Niels Westerby, Niels Henning Erik Ulrik Westerby, 1.11.1925, politiker, chef de division ved EF. Født i Kbh. (Chr.). I faderens tid som politimester på Færøerne blev W. student fra lagtingets studenterkursus i Torshavn 1943, var på dommerkontor og i handelsvirksomhed i Torshavn 1943-45 og blev cand.jur. fra Kbh.s univ. 1954. Han ansattes s.å. som sekretær i boligministeriet og blev fuldmægtig 1963. Sit politiske virke indledte W. i venstres ungdom hvis landsformand han var 1955-57 hvorefter han 1958-62 var præsident for WFLRY (verdenssammenslutningen af liberal og radikal ungdom). 1961-65 var han formand for hovedstadens venstre og medlem af venstres hovedbestyrelse. Som en del andre unge liberale delte han Thorkil Kristensens anskuelser og var mod Erik Eriksens nære samarbejde med de konservative. Han var medstifter af liberal debat 1960, valgtes sept. 1964 til folketinget i Østre storkreds, men erklærede i venstres folketingsgruppe marts 1965 at han ville stemme for de af regeringen Jens Otto Krag forelagte afgiftsforhøjelser. Det accepterede gruppen som var mod forhøjelserne, men da W. derefter forhandlede direkte med statsminister Krag uden at meddele det til Erik Eriksen, måtte han udtræde af venstres gruppe og blive løsgænger. Samme lod fik et andet medlem af venstres gruppe, Børge Diderichsen der ligesom W. havde været medlem af liberal debat. De to dannede 10.10.1965 partiet liberalt centrum med W. som formand. Partiet opnåede fire mandater ved 1966-valget, nu med W. valgt i Kbh.s amt, men alle fire faldt ved 1968-valget. Dermed ophørte W.s aktive deltagelse i dansk politik. 1971-72 var han af boligministeriet udstationeret til den danske mission ved EF i Bruxelles. Ligesom W. havde været en varm tilhænger af dansk medlemskab af NATO gik han aktivt ind for dansk medlemskab af EF. 1973 fik han ansættelse ved EF-kommissionen, først som chef de division i generaldirektoratet for industri og teknologi, fra 1977 i generaldirektoratet for udviklingslandene, fra 1979 som rådgiver for generaldirektøren og 1980-86 som chef for EFs delegation til staten Israel.

Familie

F: stud.jur., senere politimester Niels Preben W. (1900-86) og Agnete Palsbo (1904-99). Gift 21.7.1971 i Vestberlin med Gisela Anna Elisabeth Panneck, født 6.4.1938 i Schoneberg, død 1986, d. af grosserer Friedrich P. (1899-1975) og Lydia Semmel (1905-65).

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig