K.K. Steincke, Karl Kristian Steincke, døbt Carl Christian Vilhelm, 25.8.1880-8.4.1963, politiker, minister. K.K. Steincke tilbragte drengeårene i Nykøbing på Sjælland hvor faderen indtog en ledende position i byens liv og havde en række af de hverv der tidligere var knyttet til den ledende lærer i de mindre byer: kordegn, leder af biblioteket, lærer ved teknisk skole, formand for sygekassen, dirigent for sangforeningen. Endelig var han i 18 år medlem af byrådet og formand for fattigudvalget. Faderen var af livsholdning konservativ; det samme gjaldt moderen der i øvrigt havde lange sygdomsperioder, men i modsætning til faderen var af glad gemyt. K.K. Steincke blev uden tvivl præget af hjemmet: pligtopfyldende og levende interesseret i næsten alt. Som 14-årig kom K.K. Steincke på Sorø akademi hvorfra han blev student 1899. I de sidste gymnasieår var han teoretisk blevet fanget af socialismen, både under indtryk af mødet med fattigdommen i barndomshjemmet – fattigudvalgsformandens hjem fungerede som kontor – og ud fra en etisk holdning. K.K. Steincke begyndte straks at studere jura. I studentertiden tog han levende del i Studenterforenings-debatterne. Det samme var tilfældet i Catilina, en af de socialdemokratiske diskussionsklubber. Da klubberne 1903 gik sammen om udgivelsen af tidsskriftet Socialisten (efter vekslende navne i dag: Ny Politik) kom K.K. Steincke i redaktionen hvori han sad i en halv snes år. I tidsskriftet indledte han det omfangsrige forfatterskab han fortsatte til sine sidste år, og som dækkede næsten alle sider af samfundslivet. Det var ikke præget af originalitet, men snarere af evne til at opsuge impulser og ideer fra filosoffer, økonomer og samfundskritiske iagttagere og derefter på frugtbar måde omplante dem til aktuelle danske forhold.

K.K. Steincke blev cand.jur. 1906 og var derefter et års tid sagførerfuldmægtig, men søgte, for at opnå tilstrækkelig løn til at gifte sig, over i Frederiksberg kommune. Her startede han som juridisk sekretær, på grund af tilfældige omstændigheder avancerede han hurtigt med skifte til fattigvæsenet hvor han efter fire år var chef som fattiginspektør (1917–21 kontorchef). Embedet betød øget indsigt i forsørgelsesvæsenet og gav K.K. Steincke en praktisk viden om socialpolitik som senere var en solid støtte i det politiske arbejde. Teoretisk orienterede K.K. Steincke sig dybt i tidens sociale lovgivning. Det førte 1910 til bogen Offentlig Hjælp der 1916 udkom i væsentlig større omfang under titlen Haandbog i Forsørgelsesvæsen og indtil socialreformen var standardværket i de sociale forvaltninger landet over. K.K. Steincke skrev i disse år andre afhandlinger og artikler om den offentlige forsorg og stod efterhånden som den af alle anerkendte førende ekspert på området. Denne side af K.K. Steinckes virksomhed fik sin foreløbige afslutning med værket Fremtidens Forsørgelsesvæsen der udkom 1920 i to bind. Bind I, der er på godt 500 sider, fremlægger en teoretisk fremstilling af behov og muligheder for offentlig forsorg i det moderne samfund. Den bærende idé er at fattigdom eller behovet for offentlig hjælp ikke er ét fænomen, men mange der skyldes det moderne samfunds talrige facetter og det enkelte menneskes vidt forskellige forudsætninger, og der opstilles løsningsmuligheder. Bogen kom vidt om i samfundsforholdene og præges af en vidtfavnende læsning. Værkets 2. del indeholder et større udkast i 335 paragraffer til en lov om offentlig forsorg med fyldige bemærkninger. Fremtidens Forsørgelsesvæsen var, også set med international målestok, et pionerværk. Det var udarbejdet efter opfordring fra indenrigsministeriet og blev modtaget med almindelig anerkendelse i alle lejre – i det hele blev K.K. Steinckes faglige arbejde, som han selv har udtrykt det, betragtet med almindelig respekt indtil han gennemførte sine ideer i socialreformen i 1933.

Jævnsides med embedsgerningen og det faglige forfatterskab fik K.K. Steincke i disse år en politisk position. 1913 var han blevet medlem af socialdemokratiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg (indtil 1919 da han som rigsdagsmand udtrådte). Han placerede sig her i opposition til lederne, Th. Stauning og F.J. Borgbjerg, ofte i gruppe sammen med bl.a. J.P. Nielsen og H.P. Sørensen; det var først og fremmest afvigelserne fra partiets principielle linier de vendte sig mod, og K.K. Steincke undlod da også at stemme da "natkongressen" i 1916 vedtog at godkende Staunings optagelse i ministeriet. I øvrigt var K.K. Steincke blevet upopulær hos flere ledende partifæller ved udgivelsen 1912 af pjecen Kulturbetragtninger hvor han angreb partiet og navnlig dets presse for at have overtaget borgerskabets former: manglende frisind og fordrejninger af de faktiske forhold. Pjecen var givetvis politisk uheldig og unødvendig skarp i formen og bragte i mange år både K.K. Steincke og partiet vanskeligheder. Uanset fronderingen blev han dog i 1918 opstillet til landstinget og valgt i 1. kreds (København), en post han bevarede til 1940 hvorefter han var tingvalgt medlem til oktober 1952. Da K.K. Steincke kom i landstinget var der 15 socialdemokratiske medlemmer. Det begrænsede antal betød at han var nødt til at sprede sig over et bredt felt; men det indebar også at han øgede sin generelle politiske indsigt.

I disse år indtrådte også en ændring i K.K. Steinckes embedskarriere. 1921 gennemførtes en række love der betød indførelse af en invalidepension. Forslaget var oprindelig fremsat af Stauning mens han var minister i regeringen Zahle, men blev først vedtaget, og i stærkt ændret form, under venstreministeriet Neergaard. Reformen indebar oprettelsen af en særlig invalideret der var sidste instans i afgørelsen af om en person var berettiget til invaliderente. Venstreregeringen udnævnte K.K. Steincke til præsident for retten. Arbejdet her var meget omfattende – der er næsten altid en betydelig sagsophobning forud for oprettelse af nye statsinstitutioner. K.K. Steincke gik med megen iver op i både det retlige moment i embedet og i dets praktiske organisation. Han forblev i stillingen til 1928, dog afbrudt af perioden som justitsminister. Efter ministertiden var rettens navn, dog med de samme funktioner, ændret til invaliderådet med K.K. Steincke som rådsformand. I den sidste embedstid søgte han uden held forskellige andre embeder; han angiver selv at det skyldtes ønsket om en mindre arbejdsbelastet stilling. Uden tvivl har det dog også spillet ind at arbejdet nu havde antaget et mere rutinemæssigt præg og dermed havde det ikke den samme tiltrækning som da det drejede sig om at reformere og sætte i gang, og han søgte da selv i 1928 sin afsked og var derefter resten af livet udelukkende politiker, fra 1940 dog statens repræsentant i Kryolitselskabets direktion. I øvrigt var K.K. Steincke økonomisk velfunderet. Han var 1911 blevet redaktør og nogle år senere også udgiver af Sogneraads-Tidende. Han højnede niveauet, udvidede omfanget og satte både annoncemængde og oplagstal op. Resultatet var også øget fortjeneste således at bladet hurtigt kom til at give ham en indtægt svarende til ministerløn. 1937 solgte han bladet. Redaktørhvervet havde han opgivet ved ministerudnævnelsen 1924.

K.K. Steincke havde ikke selv regnet med at komme ind i den første socialdemokratiske regering. Forholdet til Stauning havde aldrig været hjerteligt og netop i 1924 havde et skatteforslag fra Steincke vundet en afstemning i rigsdagsgruppen skønt Stauning gik mod det. Det fortælles at da Stauning drøftede ministerlisten med sine nærmeste rådgivere og kom til justitsministeriet da straks sagde: "Ja her kan der jo kun være tale om Steincke; han er ganske vist en flab, men det er der jo ikke noget at gøre ved". Selv ville K.K. Steincke helst have haft socialministeriet; men dette havde Borgbjerg sat sig på. Med Steinckes udnævnelse sikrede Stauning sig også at en fronderende linie i partiet blev draget med ind i ministeriet. Endelig var mulighederne ikke store når man, som traditionen bød, skulle have en fagligt anerkendt jurist på posten. Næsten eneste alternativ havde været rådmand, overretssagfører L. Jessen, der som folketingsmand havde været partiets ordfører ved retsreformens gennemførelse 1915–16. Men Jessen havde hverken som jurist eller som politiker K.K. Steinckes position.

Steinckes ministertid blev kendetegnet af to spor: snævert fagligt lovgivningsarbejde og en række enkeltsager der vakte opsigt i offentligheden. K.K. Steincke lagde ud med at foreslå en straffelovsreform der gennem forskellige kommissioner havde været forberedt gennem årtier. Det forslag der blev forelagt var dog i meget præget af Steinckes egne ideer. Det betød en svækket sanktion over for mindre forseelser, men en skærpet over for større. Endvidere gled den gamle straffelovs bestemmelser om straf for ægteskabsbrud og for homoseksualitet mellem voksne ud. Beskyttelsen af barnets kønssædelighed blev forhøjet fra 12 til 15 år, og aldersgrænsen for forførelse "ved groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed" blev foreslået forhøjet fra 16 til 18 år. Ikke mindst det sidste blev stærkt angrebet. Det lykkedes ikke at få reformen gennemført; den nåede i K.K. Steinckes tid ikke længere end i folketinget. Et forslag om ændring af retsplejeloven (bl.a. om offentlig votering i højesteret) og om en naturfredningslov blev heller ikke gennemført.

Blandt gennemførte love i de to år mindretalsregeringen sad var bl.a. loven om ægteskabets retsvirkninger af 1925 der indførte det økonomiske ligerådigheds- og ligestillingsprincip. Det var imidlertid en lovgivning der stort set var enighed om inden ministeriet trådte til, det samme gælder andre love, herunder tinglysningsloven af 1926 (udarbejdet af professor Fr. Vinding Kruse). Samlet giver lovgivningsarbejdet, hvad også de politiske konstellationer forbød, ikke udtryk for en reformperiode. Udadtil var K.K. Steinckes ministertid kendetegnet af en række afgørelser i enkeltsager. De førte bestandig hans navn frem i offentligheden. Det gjaldt en række afskedigelsessager, men navnlig benådningssager. I og for sig var afgørelserne næppe særlig bemærkelsesværdige; men de blev det gennem K.K. Steinckes tilbøjelighed til at gå ind i den offentlige debat så snart sagerne blev omtalt i pressen. Derved blev de let til affærer der kunne bringe usikkerhed om afgørelserne, også fordi Steincke, når det kom til en nærmere motivering, ikke – på grund af tavshedspligt og sagernes karakter – var i stand til fuldt ud at oplyse omstændighederne. Uden tvivl havde K.K. Steincke en tilbøjelighed til at søge offentligheden som kunne svække embedet. Det gjaldt også en række fængselsbesøg som Ove Rode kaldte opreklamerede. En enkelt af disse sager førte til ny lovgivning. Da en lærer i 1924 skulle løslades efter sin sjette dom for uterlighed over for elever lod Steincke læreren tilbageholde. Læreren anlagde sag mod ministeriet der ved højesteret blev dømt for ulovlig tilbageholdelse. K.K. Steincke havde straks fremlagt lovforslag om internering på ubestemt tid af abnorme personer hvor abnormiteten førte til strafbare handlinger. Støttet af en udbredt folkestemning blev loven vedtaget i april 1925.

