Harald Nielsen, 18.11.1896-6.10.1976, politiker. Født i Særslev på Fyn, død på Frbg. (Flintholm), begravet sst. (Søndermark kgd.). N. uddannedes fra sit 14. til sit 19. år ved landbruget, besøgte efter aftjent værnepligt højskoler og landbrugsskoler samt landbohøjskolen og blev landbrugskandidat 1921. Han var lærer ved Sydsjællands landbrugsskole 1921-22 og ved Dalum landbrugsskole 1923-36. Opvokset i et højskolemiljø omkring Særslev, præget af Klaus Berntsen, og med tilknytning til Askov højskole gennem moderen prægedes N. af grundtvigske traditioner og venstrepolitik. Gennem 1920erne var N. optaget af sin landbrugsfaglige undervisning og udgav 1930 Arvelighedslære til Brug ved Undervisning paa Landbrugsskoler, men derefter helligede han sig mere og mere det politiske arbejde. 1932 udgav han Samfundets Økonomi til brug i venstres ungdoms studiekredse. Han påbegyndte et samarbejde med sin tidligere elev Erik Eriksen og udgav sammen med ham Liberalismen i Danmark, 1935. Fra 1937 viede han helt sin arbejdskraft til politik som rejsesekretær for venstres landsorganisation. Fra højskoler og landbrugsskoler havde han et udstrakt kendskab til venstremænd rundt om i landet. Det blev en støtte for ham i arbejdet med reorganisering af venstres organisationer der var svækket af LS-bevægelsen og det nystiftede bondeparti. Th. Madsen-Mygdal der havde ansat N. som rejsesekretær anbefalede ham til opstilling i Herning-kredsen som han 1939 forgæves søgte at erobre fra bondepartiet. Han opnåede dog at blive venstres 1. suppleant i Ringkøbing amt og rykkede ind i folketinget ved Oluf Krags død 1942. Ved valget 1943 erobrede han Herning-kredsen og var valgt dér til han 1966 ikke ønskede genopstilling. 1956-64 var han partisekretær og leder af venstres sekretariat. Han kunne som få vurdere de reaktioner blandt vælgerne som ville følge med politiske handlinger og var Erik Eriksens rådgiver og nære medarbejder. Som valg-lovsekspert var han formand for forfatningskommissionens valglovsudvalg og sit partis ordfører i alt vedrørende valglove. Derudover var han medlem af toldlovskommissionen 1954-59 og af toldrådet og ordfører i toldlovssager samt medlem af Det kgl. teaters tilsynsråd 1954-66. løvrigt tog sekretariatsarbejdet og talrige møder ud over landet hans tid. Fra højskolen havde han stor interesse for nordisk samarbejde og var medlem af Nordisk råd 1953-58 og 1960-66, i sidste periode formand for dets socialpolitiske udvalg. Hans taler var præget af saglighed og lyst til at sige tingene ligeud. Hans stemmeføring kunne forekomme presset og snerrende lige modsat hans venlige og brede væsen som i personligt samvær foldede sig ud med meget lune i et utal af anekdoter. N. skrev efter sin afgang fra folketinget en række erindringsartikler i Herning Folkeblad, men nåede ikke at fuldføre dem.

Familie

Forældre: højskoleforstander Rasmus N. (1863-1964) og Marie Nutzhorn (1867-1930). Gift 15.6.1929 med Erna Kirstine Frederiksen, født 9.12.1899 i Holmstrup på Fyn, død 27.6.1976 på Frbg. (Flintholm), d. af handelsgartner Christian F. (1862-1914) og Gertrud Jørgensen (1870-1946).

Udnævnelser

R. 1965.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Chr. P. Fogtmann i Venstre i 100 år. 1939-70, 1970. Herning folkebl. 9.10. og 11.10.1976. Venstre 50 år for folkestyret, red. Kurt Sørensen, 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig