Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jacob J. Christensen

Oprindelig forfatter OBertolt
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jacob J. Christensen, Jacob Jensen Christensen, 21.7.1873-3.12.1924, politiker, redaktør. Født i Korning, Vejle amt, død i Kbh., begravet i Silkeborg. Som ung typograf, udlært i Ringkøbing 1893, kom C. til Esbjerg hvor han 1898 forlod sættekassen for at blive journalist ved Vestjyllands Social-Demokrat. Da partiet to år senere besluttede at udgive et socialdemokratisk dagblad i Silkeborg overtog C. redaktørposten der. 1903 blev han medlem af Silkeborg byråd. Som bladmand, som kommunalpolitiker, og ikke mindst som agitator i de midtjyske landdistrikter vandt han tilslutning til socialdemokratiet og personlig popularitet ved sit joviale væsen og sin djærve veltalenhed. 1903 opstilledes han som kandidat ved folketingsvalget i Silkeborgkredsen, valgtes 1906 og 1909, men faldt 1910 for J. Stensballe. 1913 valgtes han på ny og repræsenterede kredsen til sin død. På rigsdagen var han sit partis ordfører i mange kommunale spørgsmål og i skattesager. Han var virksom for gennemførelsen af de nye baner til Silkeborg (Langå-Bramminge, Kellerup- og Bryrup-banerne). Også på det landbrugsfaglige område erhvervede C. en betydelig indsigt. Hans varmhjertede forsvar for sletlønnede skovarbejdere og landarbejdere og i det hele samfundets dårligststillede skaffede ham småkårsfolks oprigtige hengivenhed. - Sammen med Laust Rasmussen i Fredericia og Harald Jensen i Århus hørte C. til socialdemokratiets foregangsmænd i Jylland, og partiets fremgang i husmandskredse skyldes ikke mindst ham. Der gik stort gny over landet da han i sept. 1916 fældede selve J. C. Christensen ved valget til formand for de jyske husmænds pengeinstitut, Kreditforeningen af ejere af mindre ejendomme på landet i Jylland. C. var medlem af den kommunale skattekommission 1910-12, af overskyldrådet fra 1919, kom i bestyrelsen for Købstadforeningen 1910, var dens næstformand 1916-24. Det sidste par år af hans liv bandt en lammelse den virksomme mand til sygelejet.

Familie

Forældre: landarbejder Jørgen C. og Kirsten Jacobsen (født 1853). Gift 17.5.1902 i Silkeborg med Jenny Annine Madsen, født 20.3.1881 i Silkeborg, død 8.12.1959 sst., d. af væver, senere kreditforeningsdirektør Mads Anton M. (1850-1921) og Kirsten Marie Andersen (1859-1907).

Ikonografi

Mal. af O. Matthiesen og afbildet på sammes mal. 1923 af rigsdagen 1915 (folketinget). Mal. af M. Kaalund-Jørgensen (Silkeborg rådhus). Relief af Svend Jespersen på mindesten, 1925 (graven).

Annonce

Bibliografi

Silkeborg socialdemokrat 4., 5. og 8.12.1924. Købstadforen.s t. XXXV, s.å. 117. Julius Bomholt: Svalerne, 1957 (især 66-75).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Oluf Bertolt: Jacob J. Christensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288269