Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Laurids Skau

Oprindelig forfatter Rerup

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Laurids Skau, Laurids (ved dåben Lauritz) Pedersen Skau, 22.5.1817-11.5.1864, politiker. Født i Sommersted, død på Mariegård, begravet i Gammel Haderslev. S. var som dreng livlig, men også uregerlig, hvad faderen efter tidens skik søgte at banke ud af ham. I landsbyskolen fik han derimod i degnen A. Kloster en forstående lærer der gav ham et rationalistisk livsgrundlag og en god undervisning i dansk og historie. Efter konfirmationen skaffede den opvakte og stærke dreng sig læsning hos degnen og præsten mens han hjalp faderen både som karl i marken og med det skriftlige sognefogedarbejde. Gennem et fornuftsparti giftede han sig knap 20 år gammel en gård til og var i en årrække rastløst optaget af en bondes hårde slid, af at udvide sin horisont ved læsning og af landsdelens begyndende offentlige liv. Skønt man fandt at S. "spillede sine Kort for haardt og drev sine Jorder for haardt", blev han endnu inden han blev myndig valgt ind i sit hjemsogns forstanderskab. – S. skrev fra første færd artikler til det nye blad Dannevirke og på grundlag af en tidligere opfordring fra det slesvig-holstenske oldsagsselskab sendte han på tilskyndelse af P. C. Koch 1839 et langt brev til C. Flor som indledte et bemærkelsesværdigt samarbejde. Flor der beundrede den unge bondes udtryksfærdighed blev hurtigt klar over at han her havde fundet "en af Folkets Repræsentanter", men lod først ved Sommerstedgildet 21.2.1843, der holdtes til ære for P. Hiort Lorenzen, S. træde frem for en større offentlighed. Her holdt han to taler, hvoraf den ene, Løftets Bæger, gjorde "uhyre Lykke". Den var skrevet af Flor og virkede ved S.s røst og personlige udstråling. Flor magtede ikke selv at tale offentligt. Få måneder senere blev S. landskendt på det 1. Skamlingsbankemøde den 18.5. med en ny tale af Flor og på det 2. Skamlingsbankemøde 1844 kaldte Orla Lehmann ham en "Riddersmand i Bondekofte", mens N. F. S. Grundtvig, henrevet af mødets stemning, på hjemrejsen skrev om "Skov-Hornets Klang mellem Skamlings-Bankerne", dvs. bonden der havde fået mæle. En anden af mødets navnkundige talere, M. A. Goldschmidt, fandt S. en "mageløs Karl", men advarede indtrængende imod at spolere ham ved "den megen Virak".

S. var i mellemtiden blevet sekretær for den nystiftede slesvigske forening, havde haft foretræde for Christian VIII og virket energisk for oprettelsen af den første højskole i Rødding (14.6.1844), selv om han personligt vedblev at stå køligt over for visse sider af grundtvigianismen. I røret om sprogpatentet af 29.3.1844 fulgte S. ikke Flor men Hiort Lorenzen i dennes konfrontationskurs mod Christian VIII og stivede sit standpunkt af med det berygtede "opsigelsesbrev" som gjorde kongen vred og sammen med den slesvigske forenings "protokolekstrakt" førte til at foreningen blev lukket og S. sat under tiltale. Både S. og formanden Hans Nissen opsøgte Christian VIII og bad om nåde som blev tilstået dem et halvt år senere. 1845 købte S. med støtte fra nationalliberale kredse i Danmark en ny og større gård i Hovst i Vilstrup sogn for at være valgbar til stænderforsamlingen. Han nåede dog ikke at fylde de foreskrevne 30 år da det sidste stændervalg inden borgerkrigen fandt sted. 1845 døde Hiort Lorenzen og S. overtog hans position som slesvigernes politiske talsmand, n.å. blev han også formand for den slesvigske forening. Hans politiske skøn var endnu langtfra sikkert. Bl.a. tumlede han 1845/46 med planer om at vinde hertugen af Augustenborg for forfatningssagen og at få den augustenborgske slægt anbragt på Danmarks trone så "den fast organiserede og velsluttede danske stat", dvs. helstaten, kunne holdes samlet. Mens kun få var indviet i disse planer, og Flors andel i S.s første taler blot antydningsvis kom frem kort før hans død, udfordrede S.s personlige livsførelse samtidens kritik. Arbejdet med at organisere støtten og samle penge til højskolen og til den slesvigske sag nødvendiggjorde mange rejser, og S. vandt indpas ikke blot i fornemme nationalliberale hjem, men ved en nær venindes formidling også i sjællandske godsejerkredse. Den livlige og flotte mand blev ganske meget hyldet og forkælet, ikke mindst af damerne og han nød åbenlyst forkælelsen. Under disse forhold kunne der peges på S.s undertiden groteske forfængelighed og næres frygt for, at den "kjække Odelsbonde af nordisk Æt" skulle tabe mere end den "søde" S. kunne vinde (Orla Lehmann). Kritikken var berettiget, men S. skaffede tillige den fornødne støtte og fik knyttet mange forbindelser. Han havde utvivlsomt et usædvanligt format, og det kunne ikke med rimelighed forventes, at den talentfulde mand skulle fortsætte et almueliv. Det gjorde andre succesrige bønder i det nordøstlige Slesvig heller ikke.