Efter regeringens tilbagetræden i december 1926 var K.K. Steincke tilbage som almindeligt landstingsmedlem. De følgende rigsdagssamlinger beslaglagde ikke megen tid. Til gengæld kastede han sig ud i en livlig debat om ungdommen og seksuallivet. Han skrev introduktioner til amerikaneren, dommer Ben Lindseys bøger Moderne Ungdomsoprør og Kammerat-Ægteskab; navnlig den sidste der gik ud på at instituere kammeratægteskabet der ikke fik juridiske virkninger, så længe det forblev barnløst. Ved dette ville, efter Lindseys – og Steinckes – mening, de løse forbindelser blive mindre talrige og skilsmissernes antal dale. Bøgerne førte til en voldsom debat og store, larmende møder, hvor K.K. Steincke navnlig blev angrebet fra kirkelig og konservativ side. Selv om man næppe kan sige at han stod for noget specielt socialdemokratisk i denne debat som i mange andre der fulgte op gennem 1930erne havde de uden tvivl betydning for partiet. Det havde med K.K. Steincke fået en person der på de områder han tog op klart viste at socialdemokratiet ikke alene var noget med eftergivelse af fattighjælp og bedre lønninger. Hartvig Frisch og Jul. Bomholt var andre der førte an i den offentlige debat. K.K. Steincke bidrog imidlertid på områder der nok mindre interesserede disse to, men samlet betød de at den offentlige kulturdebat nu var præget lige så meget af socialdemokrater som af konservative og af den radikale intelligens. Der var da heller ingen tvivl hos nogen om at Steincke på ny skulle være justitsminister da det efter valget 1929 stod klart at socialdemokratiet og det radikale venstre skulle danne regering. Ganske uventet førte de radikale imidlertid C. Th. Zahle frem som justitsminister. Resultatet blev da at K.K. Steincke trådte ind som socialminister, og det var han glad for fordi alt pegede hen mod en gennemgribende reform af hele socialvæsenet.

K.K. Steincke tog straks efter overtagelsen af ministeriet fat på at gennemføre socialreformen. Der havde 20erne igennem været arbejdet med denne, men nu blev der sat pres på og efter Steinckes tanker. Det bærende skulle være retsprincippet; offentlig hjælp skulle ikke være en almisse, men en retmæssig ydelse af en størrelse bestemt ud fra faste regler, ensartede over hele landet. Administrationen skulle i hver kommune ske i et enkelt organ og ikke som hidtil i fireseks forskellige. Lovene skulle være få, hidtil havde man forvaltet efter 55 love. Endelig skulle borgerne selv bidrage gennem tvungen folkeforsikring (sygekasse, ulykkesforsikring, invalidebidrag m.m.). Det lykkedes at få dette komplicerede kompleks igennem i årene 1932–35, men med hovedlovene stadfæstet 21.5.1933. To politiske omstændigheder var afgørende: behovet for landbrugsstøtte og frygten for social uro. Regeringspartierne og venstre blev ved Kanslergadeforliget enige om landbrugsstøtten, og socialdemokratiets pris for denne var tilslutning til socialreformens endelige gennemførelse. Frygten for den sociale uro skubbede også på; kommunisterne var lige kommet i folketinget, og de arbejdsløses organisation samlede demonstrationer med stor deltagelse. K.K. Steincke gennemførte også i disse år anden lovgivning om krisehjælp. Som naturligt var stod socialministeren i centrum i disse års uroligheder. I december 1930 blev der skudt med skarpt mod K.K. Steincke fra folketingets tilhørerpladser, men en rigsdagsbetjent skubbede til attentatmandens arm så skuddet gik op i loftet, og i 1931 knustes ruderne i Steinckes villa ved stenkast ligesom der flere gange var håndfaste demonstrationer mod ham, dels ved hjemmet, dels i ministeriet. Både under revolverattentatet og andre uroligheder bevarede K.K. Steincke sin ro, og vandt almindelig anerkendelse for sit personlige mod. Efter valget i november 1935 var det åbent for alle at der ville ske ændringer i ministeriet. Zahle skulle gå af pga. alder, og det var derfor fremme at hans post som justitsminister skulle besættes med partifællen Jesper Simonsen, men da det endte med at den tredie radikale minister skulle være Jørgen Jørgensen som undervisningsminister var det klart at K.K. Steincke skulle være justitsminister.

Perioden som justitsminister 1935–39 blev det mest urolige afsnit af K.K. Steinckes liv. Det var præget af den politiske bevægelighed på yderfløjene og - sådan virker det - af nervøse, forgæves forsøg på at dæmme op mod pressens stigende tendens til personcentrering i debatten. K.K. Steincke var med sin tilbøjelighed til at søge den offentlige debat i skarp og udfordrende form dog ikke selv uden skyld i denne udvikling der sluttelig førte til hans afgang 1939. Perioden var også kendetegnet af et frugtbart lovgivningsarbejde. Dele af det var af typisk social karakter, og Steincke så det selv som en fortsættelse af sit socialpolitiske arbejde. Det gjaldt først og fremmest syv love af 7.5.1937 der alle vedrørte børn. Børn født uden for ægteskab fik nu ret til faderens navn og arveret efter ham, hans bidragspligt blev udvidet, og var der "flere fædre" skulle alle betale fuldt bidrag idet overskuddet da overførtes til formål inden for børneforsorgen.

Af tilsvarende social karakter var svangerskabsloven af 1937. Det var på samme tid et af de lovgivningsemner der optog offentlighedens interesse mest. På baggrund af de talrige kriminelle aborter og domstolenes utilbøjelighed til at straffe i disse sager var der 1932 blevet nedsat en svangerskabskommission der 1936 afgav en betænkning som bl.a. foreslog socialindikation for adgang til svangerskabsafbrydelse. Ud fra egen tilbøjelighed og en vurdering af de politiske muligheder ville K.K. Steincke ikke give plads for en social indikation. Han gav imidlertid den medicinske indikation en sådan formulering at den åbnede mulighed for i realiteten en social indikation når forholdene var helt fortvivlende for moderen, og dette blev det vedtagne. Både fra tilhængere og modstandere af den sociale indikation blev K.K. Steincke genstand for hårde og vedholdende angreb, og han tog selv på møder, i pressen og i tidsskrifter levende del i striden, langt mere end ministre plejede og plejer at tage del i debatten om deres standpunkter; man skal formentlig helt frem til Ritt Bjerregård for at møde noget lignende. I det hele var lovgivningsarbejdet stort i disse år, og blev mere og mere præget af de urolige forhold. 1937 gennemførtes loven om enhedspolitiet der gjorde alt politi statsligt og 1939 efterfulgtes af en oprettelse af et særligt sikkerhedspoliti som havde sin baggrund i bl.a. en række store spionsager. Loven var også baggrunden for en række straffelovsændringer i 1939 der navnlig sigtede mod at ramme agitation og trusler mod myndighederne. 1939 blev under stor modstand fra dommerside oprettet den særlige klageret, mens et forsøg det foregående år på at gennemføre en presselov, der navnlig sigtede på at fæstne ansvarligheden, kun blev gennemført i stærkt afsvækket form.

Ved siden af lovgivningsarbejdet var K.K. Steincke fortsat en ivrig deltager i den offentlige debat. Navnlig stod han som forsvarer for parlamentarisme og demokrati, men også for kritik af det "lammefromme" demokrati der ikke selv ville forsvare sig med de nødvendige midler. Som et forsvar for demokratiet kan man også under et videre perspektiv se de mange injurieprocesser K.K. Steincke førte i disse år. De drejede sig stort set alle om at Steinckes hæderlighed blev sat i tvivl og hans person nedvurderet. K.K. Steincke anså det for farligt for demokratiet hvis dette gik uantastet hen. En eftertid kan nu se at injurianterne gik langt videre end den større frihed i politisk debat tillader, og kan se at det netop var et af nazismens virkemidler op mod magtovertagelsen. Dengang opfattede mange imidlertid processerne udelukkende som udtryk for overfølsomhed. De kan også anskues ud fra den vurdering at K.K. Steincke ofte fandt at alene det at tænke rigtigt (i logisk forstand) og det at have ret var en politisk faktor af vægt. Hans tilgang til politik kunne være ganske akademisk og mangle politisk situationsfornemmelse. Når han og Victor Pürschel i disse år diskuterede i radioen trak det lyttere som nogle af de store serier i TV i dag; men givetvis har det for de fleste lyttere kun været debatten for debattens skyld. Der løstes ingen problemer.

Hos flere af de socialdemokratiske ministerkolleger og ledende, yngre partifæller bredte sig efterhånden en træthed over uroen omkring K.K. Steincke. Man fandt den heller ikke politisk ønskværdig og henvendte sig til Stauning for at få udvirket Steinckes afgang. I juli 1939 fremsatte Steincke selv i et interview i Social-Demokraten en udtalelse om at han tænkte på at gå af den følgende sommer. Udtalelsen blev af Stauning taget som en anledning til at bringe Steinckes afgang på tale over for ham, og efter brevveksling og samtaler fratrådte K.K. Steincke under megen opsigt 15.9. Afskedigelsen ville uden tvivl være kommet uden interviewet; men det at K.K. Steincke bebudede sin afsked i løbet af et års tid må også tages som et udtryk for en mærkelig svigtende forståelse for det politiske livs former. Ingen regeringschef vil kunne leve med at en af de centrale ministre svækker sin position ved at bebude sin afgang i en så fjern fremtid som om et helt år. Muligvis har K.K. Steincke dog selv erkendt sin usikre position og har da over for offentligheden villet give udtryk for lyst til at forlade ministerposten. Nogle måneder efter sin afgang blev K.K. Steincke indsat som statens tilsynsførende i direktionen for Kryolitselskabet Øresund, en post han fortsatte på til sin død, dog afbrudt af den sidste ministerperiode. Trods afgangen som minister havde han fortsat en central position i landstinget; efterhånden som det egentlige politiske arbejde i besættelsestiden døde ud blev det dog mindre og mindre, og i politikken over for tyskerne havde K.K. Steincke ingen position. Han var medlem af det udenrigspolitiske nævn hvor han flere gange rejste spørgsmålet om at få standset nazisternes jøde-hetz, og han var fra 1942 formand for det såkaldte kommunistudvalg der havde til opgave at være tilsynsførende med interneringslejrene og på anden måde varetage de interneredes interesser. K.K. Steinckes virke i det sidste udvalg blev efter krigen stærkt kritiseret af Martin Nielsen (Fængselsdage og fængselsnætter, 1949, s. 151 ff).

Efter befrielsen var K.K. Steincke i landstinget ordfører i forbindelse med straffelovstillægget. Han var på flere punkter kritisk over for det, men bøjede af for den politiske nødvendighed. I januar 1948 blev han landstingsformand og 4.3.1950 på ny justitsminister, da Niels Busch-Jensen måtte gå af. K.K. Steinckes sidste ministertid blev kun kort, idet ministeriet Hedtoft trådte tilbage i oktober 1950. K.K. Steincke fik gennemført den såkaldte "lille amnestilov" der gengav de fulde rettigheder til en række af de med mindre straffe dømte forrrædere og han opnåede også mulighed for genoptagelse af sager om stikkerlikvideringer hvor de pårørende ønskede dem nærmere undersøgt. Den korte ministertid åbnede naturligvis ikke mulighed for større lovgivningsarbejder. Efter at være trådt tilbage blev Steincke efter nogle måneder - 24.4.1951 - igen formand for landstinget. Han forlod rigsdagen i oktober 1952 på grund af alder – dog først efter opfordring fra partiformanden Hans Hedtoft – men fortsatte derefter til det sidste sin livlige deltagelse i tidens debat gennem foredrag og avisartikler. Til det sidste vedblev han også med at skrive talrige aforismer eller strøtanker, som han kaldte dem, og som blev udgivet i flere samlinger i årene mellem 1938 og 1960. Sine erindringer udgav han i fem bind fra 1945 til 1954; de er meget detaljerede og dermed som historisk kilde farlige. Ikke forstået på den måde at de bringer forkerte oplysninger; men de mange enkeltheder bevirker at læseren bibringes den opfattelse at alt væsentligt er med, hvad i hvert fald på flere afgørende punkter ikke er tilfældet.

Erindringerne, der byggede på et særdeles velbevaret privatarkiv med udklipssamling, er imidlertid et blandt de mange beviser på K.K. Steinckes åndskraft og arbejdsvilje. Det er også disse egenskaber der kendetegner hans samfundsindsats. Blandt danske politikere er han måske århundredets største lovgiver forstået på den måde, at han satte sit præg på et stort antal væsentlige love. Selv har han karakteriseret sig som lovgiver og administrator mere end politiker, og denne karakteristik er uden tvivl rigtig. Som politiker manglede han evnen til at erkende situation og muligheder, hans skarpe tunge og kvikke replik tog også jævnligt magten fra ham så han sårede parti- og arbejdsfæller der ellers skulle have været hans venner, og trangen til at markere sig offentligt kunne fratage ham den værdighed der i øvrigt måtte knytte sig til hans indsigt og de høje embeder han beklædte.

Familie

K.K. Steincke blev født i Viskinge ved Kalundborg, døde på Frederiksberg (Skt. Thomas) og er begravet på Vestre kirkegård. Forældre: lærer, senere overlærer i Nykøbing S. Carl Axel Niels Bernhard Steincke (1852–1919) og Lorentze Vilhelmine Josefine Hansen (1854–1941). Fornavn Vilhelm slettet ved kgl. bevilling 7.10.1925. Gift 1. gang 25.10.1907 i København (b.v.) med Marie Elisabeth Hansen, født 28.2.1878 i Enderslev, død 30.11.1949 i København (Holmens), d. af slagtermester Hans H. (1851–95, gift 2. gang 1883 med Ane Marie Hansen, 1847–1932) og Ane Kirstine Jeppesen (1849–82). Gift 2. gang 13.10.1951 i Helsingør (b.v.) med fuldmægtig Jytte Egge, født 3.2.1909 på Frederiksberg (Solbjerg), død 12.2.1985, d. af bankfuldmægtig Alfred Carl Fritz Egge (1880–1918) og Emma Kristine Lehrmann (1879–1974).

Ikonografi

Mal. af H. Dohm, 1920. Afbildet på tegn. af H. Jensenius, 1924 (Fr.borg), 1926, 1932 m.fl. Tegn. af Johs. Glob, 1930, mal. af samme s.å. og 1933. Tegn. af Ivan Opffer, 1931 (Fr.borg). Mal. af Anton Hansen, s.å. Linoleumssnit af K.J. Almquist 1933, 1937, 1951, 1953, 1958. Afbildet på E. Saltofts mal. af socialdemokratiske førere, 1934 (forhen Folkets hus, Kbh.). Buste af Knud Nellemose, 1956. Karikatur af Otto F, 1957 og af Sven Weihe, 1958. Tegn. af Otto Christensen, 1960 (Fr.borg). Afbildet på karikatur af Bjarne Lauersen 1973–74 (Amalienborg). Tegn. af Carl Jensen. Mal. af Hans Henningsen (folketinget). Karikatur af H. Bendix. Livsmaske (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Erindringer: Også en tilværelse, 1945, Fra hele valpladsen, 1946, Det trækker op, 1947, Farvel og tak, 1948 og På'en igen, 1954 (bibliografi i IV-V, I-IV udg. i folkeudg. m. titlen: Fra nul til tres, 1949). K.K. Steincke i Danske hjem ved århundredskiftet III, red. Tove Clemmensen, 1951 48–67. – Kj. Philip: Staten og fattigdommen, 1947. Bogen til og om Steincke, red. Ernst Johansen, 1955. Johs. Kjærbøl: Modvind og medbør, 1959. K.K. Steincke. Socialismens aristokrat, red. Gert Munch, 1963. Peder Tabor: Situationer og profiler, 1967. Fr. Teist: På afstand, 1968. De danske ministerier 1901–29, ved Sv. Thorsen, 1972. De danske ministerier 1929–53, ved Tage Kaarsted, 1977. Richard Cornell i Nordisk t. för vetenskap, konst och industri LVIII, Sth. 1982 54–65. – Papirer i Kgl.bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig