• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gert Petersen

Oprindelige forfattere Dam og MeHa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Gert Petersen, Gert Verner Petersen, 19.8.1927-1.1.2009, politiker. Født i Nykøbing F, begravet på Herstedvester kgd. P. var i sin tidligste ungdom stærkt optaget af røret i besættelsestiden og blev aktiv i modstandsbevægelsen hvad der indbragte ham et ophold i Frøslevlejren 1944-45. Han tog dog studentereksamen 1945 (Nykøbing F.) og gik derefter i gang med at studere historie. Politisk aktivitet i og omkring Danmarks kommunistiske parti (DKP) forsinkede ham, og efter forprøve 1952 lagde han stort set studierne til side. 1953-60 var han medudgiver af det kritiske venstrefløjstids-skrift Dialog, og det var en naturlig konsekvens af denne virksomhed, at han 1958 var blandt socialistisk folkepartis (SF) stiftere. Fra 1960 var han medarbejder ved SF-bladet som han redigerede 1962-67, og fra 1961 medlem af SFs hovedbestyrelse. P. blev første gang opstillet til folketingsvalg 1964 og valgtes 1966 i Brønshøjkredsen. Ved de følgende valg blev han valgt i Odense, til han 1977 påny blev opstillet og valgt i Østre storkreds (Husumkredsen). Han var medlem af folketinget frem til 1998. P. etablerede sig tidligt som en af SFs ledende teoretikere der skrev kyndigt og forståeligt, omend sjældent kortfattet. Allerede 1960 udsendte han bogen Vejen til socialismen i Danmark der 1966 fulgtes af Veje til socialismen i vor tid. En tredje bog Om socialismens nødvendighed kom 1980 og Om fredens nødvendighed i 1981. Som nyvalgt folketingsmedlem 1966 var P. bekymret over det indledte samarbejde mellem SF og socialdemokratiet, men i den strid der udviklede sig herom fulgte han dog Aksel Larsen og blev i 1967 redaktør for tidsskriftet Her og nu, der ved sin start repræsenterede folketingsgruppens flertalssynspunkter – den praktiske socialisme. I den reducerede gruppe efter valget 1968 blev P. den ubestridte udenrigspolitiske ordfører der bl.a. i en årrække var medlem af det udenrigspolitiske nævn og flere gange medlem af den danske delegation til FN. 1977-79 var han medlem af EF-parlamentet. Fra omkring 1970 kunne der påny spores en spænding mellem folketingsgruppens pragmatikere og en del af de menige partimedlemmer, og disse sidste samlede i stigende grad deres sympati om P. som en principfast teoretiker der kun i ringe grad var besværet af det daglige folketingsarbejdes byrder. Dette blev særlig tydeligt efter Aksel Larsens død, og der skabtes en situation der 1974 gjorde det nødvendigt for partiets nye formand Sigurd Ømann at vige pladsen til fordel for P. Som partiformand fik P. hurtigt lejlighed til at vise sine ubestridelige evner som folketaler ved store demonstrationer foran Christiansborg, og han bidrog herved, og som politisk ordfører fra 1972, til at give SF et nyt udseende i offentligheden. Partiet var i disse år i stadig tilbagegang og fik sit hidtil dårligste valgresultat 1975. I den strid mellem folketingsgruppens flertal og en yderliggående venstrefløj i partiet der prægede perioden 1975-77, søgte P. længe at indtage en neutral rolle, men under indtryk af stemningen blandt aktivisterne valgte han til sidst at lade sig bære af denne stemning og uden større sorg affinde sig med udskillelsen af nogle af partiets folketingsmedlemmer. Efter endnu et valgnederlag 1977 kom der tilsyneladende ro i partiet med fremgang ved de følgende valg som resultat. P. var politisk ordfører frem til 1991 og partiformand ligeledes til 1991. – P. var en kyndig og saglig udenrigspolitisk debattør, men i folketingsarbejdet i øvrigt udmærkede han sig mere ved kritisk, undertiden skarp veltalenhed end ved konstruktiv indsats. I dette var han i overensstemmelse med sit partis ønsker, og han var den eneste af de personer der var med til at præge SF før Aksel Larsens død, som har været i stand til at bevare en central position, uanset hvor partiets centrum var.

Familie

F: fabriksarbejder Karen Rolandsen..

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

P.'s erindringer: Inden for systemet - og udenfor, 1998.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Dam, Merete Harding: Gert Petersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295660