Gustav Pedersen

Gustav Pedersen, 3.4.1893-22.11.1975, politiker. Født i Århus, død i Kbh. (Brorson), begravet sst. (Ass.). Efter folkeskolen fik P. en af de kommunale fripladser i en privat realskole og tog 1909 præliminæreksamen. Han blev straks ansat i den ret beskedne bank Købmands- og Håndværkerbanken i Århus hvor han efter læretiden fortsatte indtil 1916. P. angiver selv at hans politiske interesse blev vakt da han som 14-årig med sine forældre overværede et af Peter Sabroes møder. Han udbyggede i de følgende år sin politiske interesse og indsigt. Det skete ad to veje som var klassiske for de mange socialdemokratiske ledere der udgik fra Århus. På Statsbibliotekets læsesal fik de bistand og litteraturindførelse, navnlig af Emil Fog – Mogens Fogs far – og i kælderen under Arbejdernes forsamlingsbygning, nu Kongreshuset, blev de vejledt i aktuelle politiske og kulturelle spørgsmål af den senere redaktør og folketingsmand Albinus Jensen. Gustav Pedersen sugede til sig, og det blev han ved med livet igennem. Han havde en betydelig viden om dansk politisk historie, men også en bred almenkulturel viden.

P. var allerede som ganske ung både politisk og fagligt organiseret. Udadtil gjorde han sig ikke meget gældende, men var dog på lokalt plan et fremtrædende medlem af Socialistisk ungdomsforening. Efter soldatertjenesten blev P. 1918 valgt til heldagsbeskæftiget formand for Århusafdelingen af Handels- og kontormedhjælper-foreningen. Under første verdenskrigs sidste år blev netop funktionærgrupperne hårdt ramt både løn- og beskæftigelsesmæssigt, og bedre blev det ikke under tilbageslaget efter krigens ophør. En lederpost i HK stillede i disse år store krav til humøret og gåpåmodet. Det var også i den periode det begyndte at blive klart at en kontor- eller handelsmedhjælperstilling ikke automatisk var en overgang til en senere chefstilling, men for de fleste en livsstilling. Dette nødvendiggjorde en energisk agitation for at organisere gruppen. P. blev ikke alene i Århus, men landet over en ledende agitator for tilslutning til foreningen. Hans indlæg var veldokumenterede og fremførtes med en skarphed og i en barsk form som står i kontrast til formen hos den folketingsformand bredere kredse senere lærte at kende. Politisk valgte han uden tøven at blive i socialdemokratiet da ungdomsbevægelsen blev splittet i 1920, og året efter blev han indvalgt i Århus byråd hvor han straks fik den centrale post som formand for fattigudvalget. Han måtte dog udtræde af byrådet i 1923 da han flyttede til København for at blive formand for hovedstadens store HK-afdeling. Den var under arbejdsløsheden og under en ledelse der hverken havde hold på det organisatoriske eller på økonomien kommet ud i store vanskeligheder med bl.a. en medlemstilbagegang på næsten 5 000 ud af godt 16 000. På initiativ af Julius Hansen blev P. da valgt til formand og sad på denne post indtil han i 1938 valgtes til forbundsformand. På lederposten i København dokumenterede P. sine uomtvistelige evner for at få orden i det indre arbejde – her satte han først ind – og da dette var sket gik han i gang med et energisk agitationsarbejde, både offentligt og ikke mindst ved systematisk at få hvervede tillidsmænd sat i arbejde på de store arbejdspladser, ligesom der gennemførtes lønforhandlinger på de enkelte virksomheder. Fra 1938 til 1949 var han forbundsformand og havde her held til at nå Store resultater, oftest ved som i den foregående periode at tage det skridt for skridt i ly af en kraftig udadvendt propaganda. En ny hovedoverenskomst af 1939 med Dansk arbejdsgiverforening markerede klart HK som en accepteret fagforening på linje med de store forbund. I krigsårene havde forbundet store vanskeligheder med de danske nazister, der mente at netop HK var det forbund der kunne erobres; men her viste P. sig som en stærk strateg der gik sejrrig ud af anslagene.

Ved siden af fagforeningsarbejdet havde P. fortsat den politiske virksomhed. Han var 1924-26 og 1934-64 medlem af folketinget, opstillet i Mariagerkredsen. På Christiansborg varede det længe inden han gjorde sig bemærket. Inden anden verdenskrig blev hans hovedindsats at det lykkedes ham ved direkte forhandlinger med de radikales J. Hassing-Jørgensen at få ændret et konservativt forslag fra 1937 om en funktionærlov til det der blev funktionærloven af 1938. Det konservative forslag havde tydeligt været ment som et anslag mod HK, bl.a. ved en bestemmelse om at den kun gjaldt for uorganiserede medarbejdere. – Efter anden verdenskrig rykkede P. frem. Han var 1947-50 formand for rigsdags-gruppen, 1949-50 af finansudvalget og statsrevisor 1949-64. Da Jul. Bomholt blev undervisningsminister efterfulgte P. ham som folketingets formand, en post han beholdt til han 1964 udtrådte af tinget på grund af alder. Som formand kunne han støtte sig til de mange års erfaring i folketingsarbejdet og til sin sans for det formelle. Som leder af forhandlingerne blev han almindeligvis anset for at være streng, mens hans forvaltning af folketinget og hans tilrettelæggelse af arbejdet blev mindre værdsat. At han blev formand i en periode hvor fjernsynet var nyt og bragte længere transmissioner end senere gjorde også at han, med de markante øjenbryn, pludselig blev en kendt politiker. Skal P.s indsats vurderes som en helhed er det imidlertid ikke det politiske som bør have hovedvægten. Den ligger på hans arbejde i HK hvor han øvede en afgørende indflydelse på denne samfundsgruppes placering i det moderne samfund. – P. kunne lide at skrive. Foruden talrige artikler har han skrevet Planøkonomi eller frie Kræfters Spil, 1945 og Bogen om handels- og kontormedhjælperne og deres organisation, 1950 samt Folkestyret ved korsvejen, 1962 hvor han forudså en fare for demokratiet hvis ikke de fire gamle partier viste større samarbejdsvilje. 1965 udsendte han en populær bog Det tog fart i Firenze – renæssancen havde gennem mange år været hans store interesse. I sine sidste år arbejdede han på et stort værk om den politiske udvikling i Danmark fra før første verdenskrig.