L.N. Bregendahl

L.N. Bregendahl, Laurids Nørgaard Bregendahl, 29.8.1811-25.6.1872, politiker. Født i Skørping ved Ålborg, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). B. gik i Borgerdydskolen på Christianshavn og blev student 1829 (privat dimitteret), juridisk kandidat 1834. Han var byfogedfuldmægtig i Skelskør og Roskilde, derefter kst. byfoged i Sorø 1838–41 og fra 1842 til sin død overretsassessor i Viborg. Han repræsenterede Viborgkredsen i den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49 og var kredsens folketingsmand fra 1849 til sin død, ved hvert valg kåret uden modkandidat. Under fællesforfatningen af 1855 var han direkte valgt medlem af rigsrådet 1856–63. I den grundlovgivende rigsforsamling tilhørte han venstre fløj af centrum og var trods modstand fra nationalliberale ledere blandt dem der 7.5.1849 banede vejen for vedtagelsen af grundloven ved at stemme for det Bruun-Jespersenske kompromisforslag om valgbarhedscensus og indirekte valg til landstinget. Senere hørte han til dem der stillede sig mest imødekommende over for bondevennerne. I øvrigt tog B. ingen særlig aktiv del i den storpolitiske kamp, men var desmere virksom i det saglige arbejde. Nogen fremragende taler var han ikke, men i udvalgsarbejdet var han en af rigsdagens solideste kræfter. Særlig betydning fik hans arbejde for kreditforeningssagen. Han indbragte det forslag som blev til kreditforeningsloven af 20.6.1850 og tog initiativet til dannelsen af Kreditforeningen for jyske landejendomsbesiddere hvis formand han var til sin død. Også af kreditforeningsvæsenets senere udvikling havde han væsentlige fortjenester. B.s venlige holdning over for bondevennerne påskønnedes af disse ved at de okt. 1859 gennemførte hans valg til viceformand i folketinget, og da formandspladsen blev ledig ved C. E. Rotwitts overtagelse af konseilpræsidiet i dec. s.å. blev B. hans efterfølger. Han virkede som formand i næsten elleve år og vandt fortjent påskønnelse fra alle sider ved sin rolige ligevægt, sin sunde praktiske sans og sin stræben efter upartiskhed. Da ministeriet Frijs' stilling hen imod slutningen af dets tilværelse blev truet gjorde B. inden for de grænser hans stilling som formand tillod det hvad han formåede for at holde det oppe idet han frygtede at en tilbagevenden til det nationalliberale styre ville føre til skarpe politiske konflikter, og da han så at ministeriets fald ikke lod sig undgå virkede han for at J. A. Hansen skulle optages i det nye ministerium for at imødekomme venstre. B.s "ministerielle" holdning havde imidlertid vakt en vis misstemning i venstre og partiets voksende selvfølelse krævede desuden en formand som helt ud var dets mand. Ved formandsvalget okt. 1870 blev B. da erstattet med Krabbe. – Etatsråd 1862.