• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gertie Wandel

Oprindelig forfatter elas

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Gertie Wandel, 7.11.1894-28.7.1988, formand for Håndarbejdets Fremme, politiker. Efter studentereksamen (N. Zahles skole) 1914 og studier i kunsthistorie i Kbh. og Dresden uddannede W. sig i broderi og broderitegning, lærte at sy perfekt, udviklede en levende følelse for kunst og fik en udstrakt viden om tekstilkunstens historie. W. var fra 1928 med i oprettelsen af Selskabet til håndarbejdets fremme, medlem af bestyrelsen fra 1931, senere næstformand og formand 1943-78. Hun var tillige daglig leder og tog initiativ til selskabets mange aktiviteter, bl.a. håndarbejdsskolen, medlemsbladet, udgivelse af flere håndarbejdsbøger, udsalg i Kbh. og i flere større byer og ikke mindst gennem afholdelse af en række store udstillinger i Danmark og i udlandet. W. knyttede betydelige kunstnere og kunsthåndværkere som aktive medlemmer af selskabet og var selv en fremragende bedømmer af kunstnerisk talent og godt håndarbejde. W. sad i Landsforeningen dansk kunsthåndværks bestyrelse til foreningens ophør og var formand for Foreningen grønlandsk kunst og husflid og medlem af hovedbestyrelsen for Dansk arbejde. Kommunalpolitiske interesser førte W. til indvalg i Gentofte kommunalbestyrelse (1943-70), hun blev rådmand og senere viceborgmester 1966-70. Medlem af bestyrelsen for Nordsjællands elektricitets- og sporvejsselskab 1959-71 og af I/S Isefjordsværket 1963-71. Hun sad som medlem af folketinget (konservative folkeparti) 1952-64. Gennem W.s arbejde som næstformand i foreningen Gentofte børnevenner (formand 1975-77), oprettedes børnehave og daghjem, Birkegården, for psykisk handicappede børn og sammen med Håndarbejdets fremme et beskyttet værksted for psykisk handicappede unge piger, og ti år senere, 1972, et lignende værksted for drenge og unge mænd. Disse initiativer forenedes i den enestående institution, Østerled, med værksteder og kollegium, hvor faglærere underviser i vævning, syning, sølvsmedearbejde, bogbinding og keramik. Ud over talrige artikler i selskabets årsskrifter var W. medredaktør og ledende kraft i Berlingske Haandarbejdsbog I–III, 1943-44 og har skrevet Klassiske korssting, 1971 og Vor lids korssting, 1972, der begge er oversat til hollandsk, japansk og tysk.

Familie

Gertie Wandel blev født i København (Skt. Johannes); begravet på Frederiksberg ældre kirkegård.

Forældre: grosserer Emilius Møller (1853-1927) og Magdalene Sophie Jessen (1860-1914). Gift 4.1.1919 i Kbh. (Holmens) med grosserer Helge Carl W., født 22.7.1891 i Kbh., død 24.5.1952 i Kbh., s. af grosserer, konsul Einar Theodor W. (1857-1931) og Emilie Wulff (1860-1942).

Annonce

Udnævnelser

R. 1951. R1. 1965.

Ikonografi

Buste af Knud Nellemose, 1974. Foto.

Bibliografi

Interview i Jyllandsposten 4.5.1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Elin Aarestrup Sørenen: Gertie Wandel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299143