Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ivar Berendsen

Oprindelig forfatter HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ivar Berendsen, Ivar Maurice Berendsen, 5.11.1865-13.11.1939, politiker, toldinspektør. Født i Kbh. (Mos.), død på Frbg., urne på mosaisk Vestre kgd., Kbh. B. blev student fra Metropolitanskolen 1882 og cand. jur. 1887. Han begyndte sit virke i toldvæsnet som volontør i overtoldinspektoratet, blev sekretær 1891, fuldmægtig 1894, toldforvalter på Frederiksberg 1898, toldinspektør i Kbh. 1903, fra 1914 til 1935 med tjeneste i Frihavnen. 1904 valgtes han under stærk modstand fra de højere toldembedsmænds side til formand for toldetatens forening og var foreningens formand til han 1910 blev medlem af folketinget. 1906–08 arbejdede han som sekretær i told- og trafiketaternes lønningsudvalg ivrigt for lønningsloven af 1908, og han udarbejdede grundlaget for bekendtgørelsen af 4.5.1910 om de fire etaters forhandlingsret. B.s far var grundlægger af firmaet Sophus Berendsen af hvis bestyrelse B. var medlem til 1917 da han trådte ud og afhændede sine aktier fordi han i folketinget var blevet ordfører for skattelovene. Fra sit velstående sprog- og musikinteresserede hjem var B. præget af en frisindet holdning der radikaliseredes under indflydelse af Brandesianismen og mangeårigt medlemskab af Studentersamfundet hvis formand han var 1898–1901 og 1907–08. – B.s interesse for finske forhold der var vakt af gehejmeråd Peter Vedel øgedes ved hans ægteskab, og da russificeringspolitikken i Finland skærpedes og kulminerede under Nikolaj Bobrikov ved århundredskiftet blev B. en energisk talsmand for Finland dels i artikler i Politiken, dels ud over Europa. 1902 modtog han en finsk folketak-adresse, og af mange finske publikationer fremgår det at han havde betydelig andel i kampen for bevarelsen af finsk sprog og nationalitet. Selv har han skrevet derom i Tilskueren 1928. B. var tidligt med i den liberale bevægelse i Kbh. og hørte til Hørups fløj af venstre. Han havde været skeptisk over for dannelsen af venstrereformpartiet der efter hans vurdering var "svagt sammenkittet", og hans skepsis voksede efter at partiet havde dannet regering ved systemskiftet 1901. Han var enig med mænd som P. Munch, Ove Rode og Niels Bransager i ønsket om en radikalisering af venstre, og fra hans hjem på Vestre Boulevard 45 i Kbh. udgik 19.9.1903 initiativet til dannelsen af Den radikale Klub, idet P. Munch, Ove Rode, Aage Friis, Eduard Larsen og B. indbød en udvalgt kreds til det stiftende møde. Fra det tidspunkt var B. med i alle forberedelserne til stiftelsen af Det radikale venstre 20.5.1905 og deltog gennem 30 år i dets arbejde. Bortset fra partiets internationale arbejde var han aldrig fremme i første række. Han var den trofaste, altid beredte og ildnende kampfælle hvis arbejdsfelt især var Kbh. Han opstilledes første gang til folketinget 1909, valgtes 1910 og faldt ved valget 1920. Han var i 1920'erne opstillet i Kbh.s søndre storkreds, men opnåede ikke valg. I folketinget var han sit partis ordfører i skattelove og lønningslove og sad i kommissionen der forberedte lønningslovene af 1919. Han arbejdede også med sociale forhold og var 1920–26 medlem af arbejdsløshedsnævnet. B. var ivrig deltager i det interparlamentariske arbejde og blev efter at være udtrådt af rigsdagen optaget som direkte medlem af Den interparlamentariske union på livstid. Da der på initiativ fra det radikale venstre dannedes en første, ret løs sammenslutning af europæiske radikale 1912 blev B. dens generalsekretær. Da sammenslutningen 1924 fik fastere form som de europæiske radikale partiers liga fortsatte han som generalsekretær og blev 1927 ligaens præsident. Da han fratrådte 1938 udnævntes han til ærespræsident. 1926 blev han medlem af bestyrelsen for Ligaen for europæisk forståelse. Hele sit liv igennem fulgte B. den linje han lagde sig fast på som ganske ung i 1880'ernes kampår. I alt hvad han tog del i mærkedes hans stærke, brændende temperament. Han elskede frihed og retfærd og følte varmt for de undertrykte. Det førte hans indsats ud over danske forhold til kamp for undertrykte nationaliteter, til samarbejde med ligesindede i andre lande og til et arbejde for tolerance og mellemfolkelig forsoning efter første verdenskrig. Hans arbejdsevne og energi var overordentlig og økonomisk uafhængig ofrede han beredvilligt tid og penge på det han brændte for.

Familie

Forældre: grosserer Sophus B. (1829–84) og Mariane Levin (1825–86). Gift 26.5.1891 i Kbh. (Pauls) med Anna Levonius, født 22.2.1868 i Helsingfors, død 5.10.1911 i Kbh., d. af bankdirektør, hofråd Karl Frederik L. (1840–1907) og Augusta Aejmelæus (1841–1927).

Ikonografi

Mal. af Chr. Clausen, ca. 1900, af Knud Søeborg, ca. 1904, af Lili de Faramond, ca. 1916 og af Oscar Matthiesen, 1919 samt på sammes bill., 1923, af den grundlovgivende rigsdag 1915 (folketinget). Tegn. af Hans Bendix, ca. 1928. Mal. af Holger J. Jensen, 1930. Tegn. af Hugo Larsen (Kgl. bibl.). Foto.

Annonce

Bibliografi

I. B. i Tilskueren 1928 1–22 86–105; 1930 32–46 131–38 (bl.a. erindringer). – Stamtavlen Melchior, 1920 108. Erik Rasmussen og Roar Skovmand: Det radikale venstre 1905–55, 1955.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen: Ivar Berendsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 1. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286782