Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.A. Hansen

Oprindelige forfattere HLars og NNeer
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

J.A. Hansen, Jens Andersen Hansen, 7.1.1806-1.6.1877, politiker. Født i Odense, død på Frbg., begravet i Kbh. (Ass.). Da H. var et år flyttede forældrene til Rudkøbing hvor han gik i borgerskolen. Dens undervisning bød ham ikke meget, bortset fra at en lærer fattede interesse for ham og gav ham nogen sprogundervisning i de sidste skoleår. Han kom i lære hos faderen og var derefter svend hos ham til 1835, dog med et års arbejde hos en af Kbh.s største mestre. H. var en dygtig skomager og supplerede sine knappe indtægter ved at spille i Rudkøbings borgerlige musikkorps, ved gilder og som organist i kirken. Men skomagerhåndværket tilfredsstillede ham ikke. Arbejdet i den snævre stue hvor både mester og svende arbejdede sammen, varede med korte afbrydelser fra kl. femseks om morgenen til mørkets frembrud eller om vinteren ved lys til kl. 23 aften. H. har i sin selvbiografi levende skildret de triste tanker der opfyldte ham når han sad med de andre "omkring det hjemmestøbte tællelys og stirrede på det mørke arbejde". Han læste alt hvad han kunne overkomme af oplysende og poetisk litteratur, men sin egentlige vækkelse fik han ved N. F. S. Grundtvigs kirkekamp mod professor H. N. Clausen. Han læste begejstret Grundtvigs Kirkens Gjenmæle og købte for sine små midler "Clausens store og dyre bog" og fulgte spændt den følgende diskussion. Især J. C. Lindbergs skrappe indlæg betog ham. "Man har ofte", udtalte han siden, "skrevet om mig at jeg udtrykker mig skarpt og logisk; er dette så, da tror jeg at Lindberg har ydet det væsentligste bidrag dertil". H.s polemiske evner forbavsede tidligt, og han udtrykte klart og logisk sine tanker i de artikler og småskrifter der fra 1833 strømmede fra ham til forsvar for det Grundtvigsk Lindbergske standpunkt, bl.a. i Fyns Stifts Adresseavis og Nordisk Kirketidende. Disse indlæg var ikke så meget båret af religiøs følelse som af harme over de rationalistiske præsters vege holdning til kirkens bekendelsesskrifter og over sognetvangen og myndighedernes indgreb mod enhver friere kirkelig rørelse. Snart kastede han sig også ind i kampen for købstadhåndværkernes rettigheder over for landhåndværkerne. Hans første offentlige indlæg herom kom 1834 og medvirkede til at Rudkøbings skomagerlav 1835 med delvis sløjfning af de sædvanlige formaliteter gjorde ham til mester så han kunne repræsentere lavet ved et møde i Odense af samtlige fynske skomagerlav. Her udformedes et bønskrift til kongen om sagen, og H. valgtes til ordfører for deputationen til kongen. 1836-37 udgav han Landsbyhaandværkeren der dog kun kom i 15 numre. Efter forældrenes død forlod han Rudkøbing hvor han forgæves havde søgt at blive kæmner og nedsatte sig for sin lille arv som mester i Slagelse hvor han knyttede forbindelser med grundtvigske præster og lægmænd, deltog i de gudelige forsamlinger, fortsatte sin kamp for sognebåndsløsning og sit virke for købstadhåndværkerne i skrifter og henvendelser til stænderforsamlingerne. Tonen i hans polemik mod autoriteterne skærpedes i disse år. 1841 ansøgte han danske kancelli om at måtte indstille sig til lærereksamen uden at have gennemgået seminariekursus. Lærer Rasmus Sørensen i Venslev tilbød gratis at forberede ham til eksamen, og hans familie fik fra anden side løfte om ophold mens forberedelsen stod på, men ansøgningen blev afslået. H.s forbitrelse udløstes i et brev til A. S. Ørsted som han personlig havde bedt om protektion: "Den tid turde måske engang komme da hans Excellence muligvis ville fortryde hvad der var sket".

I H.s liv betød 1842 et afgørende vendepunkt. Han var da skomager i Fredericia, men opgav håndværket for at blive ansvarshavende redaktør af ugebladet Almuevennen som Rasmus Sørensen havde udkastet planen til. Ved samme tid sagde han ja til et tilbud fra Orla Lehmann om beskæftigelse med budtjeneste o.lign. ved Fædrelandet. En lille lejlighed var til rådighed for familien mod at rengøre kontoret og Lehmanns, Carl Plougs og J. Giødwads ungkarlelejlighed i samme bygning. Juli 1842-sept. 1843 måtte H. desuden fungere som nominel ansvarshavende redaktør af Fædrelandet da de egentlige redaktører var idømt censur. En forhørsdommer idømte ham en kort tid fængsel på vand og brød for at fremtvinge en forklaring af ham om hvordan han forstod en fem mdr. gammel indklaget artikel, men H. frifandtes. Senere idømtes han flere års censur for nogle andre artikler. Almuevennen måtte da også have nominel ansvarshavende, men det blev alligevel dette blad der åbnede hans egentlige politiske løbebane. Han havde tidligere kun virket for enkelte bestemte reformer og længe stillet sig forbeholdent til den konstitutionelle bevægelse som den gode royalist han var og vedblev at være. Nu havde hans forskellige sammenstød med autoriteterne gjort ham til lidenskabelig demokrat og overbevist ham om nødvendigheden af en fri forfatning. Samarbejdet med den idealistiskupraktiske Rasmus Sørensen kunne ikke holde, og febr. 1843 opløstes det. Tilslutningen til Almuevennen kom så godt som udelukkende fra landdistrikterne og H. indså at dets fremtid lå på bondeagitationens område. Han kastede sig derfor med glødende energi over studiet af landboretten og satte sig indtil de mindste detaljer ind i alt vedrørende fæstevæsenet. Abonnenttallet på landet steg nu jævnt, bondecirkulæret af 1845 der begrænsede bøndernes ret til at holde møder hjalp godt med, og Almuevennen blev hovedorgan for det 1846 stiftede Bondevennernes selskab. H. kunne nu opgive sin stilling ved Fædrelandet og udvide den mødevirksomhed han havde indledt året før. På hans rejser, mest til fods, rundt om på Sjælland gjorde hans bitre og ætsende kritik mod godsejere og embedsmænd et dybt indtryk på landbefolkningen. Først og fremmest søgte han at ægge bøndernes selvfølelse. Hans "tro kun dig selv, tag dig i agt for dine venner" og hans opfordring til bønderne om ikke længere at tåle det traditionelle Du fra overklassen, men besvare det på samme måde over for alle "undtagen kongen" havde stor virkning.

Martsbevægelsen 1848 fandt ham fuldt rede. Bondevennernes selskab var ikke mindst ved hans ihærdige agitation blevet en magtfaktor, og skønt han først 1851 blev medlem af dets bestyrelse øvede han allerede nu en betydelig indflydelse på dets politik i radikal retning. Etkammersystem og almindelig og lige valgret blev hans.hovedprogrampunkter. Ingen bidrog mere end han til at sætte striden om kongevalgte medlemmer til den grundlovgivende rigsforsamling i den grad på spidsen at det kom til brud med J. C. Drewsen og de liberale medkæmpere i og uden for martsministeriet. I Kbh. var H. en af lederne af hippodrombevægelsen der kæmpede for samme forfatningsprogram som bondevennerne, men ikke nåede synderlige resultater ved valgene i Kbh. som domineredes af de nationalliberale. Østifterne derimod og navnlig de sjællandske landdistrikter valgte et stort antal af bondevennernes kandidater. Selv valgtes H. i Langelandskredsen som han repræsenterede til 1866. I rigsforsamlingen stod han i skygge af A. F. Tscherning og Balthazar Christensen og blev ikke medlem af grundlovsudvalget, men man vidste hvad han betød bag kulisserne og de lydhøre kunne i hans få taler spore den betydelige debattør og polemiker. H. indså betydningen af sammenhold om partiledelsen for at sikre mest muligt af det frisindede grundlovsforslag gennemført. Kun et par gange markerede han et mere radikalt standpunkt da han stemte mod stillingsvæsnet som uforeneligt med lighedstanken i den almindelige værnepligt og da han over for biskop J. P. Mynster erklærede at der ikke her i landet havde været nogen lutherskkristelig kirke, men "et tvangsbur hvori man med lovens sværd har indjaget alle dem der fødtes her i landet af lutherskkristelige forældre". – På den første ordinære rigsdag optrådte han med stor selvstændighed og altid på yderste venstre fløj. Han støttede N. M. Spandets forslag om kirkelig frihed og krævede bondestandens fuldkomne retlige ligestilling med andre samfundsklasser og skattemæssige ligestilling med godsejerne ved bortfald af det store hartkorns skatteprivilegier uden erstatning. I kravet om tvangsafløsning af fæsteforholdene indtog han de mest yderliggående standpunkter. Han var her ikke altid i overensstemmelse med partiets ledere, men hvor han var det krævede han blind underkastelse under partiets afgørelse. Her sås tidligt hans stræben mod førerskabet. H. tilsluttede sig oprindelig Ejderstatstanken, men svingede i slutningen af 1851 under indflydelse af Tscherning og den europæiske udvikling over mod helstaten. Han kom derved i konflikt med Asmund Gleerup og en del af de venstreliberale der var valgt med støtte fra bondevennerne, men nu var misfornøjede med tilnærmelsen til helstaten og den skrappe partidisciplin. Ved valget 1852 lykkedes det, væsentligst ved Almuevennens skånselsløse angreb, at få Gleerup og andre "kættere" styrtet og en ensartet bondevennefront genoprettet, og H.s indflydelse øgedes yderligere da Balthazar Christensen sommeren 1853 ombyttede sit folketingsmandat med et landstingsmandat.

Annonce

H. anså altid den almindelige valgret og en bondevenlig politik for de afgørende spørgsmål. De storpolitiske forhold kom i anden række. Han mente som de øvrige bondevenner at en tilslutning til helstatsministeriet C. A. Bluhme og en udpræget kongevenlig politik ville være det bedste værn mod de absolutistiske statskuptanker som lå i luften. Hvad landbopolitikken angik så han en garanti i indenrigsminister P. G. Bangs bondevenlighed, men da A. S. Ørsted blev førsteminister april 1853 og Bang ikke længere var minister ændredes H.s holdning. Han havde fra tidligere mere end én gammel regning at opgøre med Ørsted og sporede anslag mod junigrundloven, særlig mod den almindelige valgret. Tscherning ville fortsætte den henholdende politik over for ministeriet og det kom til et brud mellem ham og H. som aldrig lægedes hvor tit end forholdene siden førte dem til samarbejde på forskellige områder. I kampen mod Ørsted indgik bondevennerne den "kolde alliance" med de nationalliberale. Ved forhandlingerne om mistillidsadressen til ministeriet foråret 1854 udtalte H.: "Lad os nu begge værge os mod dem der true vort liv; vi kunne da altid når livet er sikkert kæmpe om de forskellige genstande vi er uenige om". Hans uvilje mod de nationalliberale vedblev at være lige dyb, D. G. Monrad og Ploug delvis undtaget, og efter Ørsteds fald var kampen i fuld gang igen. Efter gennemførelsen af fællesforfatningen 1855 indvalgtes H. af folketinget i rigsrådet for monarkiets fælles anliggender. Slesvigholstenernes obstruktionspolitik gjorde i de følgende år H. til en afgjort tilhænger af et Danmark til Ejderen med junigrundloven som rigslov, dog i stigende opposition mod regeringen efterhånden som den ved successive ændringer antog en mere og mere nationalliberal farve. Han blev navnlig en svoren fjende af C. C. Halls nølerpolitik og deltog i dannelsen af Dannevirkeforeningen 1861 og de øvrige bestræbelser for at drive ministeriet frem til en mere resolut ejderdansk og skandinavisk politik. Det var hans opfattelse at helstaten medførte en delvis afhængighed af de tyske stormagter og en reaktionær indflydelse udefra der var en hindring for almindelig valgret i Danmark-Slesvig og bar hovedskylden for at tvangsafløsning af fæsteforholdene endnu ikke var gennemført.

I tiåret 1855-65 da bondevennepartiet som regel var folketingets største gruppe stod H. som den afgjorte leder og øvede større indflydelse på lovgivningen end nogen anden rigsdagsmand, navnlig efter at han var slået ind på en mere opportunistisk politik end i sine første rigsdagsår. Hans sikrede magtstilling gjorde ham også mere fri i personlig omgang, og han kunne selv over for modstandere vise en vis jovialitet som kontrasterede med det hvasse blik og den trodsigt sammenknebne mund der gav hans ydre så barsk et præg. Der kunne være noget småtskåret ved hans polemik og han rystede aldrig småmanden fra enevældens tid med hans mistænksomhed og nag mod overklassen helt afsig, men han var en arbejdskraft af første rang og en debattør som ved sin indsigt og knivskarpe logik kunne tage kampen op selv mod de nationalliberales juridiske koryfæer. Som gammel købstadhåndværker var han mod opgivelsen af duelighedsprøver i loven om næringsfrihed og mod en så vidtgående opgivelse af beskyttelsestolden som de nationalliberale ønskede, og det pinte ham at han ikke kunne få fodfæste i byernes håndværker- og arbejderkredse. Kbh.s Arbejderforening som han en tid var formand for fik kun ringe betydning. Han var for meget bondepolitiker for københavnerne. Derimod blev sammenslutningen af de sjællandske kommunalforeninger 1855 i Den sjællandske kommunal- og valgforening en betydelig organisation der 1863 ændredes til Østifternes folkeforening og 1865 til Femtejuni folkeforening så jyder også kunne være med. H. var formand for disse foreninger i mere end 20 år. Bondevennernes selskab havde nu mistet sin betydning. Almuevennen blev 1853 dagblad og sluttedes 1856 sammen med Morgenposten, hvis redaktion han fratrådte 1863, men fortsat var udgiver af. 1873 overtog han igen redaktionen og genoptog bladets gamle navn Almuevennen. I hans økonomiske forhold skete 1855 den ændring at han efter en heftig kamp styrtede Gleerup som formand for bøndernes brandkasse i Holbæk m.fl. amter, den eneste lønnede stilling som bønderne kunne give en af deres forkæmpere.

C. C. Halls forsøg på at gennemføre Ejderpolitikken ved november-forfatningen 1863 havde statspolitisk H.s tilslutning fordi den forenede Slesvig med kongeriget og udskilte Holsten og Lauenborg, men han stemte mod den på grund af dens konservative valgretsregler til landstinget. Da Slesvig var tabt i krigen 1864 kæmpede H. for at juni-grundloven skulle genindsættes som forfatning for kongeriget på alle områder, men da det ikke kunne sættes igennem over for ministeriet Bluhme og de nationalliberale forsøgte H. endog en alliance med Augustforeningens konservative for ved hjælp af justitsminister E. Heltzen som man vidste havde Christian IXs tillid at få dannet et ministerium der var gunstigere stemt for den almindelige valgret. Da det glippede gik H. i det tidlige forår 1865 med flere ledende venstremænds billigelse ind i en forhandling med grev C. E. Frijs om en sammensætning af landstinget som kunne være mere antagelig for bondevennerne end den af Bluhme og de nationalliberale foreslåede. Forhandlingerne strandede væsentligst på Frijs' ønske om kongevalgte medlemmer og H. var nu overbevist om umuligheden af at bevare den almindelige valgret til landstinget og sagde det åbent til sine vælgere ved valget 1865. Valgets udfald bestyrkede hans opfattelse og okt. 1865 enedes han med grev Frijs om den ordning som blev den endelige og som for ham i hvert fald havde den fordel at den almindelige valgret skulle gælde for en del af landstingets medlemmer mens godsejerne og ikke de nationalliberale fik størst fordel af den privilegerede valgret der indrømmedes jordbesidderne og de højest beskattede. Bagved lå tanken om et fremtidigt samvirke mellem "de store og de små bønder" som udtryktes i Phønixgildet 10.10.1865 og i Oktoberforeningen hvis næstformand H. blev og gennem hvilken han håbede i kamp mod de fælles nationalliberale modstandere at få en del af bøndernes reformønsker gennemført. Men allerede dannelsen af ministeriet Frijs nov. 1865 blev en skuffelse idet det end ikke omfattede en eneste af de godsejere der stod bondevennerne nær. Balthazar Christensen, Tscherning, Gert Winther og det grundtvigske venstre vendte sig skarpt mod H. der også blev forladt af en del af sine gamle kernetropper. Ved opløsningsvalget juni 1866 blev han besejret i Rudkøbingkredsen af en politisk ukendt teolog med fire stemmers flertal, men ved folketingsvalget efter den reviderede grundlov okt. 1866 valgtes han i Svendborgkredsen som han holdt til sin død.

I det stærkt gruppedelte folketing var H. nu leder for resterne af bondevennerne, det folkelige venstre, der kun talte 18 medlemmer, og hans politiske stilling var i det hele stærkt rystet. Formodninger om at han skulle være bestukket af grev Frijs fandt ingen nævneværdig tilslutning i samtiden og der foreligger intet som kan bestyrke dem. Oktoberforeningen satte sig intet væsentligt spor i lovgivningen, og H. gav den dødsstødet da han 1869 påny fremsatte forslag om tvungen fæsteafløsning. Hans saglige dygtighed bevirkede at han blev en af hovedlederne for det 1870 stiftede forenede venstre. Han distanceredes dog trods al honnør af C. Berg, men gjorde alle taktiske bevægelser med, omend han nok misbilligede finanslovnægtelsen 1873 som han var den første til at afblæse med sin erklæring om at "eksperimentet ikke ville blive gentaget". S.å. fejredes han af partiet og fik ved en landsindsamling skænket villaen Folkegave på Frbg. som æresbolig. Hans sidste år formørkedes ved stedse mere pågående rygter om underslæb i brandkassen og den dertil knyttede kreaturforsikringsforening. 1877 blev der indgivet anmeldelse mod ham og det viste sig at han gennem en årrække havde begået underslæb for ca. 200.000 kr. Han døde mens undersøgelsen stod på. Trods denne forsmædelige afslutning erkendtes det også af hans modstandere at han gennem en menneskealder havde øvet en betydningsfuld indsats og været en af de evnerigeste parlamentarikere.

Familie

Forældre: skomagermester og garver, fra 1807 i Rudkøbing, Andreas H. (1781-1836) og Mariane Petersen (1778-1838). -7.10.1836 i Rudkøbing med Laura Cecilie Buch, født 22.3.1816 i Rudkøbing, død 9.11.1902 i Kbh., d. af skibsfører Rasmus B. (1792-1832) og Maren Dorothea Nielsen (1791-1873).

Ikonografi

Litografi 1858 efter foto. Afbildet på tegnet gruppe af Constantin Hansen, 1860 (folketinget), malet s.m. Balthazar Christensen af samme, 1862 (sst.), forarbejder til sammes mal. 1860-64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg). Satirisk træsnit 1866 og 1869 i "Folkets Nisse". Træsnit 1868, kopieret af C. Sandberg, 1871. Træsnit af H. P. Hansen, 1869, efter dette et par træsnit. Litografi 1871. Afbildet på træsnit af vælgermøde efter tegn. af K. Gamborg, 1873, og på litografi af mænd af det forenede venstre, 1874. Træsnit af J. F. Rosenstand, 1875, efter tegn', af H. Nik. Hansen. Litograferet på "venstretørklæde" ca. 1875. Litografi af J. Thorsøe, 1877. Afbildet på tegn. af Morgenbladets redaktion 1873, af Rasmus Christiansen (Frederiksborg Amts Avis). Min. af H. C. Vantore. Foto.

Bibliografi

Kilder. J. A. H.: Mit tilsvar. Kortfattet hist. fremstilling af min virksomhed i forfatningssagen, 1866. Samme: Vor forfatnings hist. I-IV, 1868-76. Samme: Mit livs hist. og gerning I–II. 1875-76 (II ufuldendt). Af J. A. H.s efterl. papirer, udg. A. og O. L. Hansen I-V, 1878– 79 (ufuldendt).

Lit. D. E. Rugaard: Bondevennen J. A. H.s liv og levnet, 1863. Paul Pry [Rich. Kaufmann]: A. H., 1871. Zodiacus: Parlamentariske stjernebilleder, 1875 91-108. Sorø amtstid. 2.6.1877. Fædrelandet s.d. Vilh. Birkedal: Personlige oplevelser III, 1891 97. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892-1916. Joseph Michaelsen: Fra min samtid II, 1893. A. Cantor i Tilskueren, 1910 II 224-28. Lars Dinesen i Nationaltid. 8.10.s.å. Hans Jensen: Politiske personer og begivenheder, 1917. Samme: De danske stænderforsaml.s hist. I–II. 1931-34. Harald Jørgensen: Trykkefrihedsspørgsmålet i Danm., 1944. Anton Kjølby: Bondevennen J. A. H. fra Langeland, 1944.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen, N. Neergaard: J.A. Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290695