Ved Christian VII Is død havde S. gode kontakter til konservative kredse og til hoffet, men optrådte i martsdagene som liberal og demokratisk folkeleder. Sammen med H. A. Krüger der nu kom i forgrunden som de nationalliberales favorit underskrev han opråbet "Kammerater i den slesvigske Bondestand!" Han kom dog hurtigt til at stå på højrefløjen af de liberale og gav udtryk herfor i pjecen Hvor vidt ere vi komne?, 1848, bl.a. advarede han mod den almindelige valgret. Efter påskeslaget ved Slesvig måtte S. forlade sit hjem og sluttede sig efter novemberministeriets dannelse til J. N. Madvig. 1849 lod han sig vælge til folketinget for Bræstrupkredsen i Skanderborg amt. Han kunne vende hjem efter Istedslaget og blev 1851 udpeget til medlem af notabelforsamlingen i Flensborg. Han stod sig godt med det konservative styre under Carl Moltke og F. Tillisch der ellers ikke havde meget tilovers for de tidligere folkeledere i Slesvig, og blev 1852 udnævnt til amtsforvalter for Haderslev vesteramt. Det var en dristig embedsbesættelse, men det viste sig at S. ikke blot formåede at sætte sig igennem i forhold til de "studerede" embedsmænd, han kunne også få bugt med den uvilje hans overgang til embedsstanden vakte i bondebefolkningen. Først senere opstod et spændingsforhold til danske kredse i vesteramtet der fik et lederemne i Krüger. S. gav stødet til oprettelsen af Haderslev amts landboforening og af Den nordslesvigske kreaturforsikringsforening der begge valgte ham til formand hvorimod han 1853 blev trængt ud af Rødding højskoles bestyrelse efter et brud mellem ham og skolens forstander Sofus Høgsbro. 1856 skiftede S. sin gård ud med den skønne Mariegård i GI. Haderslev.

Annonce

Et nyt afsnit i S.s politiske liv begyndte 1853 da han valgtes til stænderdeputeret for Haderslev amts 3. landdistrikt og her genvalgtes 1854 og 1860. Fra 1854 var S. også kongevalgt rigsråd. Hans deltagelse i rigsrådet satte ikke dybere spor, mens han i stændersalen i Flensborg kom til at fremstå som den danske befolknings politiske leder, efterhånden under voksende rivalisering med Krüger der havde færre ideer, men mere råstyrke, lå mere til venstre og havde sine vestslesvigske vælgeres urokkelige tillid. S. trådte ufortrødent i skranken for den Regenburgske sprogordning, men prøvede samtidig at splitte det slesvig-holstenske flertal i forsamlingen i en konservativ og en progressiv fløj ved at fremsætte eller støtte en række reformforslag. Disse forsøg bar navnlig frugt i de første sessioner 1853–55, men blev ikke bakket op af regeringen. Fra 1857 var det nationale opgør det altbeherskende emne i stænderforsamlingen, og S. lagde nu et stort arbejde i at organisere de danske stænderrepræsentanters arbejde; han var også deres hyppigste og mest virkningsfulde taler. Ved siden af dette politiske arbejde, sin embedsgerning og en betydelig kommissionsforretning med realkreditlån fandt S. der livet igennem var en slider tid til litterært arbejde. Han skildrede sin forgænger som formand for den slesvigske forening i skriftet Hans Nissen i Hammelef, 1857 (2. opl. 1866), mens bogen om hans politiske forgænger Peter Hjort Lorenzen blev udgivet posthumt 1865. S. ramtes 1862 af tuberkulose der også hærgede i hans familie. Efterhånden lammedes hans enorme arbejdskraft, og den livsglade mand der aldrig var gået af vejen for et lystigt gilde, men hidtil havde kunnet styre sit alkoholforbrug, søgte til tider at dulme modgangen i brændevin. S. døde efter hårdt sygeleje tre uger efter Dybbøls fald, knap 47 år gammel.

S.s sammensatte karakter indbød ikke kun til hyldest. I Sønderjylland holdt en lokal kritik sig levende. I mild form kom en kritisk indstilling frem i L. Herteis bog om sin far: Hans Wilhelm Hertel. Bidrag til den sønderjydske Folkevækkelses Historie, 1897. Et krast udtryk fik den 1918, da P. Lauridsen udsendte 5. og 6. bind af sit store værk, Da Sønderjylland vaagnede, I-VIII, 1901–22 der bygger på et stort samtidigt brevmateriale. Han fremdrog Flor som ophavsmand til S.s berømte taler i 1840erne og stemplede S. som "en lidet positiv Natur – en talentfuld Laaner, Gengiver og Udnytter uden egne Ideer og nyskabende Evne." Han mente ganske vist også at "den unge Laurids S. vil aldrig dø", men hans kritik skød langt over målet. Små 20 år senere rettede Knud Fabricius denne ensidighed op ved at understrege S.s tidlige selvstændighed, hans politiske og organisatoriske talent, hans lederevner og hans mægtige slid for den sønderjyske sag, også hans hjælpsomhed og trofasthed over for sine venner. Sidst har H. V. Gregersen udgivet store dele af S.s meget omfattende brevsamlinger i værkerne Laurids S.s brevveksling med politiske venner i København, 1966 og Laurids S.s brevveksling med politiske venner i Sønderjylland, 1970. Han har i disse værkers indledninger og noter samt i en række afhandlinger tegnet et meget mere nuanceret billede af S. end det var kendt tidligere, og i selve brevene fremtræder S. ved sin iagttagelsesevne, sin ofte mesterlige udtryksfærdighed og hensynsløse oprigtighed – også over for sig selv – med en styrke der endnu giver et indtryk af hvordan han har virket på sine samtidige. Myten om folkehelten S. har tabt ved denne afklaringsproces, men mennesket S. er trådt stærkere frem.

Familie

Forældre: gårdejer, sognefoged Jens Lauritzen S. (1795–1863) og Bodil Kjestine Raun (1788–1861). Gift 29.10.1836 i Sommersted med Maria Elisabeth Byg, født 25.2.1805 i Lunding, Starup sg., død 13.12.1883 på Mariegård, d. af gårdejer Knud Jørgensen (1771–1839) og Johanna Pedersdatter Byg (1785–1815). – Bror til P. S.

Udnævnelser

DM. 1848. R. 1857.

Ikonografi

Tegn. af P. C. Skovgaard, 1844 (Fr.borg). Mal. af E. Bærentzen s.å. (sst.), efter dette tre litografier, det ene af Bærentzen selv, stik 1844, træsnit 1858 efter tegn. af Carl Bloch, et farvelitografi samt malet kopi. Afbildet på satirisk litografi under treårskrigen. Træsnit 1863 efter foto, efter samme stengravering 1864 og træsnit 1876. Tegn. af C. Zeuthen (Fr.borg). Buste af H. V. Bissen. Relief formentlig af V. Bissen på mindesten 1893 (Skamlingsbanken). Foto. -Navn på F. Meldahls Skamlingsbankestøtte 1863. Mindesten på Haderslev kgd. 1893 og i Sommersted.

Bibliografi

Breve i Sønderjyske årbøger, 1963 72–81. Brevveksl, med politiske venner i Kbh., udg. H. V. Gregersen, 1966. Brevveksl, med politiske venner i Sønderjylland, udg. samme I-II, 1970. – H. V. Gregersen i Sønderjysk månedsskr. XLVI, 1970 284–98 (slægt). III. tid. 11.1.1863. A. Ingerslev i Nord. univ. t. X, l, 1864 133–49; tillæg, 1866 91–112. M. Mørk Hansen: Den da. bonde L. S., 1865 (2. opl. 1893). Samme: Livserindr., 1968. P. Lauridsen: Da Sønderjylland vågnede I-VI 11, 1909–22 (især V-VI). Anders Lebeck: Haderslev amts landboforen. 1861–1911, 1911. Johan Plesner i Sønderjyske årbøger, 1925 225–81. Frovin Jørgensen sst. 1938 208–43. H. V. Gregersen sst. 1967 110–52 (heri breve). Samme sst. 1969 148–79. Edv. Lembcke i Haderslev-samf.s årsskr. 1935 45f. Kn. Fabricius i Sønderjyllands hist. IV, 1937. Jørgen Hatting: Sønderjyske førere, 1942 90–99. Hans Lund: Historiker i højskolens tjeneste,1960 22–27. H. V. Gregersen i Sønderjysk månedsskr. XL, 1964 170–72. Cl. Bjørn sst. 1980 321–27. H. V. Gregersen i Sprogforen.s almanak 1969 68–83. Henrik Fangel: Haderslev bys hist. 1800–1945 I, 1975. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lorenz Rerup: Laurids Skau i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297463