Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jacob Scavenius

Oprindelig forfatter SRam
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jacob Scavenius, Jacob (Jakob) Frederik Scavenius, 12.9.1838-26.11.1915, politiker. Født i Kbh. (Holtug), død sst., begravet i Holtug. S.s far var fremtrædende godsejerpolitiker og en af de mest konsekvente modstandere af liberalismen og folkestyret. Børnene fik en både fast og fri opdragelse og gode lærere. S. og hans et år yngre bror Carl undervistes således af ornitologen Emil d'Origny og sognepræst, senere biskop, P. E. Lind. S. blev student 1857 fra Metropolitanskolen og efter et muntert studenterliv cand. polit. i jan. 1863. Kort efter tog han på rejse til Tyskland, Østrig, Schweiz, Spanien og Frankrig; krigen fik ham til at vende hjem i febr. 1864, og efter en kort uddannelse som officersaspirant kom han med 18. regiment til Als hvor han deltog i forsvaret 29.6. For sin indsats modtog han dannebrogsmændenes hæderstegn, en orden han værdsatte højt; oplevelserne i krigen dannede hos ham et ledemotiv for hans senere liv, en fast vilje til at forsvare Danmark. Ved sit ægteskab overtog S. Segnhusgård under Gjorslev, og efter faderens død det store veldrevne gods. Men godsejerens liv interesserede ham kun lidt, han sigtede tidligt mod at blive politiker. I Augustforeningen fik han erfaring og forbindelser, og ved en alliance mellem godsejere og bondevenner indvalgtes han 30.5.1865 i rigsrådets folketing for St. Heddingekredsen der bl.a. omfattede Gjorslev. Hans program var et opgør med de nationalliberale for den tabte krig, en samling af bondestanden og en stærk kongemagt. Han førte en moderat valgkamp, fik praktisk hjælp af faderen og anbefaling fra J. A. Hansen og C. C. Alberti, så han besejrede kredsens mangeårige bondevennefolketingsmand. 1866 indvalgr te kredsen ham i rigsdagens folketing. Den alliance mellem "store og små bønder" der havde bragt ham valg blev befæstet i efteråret 1865, da ministeriet C. E. Frijs blev dannet og Oktoberforeningen grundlagt. S. var en af foreningens ledere, og i folketinget såvel som ved møder i landet gik han loyalt ind for dens mål. Grundloven af 1866 var et af dens vigtigste resultater, aftaler ved de følgende valg betød også noget, men i foråret 1870 sprængtes den på spørgsmålet om afløsning af fæstet. Samtidig valgte Frijs at gå af. S. var på tale, da ministeriet Holstein skulle dannes, men C. C. Hall og A. F. Krieger holdt ham ude. Allerede 1865 fik han sæde i finansudvalget, han var mindretallets kandidat som formand for udvalget og havde ordførerskaber på så at sige alle områder af lovgivningen. S. var ikke nogen stor taler, men han deltog med lyst i debatterne og trivedes i det parlamentariske liv.

I organiseringen af højre spillede S. en vigtig rolle; sammen med Carl Ploug, der forlod de nationalliberale, og Lars Dinesen, der kom fra venstre, opbyggede han fra foråret 1874 et organisationsapparat der fungerede også mellem valgene ved at holde kontakt med tillidsmænd, kandidater og; redaktører. Hans hovedmodstander var stadig de nationalliberale, endnu 1876 kunne han acceptere venstres krav om folketingsparlamentarisme, hvis venstre ville gå ind for et stærkt forsvar. Det ville venstre ikke, og så var bruddet uundgåeligt. Privat og via Godsejerforeningen støttede S. Dagens Nyheder med store pengebeløb, og redaktøren, Carl Carstensen, der var hans ven fra studenterårene, forblev en trofast pennefører for ham. Ved regeringsdannelserne 1874 og 1875 var S. fremme som ministeremne, men først 24.8.1880 optog J. B. S. Estrup ham i ministeriet – overraskende nok som kultusminister. Arene som minister for kirke, skole og kulturelle anliggender blev lykkelige for S. og i betragtning af de begrænsninger, som forfatningskampen lagde på lovgivningsarbejdet, blev de frugtbare. Som administrativ chef var han effektiv. Han var ikke bange for at gribe ind til forsvar for statens autoritet: han afskedigede Henning Jensen og V. Pingel, fordi han fandt at de misbrugte deres stillinger som embedsmænd; han reducerede, dog kun for én tid, statens tilskud til de højskoler der agiterede mod regeringen; han udstedte 1885 "mundkurvscirkulæret" der advarede skolelærerne mod politisk agitation. Personligt gouterede han den nye europæiske litteratur og omgikkes gerne dens repræsentanter. Men han var fordomsfri i udnævnelsessager, så på talent snarere end på meninger. Ydelserne til kunstnere og forfattere blev i de 11 år forøget fra 65 000 til 124 400 kn Det vakte ængstelse i kirken, da denne verdensmand med de frisindede ideer blev minister. 1883 fik S. oprettet Det kirkelige råd, bestående af de syv biskopper samt en teologisk og en juridisk professor som hjalp harri med at undgå konflikter på det kirkelige område. Venstre betragtede rådet som tilløb til en kirkeforfatning, derfor måtte det oprettes administrativt, og efter systemskiftet 1901 blev det ophævet. Som minister for skolen styrkede han realeksamen der gav adgang til visse læreanstalter og statsstillinger. Han interesserede sig stærkt for retskrivning og fik gennemført en stor reform kort inden sin afgang. I dansk arkivvæsen satte S. sig dybe spor. Han fik den gamle gehejmearkivar C. F. Wegener til at trække sig tilbage med udgangen af 1882 og fandt selv frem til efterfølgeren, A. D. Jørgensen; 1889 gennemførtes lov om det enhedsarkivvæsen der stadig eksisterer, og han var lydhør over for de krav Rigsarkivet måtte stille til statens anvendelse af papir og blæk. 1889 blev en teaterlov lirket gennem folketinget, 1890 blev døvstummeinstituttet lagt ind under staten. I det hele taget var de to sidste ministerår meget frugtbare: Ved opkøb af ejendomme skabtes mulighed for den senere opførelse af Nationalmuseet, der kom en lov om opførelse af Statens museum for kunst og bevillinger til Polyteknisk læreanstalts nybygning samt til opførelse af Plantefysiologisk laboratorium og Mineralogisk museum. Da S. trådte ind i regeringen bar det mod skærpet konflikt, og han blev den mest kampglade af ministrene. Efter nederlaget ved valget 1884 var han den der talte stærkest for at fortsætte kampen, og han fik fæstningsbyggeren J. Bahnson udnævnt til krigsminister. Provisorierne var ham velkomne, fordi de gjorde det muligt at opføre Kbh.s befæstning. De juridiske argumenter for provisorierne betragtede han med overbærenhed, her gjaldt det viljen til magt, og magten skulle bruges til bedste for befolkningen – selv om denne tilsyneladende ikke ville sit eget bedste. Da det fra 1890 trak op til forlig med de moderate måtte S. ofres. Til den politiske nødvendighed kom at rygter om usædelighed og derangeret økonomi svækkede ham. Under valgkampen 1887 angreb en missionsmand S. for at have aflagt besøg hos en prostitueret; S. frigjorde sig ved en retssag, men kendsgerningen var, at han havde adskillige damebekendtskaber, og at rygterne om hans usædelige levned tog til. Hans økonomi var svag, fordi han ikke tog sig af godset, havde uheld med investeringer og jævnlig måtte forstrække sine børn med pengebeløb. Pressen begyndte at skrive om S.s dårlige økonomi, og til sidst mistede Estrup tålmodigheden. I foråret 1891 lod han S. søge sin afsked, den fandt sted 6.7.

Uden for ministeriet fortsatte S. sin kamp mod forliget, men da det skulle forsegles 1894, endte han alligevel med at stemme for. Træt af kævlet drog han 1894 til sit elskede Frankrig. I Dinand skrev han Danmark og det danske Folks Fremtid der ikke blot var et opgør med dansk politik, men også pegede på nødvendige reformer. I januar 1895 trak han sig tilbage som kandidat i St. Heddingekredsen, og fra april var han efter 30 år ikke længere i folketinget. Ret længe kunne han dog ikke holde sig uden for politik. "Det unge Højre", grundlagt i april 1895, kaldte på ham; dets program var, at højre måtte blive middelstandens parti og være frisindet og mere forsvarsvenligt. S. var ganske enig med de unge; på partiets delegeretmøde i okt. 1895 blev han næstformand for repræsentantskabet, og i juni 1896 vedtog partiet et program efter hans retningslinjer. Ved et suppleringsvalg i feb. 1896 i Valbykredsen søgte han igen at komme i folketinget, men trods energisk støtte fra unge højremænd glippede det. Ved delegeretmødet i dec. 1896 gjorde hans modstandere det klart, at de ikke ville realisere det nye program; S. forlod mødet med sine tilhængere og stiftede "Højres Fremskridtsgruppe". 1898 fremlagde han i bogen Dansk Politik et frisindet konservativt program der bl.a. indebar et vist samarbejde med socialdemokratiet. Samme år indvalgte Odensekredsen ham i folketinget. Her fik han et nært samarbejde med sin gamle modstander Lars Dinesen; de accepterede indkomstskat med progression og afskaffelse eller reduktion af hart-kornsskatterne, altså gamle venstrekrav. S. var for moderne for de konservative i Odense, de ville ikke genopstille ham, og et forsøg på at opnå valg i Thistedkredsen 1901 glippede. 1902 gjorde han en energisk indsats for at sikre, at De vestindiske øer forblev hos Danmark. Endnu 1903 og 1906 søgte han valg i St. Heddingekredsen mod Svend Høgsbro, 1909 anbefalede han dennes valg.

Annonce

Det er karakteristisk at det var de politiske modstandere der skrev mest positivt om S. ved hans død. De respekterede hans ranke, uforfærdede karakter, hans humør og fordomsfrihed. S. var ikke partigænger, dertil var hans lyst til at overskride grænser for stærk. Hans søgen efter nye ideer efter 1894 var nok begrundet i egne behov, men de ideer han fandt frem til var der fremtid i: det konservative folkeparti blev grundlagt 1915 på hans ideer og af hans tilhængere. – Kammerherre 1875.

Familie

Forældre: godsejer, senere kammerherre P. B. Scavenius (1795–1868) og Charlotte S. Meincke (1811–72). Gift 21.6.1865 i Kbh. (Garn.) med Louise Sophie Castonier, født 4.9.1844 i Christianssted på St. Croix, død 6.11.1920 i Kbh., d. af kaptajn, kammerjunker, senere oberstløjtnant, chef for den vestindiske hærstyrke og kammerherre Frederik Julius Christian C. (1804–67) og Annie Catharine O'Ferral (1813–78). – Far til Harald Scavenius.

Udnævnelser

DM. 1864. R. 1878. K2. 1881. K1. 1884. S.K. 1888. F.M.1. 1903.

Ikonografi

Mal. af C. A. Jensen, 1839. Træsnit 1880 efter foto og af H. P. Hansen, 1881. Buste af Jul. Schultz udst. 1886. Afbildet på tegn. af statsrådet af K. Gamborg, 1888 og på to tegn. af samme, 1890 (Fr.borg). Buste af Elna Borch. Relief af samme på sarkofag af J. Ingwersen, 1918 (Holtug k.). Foto.

Bibliografi

Danske politiske breve, udg. Povl Bagge m.fl. I–IV, 1945–58. – Zodiacus [P. Hansen] i Nær og fjern 7.2.1875. H. Wulff: Den danske rigsdag, 1882 277–84. Ingeman-Petersen; En redegørelse, 1887. H. Ussing: Kirkens krav, 1887. F. Oldenburg: Estrupiatet og demoralisationen, 1888 13f. Th. Graae: Moderne profiler, 1892 1–20. Erik Henrichsen: Mændene fra forfatningskampen I, 1913 149–84. Samme og Harald Nielsen i Ugens tilskuer 3.12., 17.12., 24.12. og 31.12.1915. Asger Karstensen i Nationaltid. 27.11. s.å. Carl Carstensen sst. 28.11. s.å. C. C. Clausen i Politiken 27.11. s.å. Erik Henrichsen i Berl. tid. s.d. Hother Ploug i III. tid. 5.12. s.å. A. F. Krieger: Dagbøger III-VIII, 1921–43. Sofus Høgsbro. Brevveksl, og dagbøger, udg. Hans Lund II, 1925. N. Neergaard: Erindr., 1935 271 285 299 316. Alfr. Bindslev: Konservatismens hist. I-II, 1936–38. Asger Karstensen: Et liv i politik, 1940 25f 34f. Th. Thaulow: J. B. S. Estrup, 1940. De danske ministerier 1848–1901, ved Sv. Thorsen, 1967. Sig. Rambusch i Scavenius-slægtens stamfader og to af dens mænd, ved Finn H. Lauridsen m.fl., 1973 47–66. Jan Nørgaard Petersen i Historie ny r. XIII, 1979–81 216–50. – Papirer i Rigsark, og Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sigurd Rambusch: Jacob Scavenius i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296929