Hans Parkov, Hans Peter Parkov, 20.9.1857-10.4.1934, politiker. Født i Kbh. (Trin.), død i Gentofte, begravet i Ordrup. P. blev 1879 sekondløjtnant i artilleriet, premierløjtnant 1881, kaptajn 1891, oberstløjtnant og chef for 3. artilleribataljon 1906, oberst 1913. 1916-18 var han chef for Tunestillingens artillerikommando. Han blev derefter 1918 stabschef hos generalinspektøren for artilleriet. N.å. tog han sin afsked fra hæren. 1902-05 var han bestyrer af Frederiksværk krudtværk. – 1906-13 repræsenterede han, valgt af højre, Frederiksværkkredsen i folketinget, og fra 1918 til sin død havde han atter sæde i tinget. Fra 1920 var han dets 2. viceformand. Han stod fra første færd på den fløj af konservatismen der ønskede samarbejde med venstre. Under forhandlingerne om forsvarslovene af 1909 var han ordfører for det flertal af højregruppen der tiltrådte ordningen. Aug. 1909 fik han af venstremændene N. P. Lindø og N. Jensen-Toustrup meddelelse om at Ludvig Holstein-Ledreborg ikke ville danne sit ministerium medmindre han fik støtte til sin forsvarspolitik af et flertal af højre. Dette flertal sikredes, og P. gik derefter til Holstein-Ledreborg der imidlertid afviste ham med den erklæring at han ikke søgte højres støtte og ikke interesserede sig for dette partis standpunkt. P. undlod at orientere sin gruppe herom, og det blev herved vistnok muliggjort at forslagene kunne føres gennem landstinget. Den videre følge blev imidlertid det dramatiske sammenstød mellem M. Halsted og konsejlspræsidenten i folketinget 20.10., ministeriets fald næste dag og højregruppens sprængning. Sammen med fem andre, hvoriblandt Lars Dinesen, trådte P. ud og dannede det moderate højre.

Efter 1918 blev P. atter en af de ledende i den konservative gruppe. 1920 var han partiets ordfører i sagen om landbefæstningens nedlæggelse hvilken han, nærmest af hensyn til udgifterne, var imod. Under de vanskeligheder det borgerlige samarbejde havde i de første efterkrigsår blev det ikke P., men gruppens formand V. Pürschel der gennemførte forsvarsforliget 1922. Men under forhandlingerne 1927-29 om hærloven var P. atter konservativ ordfører og tilstræbte ivrigt et forlig. Fra 1909 til sin død var han formand for Gentofte kommunalbestyrelse. Han søgte også her – til tider under modstand i sin egen kreds – den videst mulige samling af de borgerlige kræfter, og på sagligt fortrinlig måde ledede han udviklingen i den store, stadig voksende kommune. Kort før sin død fik han gennemført den nye forfatning hvorved kommunen fik købstadrettigheder tildelt. Samtidig med denne forfatnings ikrafttræden blev han borgmester. – Fra 1922 var han medlem af Kbh.s amtsråd. Endelig var han fra 1922 formand i overbestyrelsen for De danske skytteforeninger. – P.s ydre fremtræden var præget af stil og myndighed. Han ejede stor forhandlingsevne, kunne lægge megen opportunisme for dagen, men hans pålidelighed blev fra ingen side draget i tvivl. – R. 1895. DM. 1904. K2. 1919. K1. 1924.

Familie

Forældre: varemægler Hans Petersen (1824-86) og Kirsten Christensen (1823-57). Adopteret 1863 af værtshusholder Hans Pedersen (1820-1902, gift 2. gang 1868 med Inger Larsdatter, 1820-99) og Margrethe Hansen (ca. 1811-68). Navneforandring 16.4.1902. Gift 11.12.1885 i Kbh. (Cit.) med Esther Margrethe Petersen, født 13.5.1858 i Kbh. (Garn.), død 23.12.1934 i Charlottenlund, d. af værtshusholder Hans P. (1830-1913) og Ane Pedersen (1828-1901).

Ikonografi

Afbildet på O. Matthiesens mal., 1923, af rigsdagen 1915 (folketinget), tegn. af samme. Mal. af Jørgen Aabye, 1928 (Gentofte rådhus; frimurerlogen i Kbh.). Buste af Charles Arvesen, 1933 (Gentofte rådhus 1936). Foto.

Bibliografi

N. P. Jensen: Livserindr. II, 1916 177 181. Dagens nyheder 11.4.1934. Berl. tid. s.d. Årbog for rigsdagssaml. 1933-34, 1934 VII-IX. Alfr. Bindslev: Konservatismens hist. II, 1938. Fred. Nørgaard og Hans Jensen: Venstres hist. II, 1938 268. Det konservative folkepartis hist., red. Jørgen Hatting og Karl Olsen I-II, 1966. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig