Harald Brix

Harald Brix, Harald Frederik Valdemar Brix, 25.2.1841-28.5.1881, socialistfører, bladudgiver. Født i Kbh. (Fødselsst.), død sst., begravet i Ålborg. B.s barndom blev præget af hjemmets ulykkelige forhold. Faderen var en ustadig person der ikke selv kunne ernære sin familie. Moderen og børnene havde derfor i perioder ophold hos bedrestillede slægtninge. B.s livsbane blev i højeste grad bestemt af det nære slægtskab og tidligt sluttede venskab med Louis Pio hvis far var hans morbror, og hvis mor var hans faster. Efter en uregelmæssig skolegang kom han i handelslære i Kbh. og havde som ung pladser som boghandlermedhjælper og som kontorist i krigsministeriet. Jan. 1864 mødte han sammen med fætteren på reserveofficers-aspirantskolen, men dimitteredes tre uger efter som uegnet til officerstjeneste. I juni meldte han sig som frivillig ved hæren og deltog ved 18. regiment i kampen på Als. Efter krigens slutning var han igen boghandlerkommis, udgav 1869 annoncebladet Dags-Avisen som imidlertid gik ind i løbet af et par måneder og etablerede sig 1870 som bog- og musikhandler på Amagertorv men gik fallit jan. n.å. – Da L. Pio sommeren 1871 indledte sin politiske virksomhed ved udsendelse af de anonyme Socialistiske Blade optrådte B. som forlægger for nr. 2 af disse, og fra dette tidspunkt fik B. den rolle i det offentlige liv at udgive og administrere den første arbejderpresse og sammen med Poul Geleff at være Pios våbenbroder i agitationen for socialismen i Danmark. Juli 1871–april 1872 udgav og redigerede han ugebladet Socialisten der fra 2.4.1872 udkom som dagblad med Pio som redaktør og B. som forretningsfører; det udgaves af et interessentskab hvori Pio og B. havde andele. På Pios initiativ stiftedes i okt. 1871 Den internationale arbejderforening for Danmark, og heri valgtes B. til sekretær. Mens Pio skrev de ledende artikler i bladet og Geleff foretog agitationsrejser i provinsen varetog B. foreningens indre anliggender, korrespondancen, herunder også den side der vendte mod de faglige sektioner. Han sørgede ligeledes for at der fra bladet ydedes foreningen økonomisk støtte. Efter at lederne på et møde 4.5.1872 havde talt for, trods politidirektørens forbud, at fastholde indkaldelsen til et arbejdermøde på Nørre fælled n.d. blev de alle tre arresteret og ved kriminal- og politiretsdom af 29.3. og højesteretsdom af 6.8.1873 dømt "for forbrydelser mod den offentlige myndighed og orden" til forbedringshusarbejde, B. i tre år. B. havde ingen selvstændig opfattelse af socialismen; han støttede sig her ganske til fætteren. Det var ikke mindst B.s uovervejede udtalelser i forhørene om Internationales formål der blev benyttet af retten som grundlag for domfældelsen. Ved kgl. resolution fik de en del af straffen eftergivet og løslodes fra Vridsløse 8.4.1875. B. havde været alvorlig syg i fængslet og tog nu for at genvinde sit helbred ophold på landet; på grundlovsdagen fik han ligesom de to andre førere overrakt en hædersgave på 1.000 kr. – Eftersommeren 1875 trådte han på ny til som administrator af bladet som fra 10.5.1874 var overtaget af københavnske fagforeninger og døbt om til Social-Demokraten. Adskilligt tyder på at samarbejdet mellem Pio og B. ikke forløb uden gnidninger. Da det i begyndelsen af 1876 blev besluttet at udgive et illustreret vittighedsblad "for til Hovedvaabnet Social-Demokraten at føje et andet, lettere, der kunde repræsentere Svøben ved siden af Sværdet", blev dette blad Ravnen B.s private foretagende. Dets første nummer udkom 2.4.1876, og i løbet af kort tid havde dets ikke særlig smagfulde vid og Saxo Wiegells tegninger i den grad udfordret myndigheder og privatpersoner at B. 6.9. blev fængslet og ved kriminalretsdom af 13.1. (stadfæstet af højesteret 5.4.) 1877 idømt fire års forbedringshus for ved billeder, vers og artikler i Ravnen at have udbredt misnøje og had til det bestående, fornærmet kongen og drevet spot med religionen. Hertil kom flere andre fængselsstraffe idømt for injurier. De fleste af bladets første 23 numre blev ved dommen konfiskeret. Fra maj 1877 til nov. 1879 hensad B. i Horsens tugthus, han overførtes derefter til Kbh.s varetægtsfængsel og siden til kommunehospitalet. Hans helbredstilstand var ret betænkelig, og med eftergivelse af reststraffen løslodes han juleaften 1880. Mens B. sad fængslet var Pio og Geleff rejst bort (23.3.1877) og havde ladet blad og arbejderbevægelse i stikken. B. meldte sig derfor nu med krav om brugsretten, subsidiært en tredjedel brugsret til bladet, men en kontrahentforsamling forkastede et forslag herom. Nye mænd var kommet til, bevægelsen var lagt om på helt demokratisk grund, og man ønskede ikke stormester-systemet fra Pioperioden indført igen. I øvrigt var B. genstand for oprigtige hædersbevisninger. Han havde jo udstået et martyrium for sagens skyld. Opfyldt af bitterhed oprettede B. da sammen med nogle tilhængere et nyt blad Herolden som han selv redigerede, og hvis første nummer udkom 12.2.1881. Han bebudede "ledende betragtninger fra et radikalt, socialistisk standpunkt". Radikalismen ytrede sig imidlertid hovedsagelig som angreb på socialdemokratiets ordførere, således bekæmpede Herolden heftigt P. Holms rigsdagskandidatur i Kbh.s 5. kreds. Ved siden af dagbladet Herolden startede B. 3.4.1881 et vittighedsblad Brix's Ravn hvoraf der i B.s levetid kom ni numre. Det synes uklart hvor meget i B.s journalistik der var et udtryk for personlige uoverensstemmelser og for en opposition mod partiets revisionisme. I den nyeste biografi af B. (Jens Engberg) er der lagt afgørende vægt på det sidste synspunkt. Han døde efter længere sygdom der var forværret ved fængselsopholdet.