Henry L. Hertz, Henry Lamartine Hertz, døbt Henrik Lamartine Levysohn, 19.11.1847-3.7.1926, amerikansk politiker. Født i Kbh. (Frue), død i Chicago, begravet sst. H. blev student 1866 fra Metropolitanskolen og cand.phil. 1867. Han begyndte at studere medicin, men rejste 1869 til USA og bosatte sig i Chicago hvor han levede resten af sit liv. Som ung emigrant beskæftigede han sig med bankvirksomhed, men fattede interesse for politik og kom derved ind på den løbebane som skulle bringe ham op i store og ansvarsfulde stillinger. I over 40 år var han en fremtrædende mand inden for det republikanske parti. 1872 fik han sin første stilling i det offentlige liv som recorder office clerk, 1876 blev han West town clerk, senere criminal court clerk, 1880 valgtes han til sit første større embede som coroner (direktør for amtsligsynsbureauet) i Cook county, Chicago, og genvalgtes fire år senere. Det var i denne periode at det store Haymarket attentat fandt sted ved hvilket mange politibetjente dræbtes eller såredes for livstid. H.s ledelse af denne affæres opklaring indbragte ham stor anerkendelse. 1896 blev han med majoritet på 115000 stemmer valgt til embedet som staten Illinois' finansminister (state treasurer), og 1899–1901 beklædte han embedet som chief clerk for board of review. Endelig blev han 1901 af præsident McKinley udnævnt til direktør for skattevæsenet i distriktet Chicago (collector of internat revenue for Northern Illinois), en post han med stor dygtighed udfyldte i ni år, et længere tidsrum end nogen anden har beklædt dette embede. Efter at være fratrådt denne stilling trak H. sig ud af aktiv politik og startede United States Auditing Co. som han arbejdede op til at være et af de største og mest ansete revisionsfirmaer i Chicago og hvis præsident han var til sin død. H. nød som embedsmand den største anseelse på grund af sin retskaffenhed og ubestikkelighed. Han var en betydelig oratorisk begavelse og talte – efter at have opgivet sin politiske virksomhed – ofte ved danske sammenkomster i Chicago. 1906 blev han formand for det nystiftede Danskamerikanske selskab der med Caspar Hasselriis som sekretær fik meget stor betydning. Med sit lyse humør og sin statelige skikkelse var han afholdt og respekteret som få.

Familie

Forældre: politiinspektør Martin H. (1817–79) og Henriette C. C. Frohbøse (1823–1904). Gift 1.9.1880 i Philadelphia med Mary Patricia Power, født 1.4.1858, d. af købmand Patrick P. (død 1870) og Hannah Egan (død 1890).

Udnævnelser

R. 1907.

Bibliografi

H. Cavling: Fra Amerika II, 1897 128f. M. Salmonsen: Brogede minder, 1913 63f 170f. C. A. S. Dalberg og P. M. Plum: Metropolitanskolen, 1916, tillæg 156. Olaf Linck: Danske under stjernebanneret, 1922 141–50.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig