Nikolaj Rosing, Peter Lars Nikolaj Rosing, 4.4.1912-16.8.1976, politiker. Født i Sukkertoppen, død i Kbh. Efter eksamen fra Godthåb seminarium 1932 blev R. videreuddannet i Danmark til 1934 og var derefter lærer ved efterskolerne i Egedesminde og Julianehåb til 1943, da han ansattes som lærer ved seminariet i Gothåb hvor han forblev, indtil Augo Lynges pludselige død 1959 bragte han ind i folketinget som suppleant i Grønlands sydkreds. Med en afbrydelse 1971–73 blev han genvalgt flere gange og sad i tinget til sin død. I sit politiske arbejde videreførte han Augo Lynges linje: et nært samarbejde med Danmark som en integreret landsdel i riget, men med stærk vægt på og respekt for de grønlandske kulturværdier. I sine senere år oplevede han derfor et modsætningsforhold til den nye politiske linje, repræsenteret ved partiet Siumut. – R. havde dog allerede langt tidligere haft politiske hverv, således som medlem af Nordgrønlands landsråd 1938–39 og formand for Godthåb kommunalbestyrelse 1951–55, ligesom hans interesse for folkeligt oplysningsarbejde bragte ham i bestyrelsen for Grønlands oplysningsforening 1953–57, for Det grønlandske Forlag 1957–58 og i Grønlands kulturelle råd samt radiostyrelsen 1958–59. Som politiker var han medlem af Grønlandsudvalget af 1960 og siden af dets afløser, Grønlandsrådet, fra 1964, samt af nævnet for Grønlandstillægget fra 1964. – R. var en fin kender af det grønlandske sprog og udgav 1945 kalåtdlisut agdlangneq, et retskrivningssystem for børneskolen, og fra 1953 var han medlem af, en periode formand for det grønlandske sprog- og retskrivningsudvalg. 1956 var han medudgiver af bogen om Jonathan Petersen. Han har desuden oversat flere bøger til grønlandsk, således Gunnar Gunnarsson: Borgslægtens Historie, Kaptajn Grants Børn og Baskervilles Hund. – En søn, Peter Fr. Rosing, blev 1980 udnævnt til chef for Grønlands radio.

Familie

Forældre: fanger Svend Peter Salomon R. (1887–1957) og Kirstine Karoline Cicilie Lyberth (1887–1954). Gift 24.2.1935 med Marie Ane Bodil Lynge, født 19.6.1911 i Godthåb, d. af pastor Niels L. (1880–1965) og Theodora A. C. Rosing (1883–1940).

Udnævnelser

R. 1952. R.1 1964.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Jørgen Fleischer i Atuagagdliutit, Godthåb 19.8.1976. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig