Kristen Poulsgaard, Kristen Kristensen Poulsgaard, 10.3.1935, politiker. Født i Højtoft, Husby sg. P. forlod skolen 14 år gammel, var to år ved landbrug hvorpå han 1952-62 var sømand på langfart. Han var arbejdsmand 1962-66 og fodermester 1966-73, 1970-73 på godset Gram. Fra 1980 drev han sammen med sin hustru en købmandshandel i Ulfborg Kirkeby i Vestjylland. Som sømand var P. en tid tillidsmand og medlem af SF, som fodermester var han formand for Sønderjyllands fodermesterforening 1971-74. Allerede fra 1972 sluttede han sig til den af Mogens Glistrup stiftede bevægelse og blev dennes første kontaktmand i Sønderjylland fra 1972. Ved valget 1973 indtrådte han i folketinget som repræsentant for Fremskridtspartiet (Røddingkredsen til 1977, derpå Hjørring). Han var medlem af folketinget til 1990. I folketinget markerede P. sig først og fremmest som sit partis ordfører i kulturelle spørgsmål. På ravjysk forfægtede han uanfægtet af modstandernes ofte nærgående angreb standpunkter vendt mod den af alle andre partier førte kulturpolitik. Efter perioden i folketinget blev P. engageret i kommunal- og amtspolitik: 1990-91 var han medlem af Ringkøbing amtsråd, 1994-97 af Aalborg byråd og i samme periode medlem aaf NordjyllandsAamtsråd. I form og holdning leder P. tanken hen på de almuerepræsentanter som efter 1849 gik til angreb mod de nationalliberale embedsmænd. P. er ved sine uforfærdede angreb på den stats-subventionerede kultur og ved sine undertiden barokke formuleringer blevet eksponent for de ikke så få mennesker der til overraskelse for mange kulturformidlere synes ganske upåvirkede af samfundets skole- og kulturpolitiske anstrengelser gennem årtier eller tværtimod uvilligt indstillede over for disse. P. har givet en ellers tavs gruppe mund og mæle. Han bidrog herved væsentligt til Fremskridtspartiets profil og er blevet betegnet som en af sit partis mest farverige personer. P. har skrevet bøgerne: Et bedre Danmark, 1976, Åbent brev til Anker Jørgensen, 1977 samt erindringerne A er ingen tøsedreng, 2000.

Familie

F: husmand Jens Peter Kristensen P. (1900-72) og Laura Kristensen (1911-97). Gift 28.12.1961 i Gentofte (b.v.) med Hanne Pihl Hansen, født 11.4.1945 i Jægersborg, d. af vicevært Aage H. (født 1917) og Ruth Pihl (født 1925).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig