Hagbart Berg, 16.10.1874-1.3.1936, politiker, postmester. Født i Vandborg, Ringkøbing amt, død i Slagelse, begravet sst. B. tilhørte en slægt med stærke politiske interesser. Hans farbror var folketingsmand C. B., og hans fader var stærkt interesseret venstremand. Efter faderens død kom han 1881 til Lemvig, ansattes i postvæsenet 1891 og blev postekspedient i Lemvig 1901, postmester i Bjerringbro 1921, i Ringkøbing 1926 og i Slagelse 1932. Fra sin tidligste ungdom var han levende interesseret i politik og deltog i Lemvig-kredsens politiske arbejde som forkæmper for venstrereformpartiet og senere partiet venstre. 1906 indvalgtes han i Lemvig byråd hvor han med en afbrydelse fra 1909–13 havde sæde indtil han af hensyn til sit rigsdagsarbejde udtrådte 1918. 1913 blev han formand for Lemvig-kredsens venstreorganisation og gjorde her et betydeligt arbejde med at gennemarbejde kredsen og deltage i dens politiske møder så venstre i perioder havde over halvdelen af de afgivne stemmer i kredsen. 1918–24 var B. medlem af folketinget, valgt i Lemvigkredsen. 1924–26 var han formand for venstres samvirkende vælgerforeninger i Jylland, og 1926–29 igen medlem af folketinget. B. var i ualmindelig grad fortrolig med vor politiske udviklings og de vigtigere lovgivningsspørgsmåls historie. Han blev derfor meget anvendt i den politiske agitation og i rigsdagsarbejdet, fik betydelige ordførerskaber betroet og var 1927–31 sit partis repræsentant i lønningsrådet. Den personlige tillid han nød, i forbindelse med hans betydelige samlende evne førte ham under ministeriet Madsen-Mygdal 1926–29 frem til stillingen som formand for venstres rigsdagsgruppe. B. gjorde et stort arbejde for afholdssagen, var i mange år medlem af bestyrelsen for Lemvig afholdskreds under Danmarks Afholdsforening, 1928–30 af dennes hovedbestyrelse. 1928 sad han i folketingets udvalg angående ædruelighedsloven.

Familie

Forældre: lærer Jens Nikolaj Poulsen B. (1827–81) og Dorthe Marie Jensen (Agergaard) (1835–1909). Gift 18.10.1907 i Varde med Kirsten Kirstine Jeppesen, født 11.5.1880 i Lemvig, død 6.10.1957 i Slagelse, d. af savskærer Jeppe J. (1854–1928) og Ane Katharine Margrethe Magdalene Jensen (1855–1920). – Bror til Birgitte Berg Nielsen.

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig