Jens Sønderup

Jens Sønderup, 2.2.1894-22.3.1978, politiker, minister. Født på Sønderupgård, Nr. Vium sg, død sst., begravet sst. S. er født på Sønderupgård der først ved S.s død efter mere end 300 år gled ud af slægtens eje. Han blev uddannet ved praktisk landbrug, besøgte 1913–14 Hadsten højskole og 1917–18 Askov. Han var så at sige født venstremand og var i Skjernkredsen med til at stifte VU, hvis formand han var 1919–25. Han sad 1920–27 i bestyrelsen for Skjernkredsens venstre, 1930–34 i Nr. Vium menighedsråd, 1933–37 Nr. Vium-Herborg sogneråd og var 1934–37 medlem af skolekommissionen. 1935 kom han i folketinget (Skjernkredsen) sammen med en række andre yngre venstremænd, i hvis skygge han til at begynde med stod. Hans anseelse og indflydelse voksede dog efterhånden som man opdagede, at denne kloge og belæste bonde kunne mere end sit fadervor. Han var tålmodig og sej og forstod at bevare overblikket også over sager der skulle synes at ligge ham fjernt. Han sad i statens jordlovsudvalg 1940–51 og blev 1945 næstformand for venstres rigsdagsgruppe. Ved S. P. Larsens afgang blev S. 24.4.1947 arbejds- og socialminister i ministeriet Knud Kristensen, og han afgik sammen med dette 13.11.1947. Da Erik Eriksen 30.10.1950 dannede regering med det konservative folkeparti, krævede og fik S. kirkeministeriet der ellers var tiltænkt V. Fibiger. Da H. Hauch på grund af vanskeligheder med landbrugsorganisationerne 13.9.1951 afgik som landbrugsminister accepterede S., men kun ugerne, at afløse ham. Han fik ret hurtigt retableret regeringens og venstres forhold til landbruget. Som landbrugsminister gennemførte S. efter vanskelige forhandlinger 1952 den sidste kornordning. Bortset fra kontroversielle love om statstilskud til forbrugerprisen på rugbrød og mælk gennemførte S. en række reformer, ikke skelsættende, men af praktisk betydning for landbruget. S. afgik sammen med ministeriet 30.9.1953. Han opgav 1960 sit folketingsmandat for at hellige sig driften af sin store gård.

S.s betydning lå på de indre linjer i venstre. Ved sin oprindelighed, sit lune og sit uimponerede væsen repræsenterede han begrebet "den jyske bonde", betænkelig over for enhver forandring og samtidig – som den filosof han var – betænkelig ved sine egne betænkeligheder. Han supplerede Erik Eriksen fortrinligt, og denne respekterede ham og fulgte oftest hans råd. Selv mente S. at Erik Eriksen i for høj grad, især fra 1957, bandt venstre til de konservative, men fandt det ikke opportunt at holde Erik Eriksen tilbage. Formentlig har det i denne sammenhæng spillet en rolle, at S. stedse nærede uvilje over for Thorkil Kristensen og dennes politik. Efter sin udtræden af politik fulgte S. med stigende mismod den politiske udvikling. S. var en betydelig folkelig politiker som også for sine karakteregenskabers skyld nød sine standsfællers og sin egns ubetingede tillid, og som ved sin åndelige og kulturelle indsigt rakte ud over blot og bar materielle interesser.