Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.K. Lauridsen

Oprindelig forfatter PEng
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

J.K. Lauridsen, Jakob Kristian Lauridsen, ved dåben Jacob Christian Lauritzen, 18.10.1858-3.11.1905, politiker. Født i Lind, Rind sg. ved Herning, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). L. voksede op i et fattigt, stærkt religiøst hjem og var en tid vogterdreng. Han havde uldjydens udlængsel i blodet, og ved politikeren Thomas Nielsens hjælp kom han 1873 til Kbh., blev student ved Ludvig Triers undervisning og tog 1884 juridisk embedseksamen uden at have benyttet manuduktion. Mens han 1882–84 boede på Regensen kom han i forbindelse med liberale kredse og blev efter sin eksamen medarbejder først ved Morgenbladet og derefter ved Politiken. 1887 nedsatte han sig som overretssagfører i Kbh. Han var medlem af Studentersamfundets bestyrelse 1884–87 og senere igen nogle år, tog del i diskussionen på arbejdermøder og vandt uden selv at være socialist arbejdernes øre. I dansk politisk agitation var han en af de største naturbegavelser. Han bundede dybt i almuen og havde som bondevennerne småmandens mistro til de store. I praktisk politik blev han Viggo Hørups mand. Efter at han på et møde i Frederikssund 1885 med held havde krydset klinge med J.B.S. Estrups våbendrager, professor Henning Matzen var han i ustandselig virksomhed som taler rundt i landet. 1887 valgtes han i Ringsted til folketinget og repræsenterede kredsen til 1895. Om L.s person og måde at tale på går der talrige, efterhånden sagnagtige anekdoter. Han ejede et barokt og stille lune der i forbindelse med hans urjyske mæle og drastiske ydre virkede uimodståeligt, og hans tanker var skarpe og klare. Men hans karakter var ikke fast, han blev drikfældig, hans private affærer kom i uorden, hans optræden i rigsdagen blev mere og mere ubehersket, og 1895 måtte han opgive at søge valg. De sidste år levede han kummerligt af halvt eller helt lyssky forretninger, men sin tro på bonden som centrum i dansk politik bevarede han til det sidste som det fremgår af hans "politiske testamente" i Sorø Amtstidende 9.10.1905.

Familie

Forældre: bolsmand Lauritz (Laust) Moller Larsen (1829–97) og Karen Marie Jacobsen (1831–92). Gift 17.5.1886 i Kbh. (b.v.) med Christiane Nicoline Christensen, kaldet Christiansen, født 11.12.1857 i Kbh. (Fødsst.), død 22.7.1928 sst., d. af manufakturhandler, senere husejer Niels Christian Christensen (1833–1906) og Sophie Andersen (1831–1906). Ægteskabet opløst.

Ikonografi

Mal. af Oswald Nilsson, 1902 (folketinget). Tegn. Foto.

Annonce

Bibliografi

Ringsted folketid. 3.1.1887. Sorø amtstid. 9.10.1905 og 3.11.s.å. Politiken 4.11.s.å.; sst. 3.11.1930. Alfr. Christensen i Studentersamf. gennem 25 år, red. P. Læssøe Müller, 1907 163–67. Ch. Kjerulf: Erindr. II, 1917 10–13. Kn. Fabricius: Regensen gennem 100 år, 1923–25. N. C. Søby i Hardsyssels årbog LX, 1966 5–54.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Engelstoft: J.K. Lauridsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293404