Joachim Spies

Joachim Spies, Joachim Owe Friedrich Spies, 20.9.1780-7.8.1844, regeringspræsident. Født i Reinfeld, død i Teplitz-Schönau, begravet sst. S. tog 1803 juridisk eksamen i Glückstadt, blev n.å. kancellist i tysk kancelli, 1809 assessor og 1813 deputeret, 1821 kansler ved overretten på Gottorp, 1834 præsident for regeringen i Slesvig. Han var en dygtig embedsmand, stod i høj gunst hos Frederik VI og var tillige en ivrig modstander af alt hvad der stred mod enevældens statsordning. Mens S. var assessor i kancelliet, "henlagde" dette Frederik VIs sprogreskript af 15.12.1810 som befalede, at hvor dansk var almenmands sprog, skulle det tyske sprogs brug ved gudstjeneste, skoleundervisning og rettergang ophøre og dansk indføres. Med urette er S. blevet mistænkt for at have været ophavsmanden til henlæggelsen. Han var ganske vist en modstander af, at man forsøgte at ændre folkesproget i det sydligste Slesvig (og i Holsten). Han var også imod, at man gjorde forsøg på at trænge det tyske sprog tilbage i Mellemslesvig (mellem Kær herreds sydgrænse og Dannevirke) hvor han – fejlagtigt – opfattede talesproget som et blandingsprodukt af dansk, tysk, engelsk og frisisk der med tiden naturligt ville vige pladsen for rent tysk mens dansk forvaltningssprog efter S.s mening kun ville øge forvirringen. Derimod var S. enig med kongen i det betimelige i, et dansk indførtes som offentligt sprog i det dele af hertugdømmet hvor det efter hans opfattelse var folkesprog; kun mente han, at der burde indrømmes embedsmændene en rimelig frist til at erhverve sig den fornødne sprogfærdighed i dansk. Kendskab til dansk – ved siden af tysk -mente S. burde fremmes på alle måder i begge hertugdømmerne. S.s kolleger inden for kancelliet, J. S. v. Møsting og A. B. Rothe, havde imidlertid videregående ønsker om det danske sprogs fremme, og dette – i forbindelse med den katastrofale krig – er vel grunden til, at sagen -med kongens stiltiende samtykke – er blevet "henlagt".

1837 står S.s navn under den betænkning hvormed provinsregeringen i Slesvig forsøgte at affærdige de danske sprogkrav. Betænkningen er fra ophavsmændenes side udtryk for en helstatslig og elitær embedsmandskonservatisme, ikke for en national stillingtagen. Heller ikke synes den beskyldning berettiget, at da Christian VIII samtidig med sprogreskriptet af 14.5.1840 forlangte oplysninger af regeringen i Slesvig om, i hvilke distrikter af Slesvig kirke- og skolesproget var forskelligt fra folkesproget, skal S. have lagt sagen til side, thi det var sikkert kongen selv der lod den falde. S. synes loyalt at have støttet den nye konge, Christian VIII, i dennes balancepolitik som et middel til at holde helstaten sammen. – Kancelliråd 1807. Justitsråd 1811. Etatsråd 1813. Gehejmekonferensråd 1836.