den bondesag der først var løst når hver gårdmand og hver husmand ejede sin jord og sit sted. Han påpegede at bondejorden fra gammel tid var henlagt til brug alene for bondestanden og at jorden altså i virkeligheden ejedes af den, og begrundede dermed et krav om tvangsafløsning af fæstevæsenet, det krav der senere blev hovedprogrampunkt for bondevennerne.

Ved Frederik 6.s død 1839 kom det store øjeblik i Orla Lehmanns liv da han som ordfører for en talrig kreds af akademikere 3.12. henvendte sig til den nye konge Christian 8. med ønsket om at han skulle fuldbyrde hvad hans forgænger havde indledt og give det danske folk en forfatning som den norske. Hermed var kravet om en fri forfatning for alvor rejst og en ny fase i den liberale bevægelse indledt. Orla Lehmann stod nu som den mest fremtrædende liberale politiker mens Algreen-Ussing, 1830'ernes egentlige liberale fører, gled i baggrunden. Fra dec. 1839 tilhørte Orla Lehmann også den kreds der redigerede og udgav Fædrelandet, som nu blev dagblad. April 1840 valgtes han til Kbh.s borgerrepræsentation og i dec. til Roskilde stænder af købstæderne i Svendborg amt. Jan. 1841 talte han som ledsager af J.C. Drewsen ved et landbomøde i Nykøbing F. hvor han søgte at dokumentere at enevælden ikke havde været til afgørende nytte for bondestanden og navnlig heller ikke frembød nogen garanti for fremtiden da det ikke var sikkert at alle herskere ville have samme sindelag over for bonden som Frederik 6. For denne sidste udtalelse blev Orla Lehmann ved højesteret hvor han selv på glimrende vis førte forsvaret jan. 1842 idømt tre måneders fængsel som han afsonede under yderst milde forhold. Efter sin løsladelse fejredes han som frihedshelt i vide kredse.

Ved Skydebanefesten 28.5.1842 udslyngede han det store løsen: Danmark til Ejderen! der med P. Hiort-Lorenzens optræden for det danske sprogs ret i Slesvigs stænder kort efter gjorde den liberale bevægelse nationalliberal. 1842–43 var Orla Lehmann på en stor udenlandsrejse til Frankrig hvor han drev politiske studier i Paris, og til Italien hvor han forlovedes med den rige grossererdatter der året efter blev hans hustru. April 1844 opnåede han at blive højesteretsadvokat – mod at underskrive den absolutistiske embedsed. Senere på året var han en af hovedtalerne ved det store Skamlingsbankemøde. Mere og mere optoges han ved siden af det slesvigske spørgsmål af tanken om de nordiske folks enhed. På det skandinaviske studentermøde i Kbh. 1845 fejrede han sin måske største triumf som taler da han under banketten i Christiansborg slots ridehus 24.6. dramatisk og under stor begejstring tog de forsamlede unge i ed på Nordens sag. I landbospørgsmålene der tilspidsedes mere og mere kæmpede Orla Lehmann i Roskilde stænder sammen med Drewsen og Balth. Christensen mod godsejerne for fæstegårdmændenes sag, og var ud fra en social interesse der gik dybere end hos de fleste af hans åndsfrænder den førende talsmand for husmændene. 1846 var han medindbyder til oprettelsen af Bondevenneselskabet og sad i dets bestyrelse med A.F. Tscherning som formand. I stænderne stillede han 1846 forslag om en konstitutionel forfatning for Danmark til Ejderen med provinsiel særstilling for Slesvig og foregreb dermed hvad der marts 1848 blev konge- og folkeprogrammet.

Ved tronskiftet efter Christian 8.s død jan. 1848 var Orla Lehmann med sin hustru der led af tuberkulose på rejse i Italien. Fra Pisa hastede han hjem over Frankrig hvor revolutionen var i gang. Han talte ved det første Casinomøde i Kbh. 11.3. og på Hippodrommødet 12.3. Det var ham der 20.3. på få minutter formede borgerrepræsentationens epokegørende henvendelse til Frederik 7. og i en flammende tale fik den ellers så sindige forsamling til at vedtage den; om aftenen var han en af hovedtalerne ved det andet Casinomøde. 22.3 optoges han som minister uden portefølje i det nye konstitutionelle ministerium A.W. Moltke, og 24.3. affattede han regeringens og kongens svar til den slesvig-holstenske deputation, konge- og folkeprogrammet om Slesvigs nærmere tilknytning til Danmark ved en fri forfatning og Holstens udskillelse under en særlig fri forfatning. Umiddelbart derefter drog han på regeringens vegne ud i diplomatiske missioner der førte ham til Berlin, Bruxelles og London. Efter sin hjemkomst 26.4. var han 29.4.-17.5. overordentlig kgl. kommissær i Nørrejylland med den opgave at instruere amtmænd om de foranstaltninger krigsforholdene og de tyske troppers invasion nødvendiggjorde. I regeringen havde han en betydelig indflydelse på udkastet til grundlov, først og fremmest i sproglig og formel henseende, men på en række punkter også reelt. 16.11.1848 afgik han som minister sammen med D.G. Monrad, A.F. Tscherning, F.M. Knuth m.fl. fordi han hældede til tanken om at søge fred gennem en deling af Slesvig. Han havde i debatter om landets forsvar og forhold udadtil ikke' vist nogen tilbøjelighed til at overvurdere dets styrke. Efter sin afgang som minister søgte Orla Lehmann valg til den grundlovgivende rigsforsamling ved et suppleringsvalg på Bornholm, men måtte se sig vraget. Bittert var det for ham at han, en af grundlovens fædre, ikke kunne deltage i dens endelige udformning og vedtagelse.

Fra dec. 1848 til 1861 var Orla Lehmann amtmand over Vejle amt hvor han vandt overordentlig popularitet. Efter kampene ved Kolding 1849 tog han på embeds vegne til området, men blev taget til fange af slesvigholstenerne og bragt til Gottorp, senere til Rendsborg. Efter mange chikanerier fik han tilladelse til at rejse til sin hustrus dødsleje, men måtte efter hendes begravelse indfinde sig i Rendsborg igen. Først efter britisk intervention i Berlin blev han frigivet. 1851 valgtes Orla Lehmann med støtte fra bondevennerne til folketinget for Vejlekredsen, men opgav mandatet 1853. Fra 1854 til sin død 1870 var han medlem af landstinget bortset fra en kort periode 1866 da han som tilhænger af den reviderede grundlov ikke opnåede valg i sin gamle kreds i Jylland, men få måneder senere opnåede valg i Kbh. Han var endvidere medlem af oktoberforfatningens rigsråd 1855–63 og af novemberforfatningens rigsråds landsting 1864–66. Noget absolut førerskab i det nationalliberale parti kunne Orla Lehmann ikke hævde, men i landstinget var han indtil 1861 ubetinget den førende kraft og prægede lovgivningsarbejdet i bred liberal ånd, eksempelvis lovene 1857 der på visse områder gav kvinderne ligeberettigelse med mænd. Bondevennerne der havde så betydelig indflydelse i folketinget kom han efterhånden i bittert modsætningsforhold til. Han tog særlig anstød af tendenser hos landbovenlige politikere til at knibe på skillingen til kulturformål og embedsvæsen og bevidnede dem 1855 sin foragt ved at tale om "den plebejiske ånds onde instinkter". Ved en fest i Vejle 29.3.1860 sagde han at magten efter 1848 ikke rettelig tilkom almuen selv eller en skare demagoger, men "de begavede, de dannede og de rige" som så havde pligt til at vise forståelse for almuens tarv. Talen vakte stor opsigt og indledte de følgende års kamp mod venstre der kulminerede i 1866-grundloven som gav de højstbeskattede privilegeret valgret til landstinget, en indskrænkning i den almindelige valgret som Orla Lehmann på de nationalliberales vegne førte kampen for i rigsrådet. Det skal retfærdigvis tilføjes at Orla Lehmann trods det skarpe modsætningsforhold til bondevennerne ikke svigtede sin ungdoms anskuelse om bondens ret til jorden. Så sent som den sidste rigsdagssamling han deltog i talte han for tvangsafløsning af fæsteforholdet.

I årene efter 1848 var det slesvigske spørgsmål det altdominerende problem for Orla Lehmann. Han gik kun med til helstatspolitikken og fællesforfatningen okt. 1855 fordi han i den så en omvej til Ejderstaten, udtrykt i ordene at "Vejen til Ejderen nu ikke gik over Kolding, men over Altona". Da de følgende års forsøg på at komme til en forståelse med holstenerne var glippet proklamerede han på et møde i Vejle 20.4.1861 at tankerne fra 1848 var kommet tilbage og at alle danske nu måtte samles om Ejderprogrammet. Han rejste dermed en folkestemning så stærk at den bar ham ind i Halls regering som indenrigsminister 15.9.1861, et varsel om en dristigere politik fra regeringens side. Fra begyndelsen af 1863 forfægtede han ivrigt troen på de muligheder der kunne ligge i en snæver dansk-svensk forbindelse. Under forhandlinger med Hall, Fenger og Monrad i febr. hævdede han at der nu måtte vælges "mellem et decideret skridt mod nord eller en tilbagesynken i Tysklands arme". Skridtet mod nord skulle række så vidt at Danmark inddroges under et fælles nordisk parlament hvortil skulle føjes en dynastisk forbindelse gennem et arveforlig på grundlag af ægteskab mellem prins Frederik (8.) og Karl 15.s eneste datter Lovisa. Monrad stillede sig ved Orla Lehmanns side i arbejdet for disse store planer, Hall ligeledes, dog med meget større forsigtighed. Det viste sig imidlertid hurtigt ved henvendelse til den svenske gesandt i Kbh., Henning Hamilton, at Sverige ikke ville gå med til virkeliggørelse af planerne der idémæssigt var skandinavismens kulmination.

Fællesforfatningen for Danmark og Slesvig af 13.11.1863 som Orla Lehmann havde skrevet udkastet til virkeliggjorde endelig hans nationalpolitiske idé. To dage senere tiltrådte Christian 9. som konge. Mellem ham og Orla Lehmann bestod intet godt forhold. Kongen nærede dyb mistillid til Orla Lehmanns person og politik, og Orla Lehmann så ned på kongen som formentlig slet begavet. Da det ved juletid trak op til alvorlig krise med Preussen og Østrig krævede kongen at Orla Lehmann og minister for Slesvig F. Wolfhagen skulle ud af regeringen hvad der indledte den regeringskrise som endte med den samlede regerings afgang 31.12.1863. Krigen 1864 udslettede ubønhørligt hvad der skulle være nået med Ejderpolitikken. Under opgøret i rigsdagen efter at fredsbetingelserne var kendt fortrøstede Orla Lehmann sig til at nationalitetsprincippet engang ville sejre, men i sorg over 1864 og plaget af sukkersyge og hjerteonde var han tydeligt ældet og nedbrudt. Han hyldede stadig de skandinaviske tanker og håbede på en genforening med de danske sønderjyder. Hans lid stod til Frankrig, og håbet blussede op ved den fransk-tyske krigs udbrud 1870, men Frankrigs nederlag ved Sedan "knuste hans hjerte". Han døde en halv snes dage senere.

Orla Lehmann var i årene op til 1848 den liberale politiker der frem for nogen forstod at opfange fremspirende krav og ønsker i folket og give dem agitatorisk og programmatisk form. Han ejede skabende fantasi med dristige visioner og besad en sjældent medrivende veltalenhed, tilslebet efter klassisk og gallisk mønster i et sprog af den litterære guldalders støbning. Hans taler var oftest vel beregnede og advokatorisk formede til situationen, men tit gav han efter for pludselige impulser og i sine største og mest stemningsfulde øjeblikke kunne han hæve sig selv og sine tilhørere op i en tilstand af lyrisk ekstase. Som forfatter af udtalelser og programmer var han klar og koncis, nu og da med en fængende slutappel der kunne nærme sig det teatralske som da han i henvendelsen til Frederik 7. brugte vendingen om "ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp". Bjørnstjerne Bjørnson kaldte ham "frihedens Oehlenschläger", og da Orla Lehmann i martsdagene 1848 stod over for virkeliggørelsen af alt hvad han havde stræbt mod, arbejdede han utvivlsomt i en lykkerus lig den Oehlenschläger oplevede da han skrev Guldhornene. Orla Lehmann havde i ordets bedste betydning været den unge liberalismes folketribun, men hverdagenes arbejde efter 1848 kunne han så lidt som tribuner før og efter ham leve op til. Skuffelse over ikke at blive valgt på Bornholm efteråret 1848, hans yngste datters død maj 1849 og hustruens død kort derefter og erkendelsen af at folket da det havde fået friheden ikke i et og alt fulgte linjerne i hans idéverden havde vel svækket hans optimisme og sejrstro. Han opgav – modsat Monrad – troen på den almindelige valgret og kunne på udfordrende vis hævde de dannedes ret. Det var manglende virkelighedserkendelse der fik ham til at forvente at almuen skulle tænke og handle som hans ideologi forudsatte. Det var alt i alt hans svaghed at han ikke havde sine meninger og handlinger under tilstrækkelig kontrol af virkeligheden. Det hæmmede ikke da han rejste stormen mod enevældens samfund, men det kunne føre ham helt ud i fantasteriet, stærkest da han tumlede med de skandinaviske unionsplaner 1863. Men over dette står at han opflammede og samlede et folk nationalt og politisk til at forme sin egen skæbne på godt og ondt.

Familie

Orla Lehmann blev født i Kbh. (Petri), død sst. (Holmens), begravet sst. (Holmens). Forældre: kommitteret, justitsråd, senere konferensråd Martin Lehmann (1775–1856) og Frederikke L. Bech (1787–1834). Gift 27.9.1844 i Kbh. (Frue) med Annette (Arnette) Marie Bolette Puggaard, født 5.9.1821 i Kbh. (Trin.), død 27.6.1849 på Skovgård ved Ordrup, d. af grosserer Hans Puggaard (1788–1866) og Bolette C. F. Hage (1798–1847). – Bror til Heinrich Lehmann.

Udnævnelser

R. 1855. DM. 1858. K. 1859.

Ikonografi

Litografi af E. Lehmann, 1839, efter dette litografi 1841. Litografi af D. Monies, 1841, efter dette flere litografier, kobber- og stålstik, bl.a. af A. Hansen, og et par træsnit 1842–43 samt tegn. af F. Schultz (Kgl. bibl.). Mal. af E. Bærentzen, 1841 (Fr.borg), efter dette to litografier, det ene 1848. Træsnit af A. Flinch, 1842, efter tegn. af P. C. Skovgaard. Litografi i fængslet 1842 af W. Koch efter tegn. af P. E. Lorentzen. Afbildet på satirisk tegn. af W. Marstrand, 1843 (Fr.borg). Silhouet af N. Chr. Fausing (Kgl.bibl.). Afbildet på J. Sonnes frise 1846–48 (på Thorvaldsens mus.). To mal. af E. Jerichau Baumann, 1848, efter det ene (Fr.borg) kopi (folketinget). Satirisk træsnit af Johan Aagaard og tysk satirisk litografi 1848. Tegn. af L.s tilfangetagelse ved Kolding 1849. Silhouet i træsnit i Corsaren, 1853. Buste af H. V. Bissen, 1857 (St.mus.; folketinget; østre landsret; hj. af Torvegade 11 og Orla Lehmannsgade, Vejle), ved V. Bissen, 1870 (Studenterforen.). Træsnit 1859. Afbildet på tegnet og malet forarbejde (begge folketinget) til Constantin Hansens mal. 1860–64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg); mal. af samme, 1862 (folketinget). Litografi af P. Gemzøe, 1861, efter foto, efter dette graveret på sten 1862, træsnit 1861 efter tegn. af Carl Bloch samt 1866, 1870, 1871 og 1876. Mal. i type som Gemzøes litografi (Vejle rådhus). Mal. af W. Marstrand udst. 1861, tegn. af samme. Træsnit af E. Skill, 1866, og træsnit efter dette. Træsnit 1870 efter foto, efter dette stålstik 1873 og træsnit af H. P. Hansen, 1877. Træsnit 1870. Relief (på gravstenen). Relief af O. Evens, 1874 (Hirschsprung), udst. i marmor 1875 (Udst. fonden, Charlottenborg). Træsnit 1893. Silhouetter (Fr.borg). Buste af A. Paulsen (Fredericia rådhus). Tegn. af Fritz Jürgensen (Kgl.bibl.) og F. Andersen (sst.). Tegn., collage, af N. Habbe. Foto.

Bibliografi

Kilder. Hist. t. 3.r.VI, 1867–69 198–211 (O. L. om martsdagene). Samme sst. 10.r.IV, 1937–38 278–345 (om ministerskiftet nov.-dec. 1863). Efterl. skr. I-IV, 1872–74 (heri erindr.). Af O. L.s papirer, ved Jul. Clausen, 1903. Breve til A. W. Moltke i Danske mag. 8.r.II, 1963 128–32. O. L.: Nisungesaga. Breve og billeder, udg. Tage Kaarsted, 1965. A. F. Krieger: Dagbøger I-VIII, 1920–43. En brevveksl. mellem maleren Constantin Hansen og O. L., udg. Henny Glarbo, 1942.

Lit. C. E. F. Reinhardt: O. L. og hans samtid, 1871. V. Topsøe: Politiske portrætstudier, 1878 1–29. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II. 1892–1916 (reproudg. 1973). H. C. A. Lund: Studenterforen.s hist. I, 1896. H. Ploug: Carl Ploug I, 1905. P. Lauridsen: Da Sønderjylland vågnede I, 1909; IV, 1916; VI, 1918. E. Henrichsen: Mændene fra 48, 1911. Alb. Olsen: Studier over den da. finanslov, 1930. Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. I-II, 1931–34. Jens Møller i Hist. t. 9.r.V, 1926–27 447–85. Aage Friis sst. VI, 1928–29 133–248. Samme sst. 10.r.III, 1934–36 583–642. H. Hjelholt sst. 11.r.VI, 1960–62 601–31 og 12.r.I, 1963–66 608–51. Stig Rode sst. III, 1968–69 83–110. H. Hjelholt sst. IV, 1969–70 156–84. Povl Bagge: Studier over D. G. Monrads statstanker, 1936. Chr. Degn: O. L. und der nationale Gedanke, Neumünster 1936 = Quellen und Forsch. zur Gesch. Schlesw.-Holst.s XVIII. Samme i Zeitschr. der Gesellsch. zur Gesch. Schlesw.-Holst.s LXV, Neumünster 1937 392–408. Johs. Lehmann: Den unge O. L., 1957. Erik Møller: Helstatens fald I-II, 1958 (reproudg. 1974). De danske ministerier 1848–1901, ved Sv. Thorsen, 1967.

Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig