Knud Jespersen, Knud Wagner Jespersen, 12.4.1926-2.12.1977, partiformand. Født i Sulsted, død i Kbh., begravet sst. (Vestre kgd.). J. voksede op som eneste søn i et arbejderhjem, forældrene flyttede tidligt til Sundby-Hvorup hvor han gik i skole de fire første år, derefter i Ålborg. Folkeskolen blev suppleret med et efterskoleophold. – J.s far var oprindelig jord- og betonarbejder, men i J.s barndom arbejdede han som bager. Hjemmet var meget politisk optaget, faderen var medlem af kommunistpartiet (DKP) siden 1931, moderen siden 1938. Under besættelsen var hele familien engageret i modstandsarbejdet. Faderen blev arresteret af tyskerne 7.12.1943 og døde i kziejren Neuengamme ved juletid 1944. J. selv var først aktiv i en illegal bladgruppe, senere i en militærgruppe og til sidst i den lokale ledelse. Han blev arresteret 27.3.1945 og udsat for tortur. Kun trafiksystemets sammenbrud hindrede at han blev sendt til en tysk kz-lejr. Ved befrielsen var han fange i Frøslev-lejren.

Efter krigen ernærede han sig som ikke-faglært arbejder og koncentrerede sig i øvrigt om politisk og faglig aktivitet. 1945 blev han formand for den kommunistiske ungdomsorganisation i Ålborg, 1950 formand for partiorganisationen i Nordjylland og 1952 medlem af DKPs øverste ledelse, centralkomiteen. Straks efter krigen blev han bestyrelsesmedlem i budenes og ungarbejdernes fagforening, 1949 i lager- og pakhusarbejdernes fagforening i Ålborg og 1953 formand for denne fagforening. 1954 blev han medlem af Ålborg byråd. Under storstrejken i foråret 1956 blev han i Nordjylland kendt som en betydelig organisator og agitator. Mange anså ham for at være den naturlige leder af den meget omfattende strejkebevægelse. 1958 kom det til en krise i DKP idet den hidtidige formand, Aksel Larsen, vendte sig imod partiets traditionelle linje i forhold til det sovjetiske kommunistparti (SUKP). Det traditionalistiske flertal vandt striden og valgte efter kongressen i nov. 1958 enstemmigt J. til ny partiformand. Derefter nedlagde han sine poster i Ålborg og flyttede til København. Hans første år som partiformand blev svære, tilslutningen til DKP svigtede og 1960 forsvandt det fra folketinget. 60erne blev mørke år for partiet der dårligt nok nåede op over 1 pct. ved valgene. Men organisationen levede, og DKP udbyggede sine positioner i fagbevægelsen; J. selv modnedes i disse år. Omsvinget kom i 1971–72 under kampagnen mod dansk medlemskab af EF. Efter i årevis at have råbt i ørkenen mødte J. nu samme respons som i 1956, og det løste op for hans store evner som agitator og folketribun. 60ernes noget skabelonagtige fremtræden afløstes af selvsikker åbenhed og smittende humor. Der var selvsagt mange grunde til DKPs tilbagevenden til folketinget dec. 1973, men J.s personlighed var en af dem.

I folketinget, hvor han fra 1973 repræsenterede Bispeengkredsen (Østre storkreds), blev han da også kendt som en af tingets store talere, humoristisk, præcis, folkelig og med en frodig billedskabende evne. Dertil kom stor belæsthed og megen saglig dygtighed, bl. a. på det skattepolitiske område og vedrørende de nordiske anliggender som optog ham meget. Han var et varmt menneske, formidlende og muntert omgængelig i forhold til andre, og i besiddelse af stor naturlig autoritet over for sine egne. Hans menneskelighed og sociale indignation var ægte og dybtfølt, men han var ingen "fornyer" – på godt og ondt forblev han sin opvækst tro.

I sit parti stod han for en linje der knyttede DKP ganske tæt til SUKP. For eurokommunismen havde han ikke megen forståelse. Invasionen i Tjekkoslovakiet accepterede han efter en første, forbigående kritik. I den sovjetiskkinesiske strid tog han lidenskabeligt parti for Sovjet. I 1969 repræsenterede han DKP ved den kommunistiske verdenskonference i Berlin, og han gæstede hyppigt de andre kommunistpartier.

I dansk politik tilstræbte J. et samarbejde med socialdemokratiet og SF, men med den traditionelle meget stærke betoning af DKPs ledende rolle. Hans slagord i 1973 om at "føre arbejdspladsernes krav ind i folketinget" førte ikke til nogen vending og satte intet særligt præg på udviklingen, selvom han 1974 påny kunne udfolde sine agitatoriske evner under massedemonstrationer der drev DKP op på omkring 10 pct. i gallupmålingerne. Men talentet som folketribun rummede også en fristelse til demagogisk overdrivelse og ren protestholdning som i øvrigt ikke kendetegnede ham i hverdagens politiske arbejde. – De udeblevne resultater var nok en af grundene til at DKP i 1979 påny mistede alle sine folketingsmandater, nu da J. ikke gennem sin agitation kunne opveje manglerne. Han døde efter længere tids sygdom. Titusinder fulgte hans båre; et vidnesbyrd om de varme følelser hans navn fremkaldte blandt arbejdere og mange andre, trods alle politiske meningsforskelle.

Familie

Forældre: bager Christian Andersen (1907–44) og Nicoline Johanne Jespersen (født 1905). Gift 9.8.1948 i Ålborg (b.v.) med Else Alis Munkholm, født 22.10.1927 i Ålborg, d. af maler Aage Emil M. (1878–1976) og Karla Margrethe Alma Jørgensen Askehave (født 1901).

Ikonografi

Tegn. af Hans Lollesgaard (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

K. J. – en af arbejderklassens sønner. Udv. taler og artikler, 1979. – Jens Branner i Politiken 2.12.1973. Aktuelt 26.9.1976 (interview). Kj. Aaes Henriksen i Ålborg stiftstid. 2.12.1977. Ib Nørlund i Land og folk 3.12. s.å. Sst. tillæg 9.12. s.å.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig