Herman Trier, Herman Martin Trier, 10.5.1845-1.9.1925, politiker, pædagog. Født i Kbh. (Mos.), død sst., urne på Mos. Vestre kgd. Trods gode forhold i barndomshjemmet følte T. sig ikke tilfreds og lykkelig under sin opvækst. Tidligt grublede han over tilværelsens mening og sin egen bestemmelse, led af mindreværdsfornemmelser og henfaldt til selvreflekteren som en for tidlig læsning af Søren Kierkegaard yderligere udviklede. Også da han 1862 var blevet student fra v. Westens institut var han længe et bytte for samme usikkerhed. Han studerede et par år jura, men ved en pludselig indskydelse besluttede han at blive lærer og at studere pædagogik. Hans plan var at tage magisterkonferens i dette fag; det viste sig at det ikke kunne lade sig gøre da det filosofiske fakultet ikke anerkendte pædagogikken som et med de andre discipliner ligestillet fag, men kun som en gren af filosofien. T. opgav da at tage embedseksamen og vedblev hele sit liv igennem, samtidig med at han opnåede de højeste tillidsposter i landet, at være "cand.phil. H.T." – Til hvor store og betydelige hverv T. end kaldtes slap han aldrig sin interesse for pædagogikken. I omtrent en menneskealder virkede han som lærer ved skoler og kursus. Han sad i sløjdforeningens bestyrelse og skrev talrige afhandlinger om pædagogiske emner og pædagogikkens betydelige mænd, Fr. Frobel, J. A. Comenius, J. H. Pestalozzi m.fl., og samlede dem siden i tre bind Pædagogiske Tids- og Stridsspørgsmaal, 1892-93 der efterfulgtes af en række studier Af Dagen og Vejen, 1902. Hans største fortjeneste på dette område er det måske at han i 24 år (1879-1903) holdt tidsskriftet Vor Ungdom gående, stadig med underskud som han selv dækkede. I diskussionerne om skolespørgsmål fik det en meget stor og fra alle sider anerkendt betydning.

Det var egentlig også pædagogikken der for T. blev en bro over til det politiske liv hvor han allerede under forfatningskampen blev en af den kbh.ske oppositions betydeligste kræfter. Han havde 1882 været med til at stifte studentersamfundet og var dets formand 1884-89. Han satte et ganske overordentligt arbejde ind for denne oppositionelle studenterforening, var formand for samfundets udvalg til udgivelse af småskrifter og indtil 1907 for dets aftenundervisning for arbejdere, til hvilken han selv som den første havde fremsat ideen. Ikke nogen gerning havde i højere grad end denne hans interesse, han underviste selv et ikke ringe antal timer, og næppe havde samfundet fået sit årlige kontingent af russer før T. selv aflagde besøg hos mange af dem for at hverve dem som lærere. Denne virksomhed bidrog mere end nogen anden til at gøre T. kendt og afholdt af de københavnske arbejdere. Men der var også andre sider ved hans personlighed der bidrog til at vinde dem: hans rolige og harmoniske fremtræden, hans kraftige skikkelse, hans smukke hoved med det bølgende sorte skæg, hans mægtige røst der rullede som en torden ud over forsamlingen, hans brede og klare fremstilling. Han efterlod uvilkårligt et stærkt indtryk af redelighed og tilforladelighed. Ingen af socialdemokraternes egne talere herhjemme, heller ikke nogen af deres største førere, har i højere grad behersket en arbejderforsamling end T. gjorde det i 80ernes midte, og dog hørte han aldrig, hvor højt bølgerne end slog, til de voldsomt udæskende, men bevarede altid sin udadlelige klassiske taleform og retsindighed i sin værdsættelse også af modstandere. Væsentlig ved arbejderstemmer sattes T. ved junivalget 1884 ind i folketinget som repræsentant for Kbh.s 1. kreds, den som højres Chr. Rimestad i 20 år ubestridt havde siddet inde med. Ganske vist faldt han igen ved tilbageslagsvalget 1887, men kom atter ind 1890 og holdt sig nu, ofte under bevægede valgkampe, lige indtil han ved maj valget 1909 der væsentlig stod om forsvarslovene blev besejret af højres kandidat Jul. Wulff. Han hørte desuden sammen med bl.a. Jacob Marstrand og Jens Jensen, til det første hold på seks som den kbh.ske opposition ved valget 1893 fik sat ind i den hidtil udelukkende konservative borgerrepræsentation (udtrådte 1917) hvor han ligesom på rigsdagen talte med stor indsigt om skolespørgsmål. Efter valget 1898 da oppositionen blev flertal i borgerrådet blev T. dets formand (indtil 1907). 1901-05 var han også formand i folketinget og indtog således i fire år samtidig to af de mest repræsentative poster i landet. Han egnede sig vel dertil. Ikke blot prydede han i det ydre formandspladsen, men den naturlige værdighed og myndighed hvormed han altid ledede forhandlingerne, med omtanke og fuldstændig upartiskhed gjorde ham til den fødte formand. Ingen skulle nu i ham have genkendt den grublende yngling der stod så usikkert over for livet. Han viste sig på formandssædet i besiddelse af en stringent logisk klarhed og en overordentlig snarrådighed til at tage sin beslutning i en vanskelig situation. Hans afgørelser som formand vakte aldrig indsigelse eller protest fra nogen side. Men med denne sans for det formelle forbandt han også i høj grad forståelsen af en sags realitet. Han var ikke, som mange troede, en upraktisk idealist der stod det virkelige liv fjernt – en tro der fandt en vis bekræftelse deri at han i sit private liv havde nogen hang til det asketiske – han blev fx totalafholdsmand på et tidspunkt hvor dette i de kredse hvor han hørte hjemme var noget ganske usædvanligt (var 1889 medstifter af Afholdssamfundet og dets formand til 1902). Hans livsvaner var i det hele yderst beskedne; han hørte også til de naturer der gemmer sig bort; han havde sikkert venner, men mere på den måde at de kom til ham for at hente råd end således at han nogen sinde betroede sig til andre. Ikke mindst fordi han tidligt blev enkemand ved sin første og højt elskede hustrus død var der over ham noget ensomt og fjernt. Men i de anliggender han havde med at gøre overraskede han ofte ved udfoldelse af en praktisk sans og snildhed der løste vanskelighederne og førte til målet. Sammen med arbejdsgiverforeningens formand Niels Andersen og formanden for De samvirkende fagforbund Jens Jensen var han 1899 medlem af det udvalg der fik afværget den truende storlockout og skabte de fremtidige samarbejdsregler på arbejdsmarkedet, det såkaldte septemberforlig.

Efter sit valg til rigsdagen sluttede T. sig ikke til nogen af de bestående og indbyrdes krigende venstregrupper. Han var en slags venstre-løsgænger, dog nærmest radikal, med hældning over til Viggo Hørup, men havde fra studenterårene tilknytning også til andre retninger inden for venstre; med Niels Neergaard fx var han fra gamle studenterdage i god kontakt. De lange taler der var hans styrke på folkemøder yndede han ikke i tinget hvor han talte kort og sagligt, om yderst forskellige ting: mod Kbh.s befæstning, mod det politiske tryk der øvedes over for arbejderne på orlogsværftet, for forskolelærerinders uddannelse, om seminarierne, om sygekasser, om fæstevirksomhed, om patentlov og forfatterret. Han indbragte som den første, allerede 1893, et forslag om kommunal valgret for kvinder. Han interesserede sig for lovsproget og fik nedsat et desværre temmelig nytteløst udvalg til den sproglige affattelse af nye love. Hans store og vidtspredte arbejde på mange forskellige områder skabte et samlet billede af ham som en humanitetens repræsentant der i alle forhold stræbte efter at øve retfærdighed og navnlig løfte de brede lag frem og op mod bedre åndelige og materielle kår. – Fra T.s sidste år i folketinget vil huskes hans deltagelse i kampen mod P. A. Alberti (1907-08); hans korte og kraftige indlæg var åbenbart ministeren meget ubehagelige skønt han søgte at tage dem med sædvanlig overlegenhed. I efteråret 1909 blev T. efter ved folketingsvalget at have mistet sin gamle kreds kongevalgt medlem af landstinget og sad der (senere som tingvalgt) i over femten år. Også der nød han stor anseelse fra alle partiers side, om-end hans politiske holdning nu i nogen grad havde ændret sig. Under den første verdenskrig og det tunge tryk den øvede på alle områder opgav T. sin hidtidige løsgængerstilling og blev mere og mere det radikale partis ordfører i landstinget og en dygtig forsvarer af den radikale regerings hårdt angrebne foranstaltninger.

I den sidste tid var T. synlig ældet. Hans eneste søns – forfatteren Sigurd T.s (1876-1920) – død gik ham nær til hjerte. Han mistede også sin anden hustru efter ni års lykkeligt samliv. Hans kraftige skikkelse var ikke mere så rank som før; det glinsende sorte fuldskæg såvel som håret og de buskede øjenbryn var nu helt hvide, og det kneb med synet. Men utrættelig færdedes han i rigsdagens korridorer og værelser, stadig ivrig for forbedringer og fuld af nye ideer til tankesprog hvormed han smykkede væggene og indgangene over dørene. På samme måde havde han i sin tid ved indflytningen til det nye rådhus i sin egenskab af borgerrepræsentationens formand på mangfoldige måder ydet bidrag til overflytningen og nyindretningen. Han havde altid megen sans for historien og forbindelseslinjerne bagud gennem århundrederne, udgav 1876-83 Kulturhistoriske Personligheder I-XI og 1900 den slægtshistoriske bog Gaarden Nr. 8 Amagertorv. – Efter sin 80 års fødselsdag, på hvilken han havde frabedt sig al hyldest, sygnede han langsomt hen og døde nogle måneder efter.

Familie

Forældre: grosserer Adolph Meyer T. (1817-89) og Sophie Bing (1817-90). Gift 1. gang 26.7.1875 i Kbh. (b.v.) med Anna Henriette Johanne Holm, født 27.1.1855 i Kbh. (Helligg.), død 28.7.1888 sst. (Trin.), d. af guldsmedemester Johan Georg Christian H. (1809-82) og Mettine Kirstine Marie Holm (1818-97). Gift 2. gang 27.5.1903 i Kbh. (Mos.) med Emma Adler, født 14.8.1855 i Kbh. (Mos.), død 27.10.1912 sst., d. af bankier D. B. A. (1826-78) og Jenny Raphael (1830-1902).

Udnævnelser

F.M.l. 1899.

Ikonografi

Træsnit 1884 og efter samme forlæg af H. P. Hansen, 1885. Pastel af E. Henningsen, 1886. Træsnit 1889 efter foto. Tegn. af Carl Price, 1889 og af Tycho Jessen, 1894. Mal. af D. Matthiesen, 1895 (Dansk sløjdlærerskole). Træsnit 1895. Træsnit af A. Bork, 1899, efter foto. Afbildet på Marie Luplaus mal. Fra kvindevalgsretskampens første dage (folketinget). Mal. af B. Wegmann, 1903 (Dansk sløjdlærerskole). Tegn. af Poul Liebmann, 1907 (Nærumgård børnehjem). Buste af L. Brandstrup, 1908 (Fr.borg). Mal. af B. Wegmann, 1980 (folketinget). Afbildet på E. Henningsens tegn. af Bogstaveligheden ca. 1910 (Fr.borg), på tegn. af Alfred Schmidt 1916 og 1917 (sst.), på H. Vedels mal., 1917, af grundlovsforhandlingerne 1915 (folketinget), hertil skitse (Fr.borg), og på tegn. af H. Jensenius, 1919 (sst.). Relief af Carl Mortensen ca. 1922 (folketinget). Afbildet på O. Matthiesens mal., 1923, af rigsdagen 1915 (sst.). Mal. af Jul. Paulsen, hertil skitse (Fr.borg). Karikatur af Eigil Petersen (bl.a. Kgl. bibl.). Buste af Johs. Bjerg, 1936 (H. T.s plads, Kbh.). Foto.

Bibliografi

H. T.: Gården nr. 8 Amagertorv, 1900. Tiden VI, 1915 62f (selvbiogr.). – N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901-03 442-49. III. tid. 29.9.1901. Johs. Lehmann sst. 9.5.1915. Erik Henrichsen: Mændene fra forfatningskampen II, 1914 255-75. Vor ungdom, 1925 413-19. Kn. Bokkenheuser i Jødisk familiebl. I, 1929 nr. 9. Jacob Marstrand: H. T., 1936. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig