Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Grøn

Oprindelige forfattere FvJes og HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Niels Grøn, Niels Laurids Jensen Grøn, 29.12.1867-25.4.1924, politisk agent og agitator. Født i Brøndum, Salling sg, død på kuranstalten Dianalund i Holbæk amt, begravet på Havrebjerg frimenigheds kgd. G. var ikke fyldt atten år da han udvandrede til USA. Der savnes nærmere oplysninger om hans ophold i staterne – selv omgav han sig gerne med mystik – men det formodes at være rigtigt at han har studeret 1888-94 og taget eksamen ved Harvard-universitetet. Han beskæftigede sig derefter med politisk journalistik, erhvervede 1895 amerikansk borgerret og deltog i agitationen for det republikanske partis kandidat, Wm. Mc. Kinley, ved præsidentvalgene 1896 og 1900. Jan. 1897 kom G. under ophold i Danmark i forbindelse med den komité der med G. A. Hagemann i spidsen og omfattende politikere fra både højre og venstre arbejdede for at få forhandlingerne med USA om køb af De danskvestindiske øer, der var strandet 1867 og 1892, genoptaget. Komiteens arbejde skete i forståelse med finansminister H. E. Hørring, og G. fik i opdrag at skabe stemning for købet i USA og løfte om vederlag hvis det lykkedes. G. talte også med udenrigsministeriets direktør P. Vedel der ikke fattede tillid til G. og i brev advarede den danske ambassadør i USA C. Brun mod at have noget med G. at gøre. Nov. 1897 var G. igen i Kbh. og hans arbejde fik nu et fastere grundlag idet Hørring der i mellemtiden var blevet konseilspræsident stillede G. i udsigt at han skulle få 10 pet. af salgssummen til dækning af udgifter og som betaling for sin indsats. USAs erhvervelse af Cuba og Puerto Rico i krigen med Spanien 1898 medførte standsning i G.s arbejde, og da han efteråret 1899 ville genoptage det havde salgskomiteen i Kbh. engageret Walter Christmas som agent. Han og G. blev snart uenige om fordelingen af de 10 pet. af den evt. salgssum og brød med hinanden. 1.5.1900 omtaltes sagen i New York Times. En undersøgelseskomite, nedsat af USAs kongres, konkluderede at ingen USA-politikere havde modtaget bestikkelse. Da salgsplanerne 1901-02 tog ny fart, kom G. i forbindelse med den kreds af indflydelsesrige danske personligheder som var modstandere af øernes salg. Han tilbød at modvirke salgsplanerne, og det lykkedes ham virkelig i USAs kongres og senat at skabe uvilje mod foretagendet. Denne svingning i G.s holdning skyldtes sandsynligvis hans bitterhed over, at Christmas var blevet blandet ind i sagen, og hans tro på at han ville kunne opnå salgsmodstandernes støtte til gennemførelsen af det projekt som dengang optog hans tanker: oprettelsen af et internationalt agentur med navnet Potentia der skulle fremskaffe og udbrede artikler og afhandlinger af åndslivets ypperste repræsentanter i alle civiliserede lande til fremme af det intellektuelle, politiske og økonomiske samarbejde mellem nationerne. G. opnåede da også herhjemme pekuniær støtte til sit projekt, ikke fordi nogen mente at det var realisabelt med ham som organisator og leder, men fordi dette var den af ham selv ønskede løn for hans arbejde i USA mod det vestindiske salg. Potentiaplanerne skiftede flere gange grundlag og retning; ved sin vidtløftighed og uklarhed trættede G. sine forbindelser, og det endte med åbent brud mellem ham og dem som havde holdt længst ud, således Villars Lunn (1845-1921). Et forsøg han 1911 gjorde på at formå Frederik VIII til at overtage protektoratet over Potentia – der aldrig havde eksisteret andre steder end på papiret – var kun fantasteri. Efter nye ophold i USA kom han atter til Danmark, fik sit danske undérsåtsforhold tilbage og stillede sig ved folketingsvalget 1913 i Bjerrekredsen som uafhængig venstrekandidat på et svævende program, men opnåede kun få stemmer. Hans ulykkelige ægteskabelige forhold – den første hustru forlod ham med deres lille søn, og alle hans bestræbelser for at finde barnet igen viste sig frugtesløse – bidrog til at øge hans ekscentricitet. Endnu 1918 lod han høre fra sig med planer om dannelsen af en international liga til kamp mod bolsjevismen, men hans sind formørkedes mere og mere, og han døde, uden at nogen synes at have haft virkelig rede på det økonomiske grundlag for hans tilværelse eller hans levnedsløbs andre gåder.

Familie

Forældre: gårdejer Jens Christian Nielsen (G.) (1835-82, gift 2. gang 1874 med Nielsine Marie Johansen, 1845-1926) og Anna Sørensdatter (1841-72). Gift 1. gang 7.5.1912 i London med Madeline Mastress (gift 1. gang med Stone). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang febr. 1923 med Sadie Dyssenberg, North Carolina (gift 2. gang med Tucker).

Ikonografi

Relief af Madeline Grøn (gravstenen).

Annonce

Bibliografi

Nationaltid. 9.2.1902, 20.2. og 21.2.s.å. og 5.3.s.å. Mathilde Lutken: Potentia. Diplomatiske principper, m. en beretn. om N.G.s forhold til forhandl, om de vestind. oers salg, 1912. Betænkning afgiven af den nedsatte rigsdagskommission ang. de da.-vestind. øer, 1916. Berl. tid. 26.4.1924. Politiken s.d. Sorø amtstid. s.d. og 2.5.1924. C. C. Tansill: The purchase of the Danish West Indies, Baltimore 1932. V. Sjøqvist: Peter Vedel II, 1962.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Franz v. Jessen, Helge Larsen: Niels Grøn i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290263