H.M. Petersen, Hans Mathias Petersen, ved dåben Pedersen, 31.5.1819-25.4.1880, politiker. Født i Holse, Brenderup sg., Vends hrd, død sst., begravet i Brenderup. P. blev 1845 medejer og 1860 eneejer af faderens ejendom, var 1854 medstifter af den fynske brandforsikring for tyendeklassen og formand til sin død, desuden siden 1858 næstformand i repræsentantskabet for en brandforsikring for udflyttere. 1865-79 var han medlem af sognerådet. 1853-64 og 1866-72 var han folketingsmand for Bogensekredsen og sad i de to mellemliggende år i rigsrådets folketing for samme kreds. Oprindelig hørte han til bondevennerne, men under grundlovskampen 1865 skilte han sig fra dem, regnedes blandt de "bevægelige" og "de syv vise bønder" og hørte senere til mellempartiet med hældning mod højre, faldt 1872 for Klaus Berntsen. Han var velbegavet og godt oplyst og besad en ejendommelig djærv veltalenhed; med stor selvsikkerhed i sin optræden (fik derfor spottenavnet "Hans Majestæt P.") forbandt han megen selvstændighed i sine meninger. Han øvede ikke ringe indflydelse og havde sæde i mange vigtige udvalg, således i det politiske udvalg om krigens førelse 1864-65, i fællesudvalget om grundloven i nov. 1865, i forsvarsudvalget 1866-67 og i elleve år i finansudvalget. Særlig iver viste han for at opnå en reform af stempelpapirloven og han var en kraftig forsvarer af rentefodens frihed, mens han i andre spørgsmål kunne være ret konservativ (holdt således på duelighedsprøver for håndværkere og ville ikke give kvinder fuld myndighed). Ligeledes var han stundom smålig i bevillinger (uvillig mod forhøjet tilskud til folkehøjskoler) og krævede tidligt tilskud fra Kbh.s kommune til Det kgl. teater.

Familie

Forældre: bolsmand Peder Mathiasen (1785-1860, gift 2. gang 1844 med Gjertrud Rasmussen, 1801-68, gift 1. gang 1833 med Anders Thorenfeld, 1770-1843) og Johanne Waidtløv (1776-1843, gift 1. gang ca. 1807 med lærer i Brenderup Jacob Ludvig Holger Mossin, 1775-1814). Gift 30.11.1844 i Brenderup med Ane Marie Kirstine Larsen, født 20.1.1823 i Skovshøjrup, Brenderup sg., død 1.12. 1885 i Holse, d. af bolsmand Lars Nielsen (1790-1879) og Kirsten Rasmusdatter (1788-1853).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Kl. Berntsen: Erindr. fra barndom og ungdom, 1921 190-98.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig