Ferd. Nielsen, Frederik Ferdinand Nielsen, 21.10.1868-12.2.1940, politiker, afholdsleder, redaktør. Født i Odstrup, død sst., begravet i Grevinge. N. uddannedes ved landbruget og ejede fødegården 1894-1930 da en søn overtog den. Under ophold på Blågård seminarium 1888-89, afsluttet uden eksamen, blev han grebet af afholdssagen gennem foredrag af Herman Trier og Vilh. Rasmussen. Fra 1890 var han en stærkt benyttet fortaler for afholdssagen og holdt i tidens løb o. 3 000 foredrag over emnet rundt om i landet. Under sit ophold på Blågård seminarium udvidede han sine kundskaber ved at følge offentlige forelæsninger på universitetet og deltog ivrigt i foreningsliv og diskussioner. Han var af natur veltalende og havde let ved at skrive. 1896 begyndte han sammen med højskolelærer K. Føns at udgive det frisindede højskoleblad Dansk Folketidende som også støttede ædruelighedssagen. 1909 fratrådte han redaktionen af Dansk Folketidende for helt at hellige sig ugebladet Folkevennen der var organ for Danmarks afholdsforening, og som han redigerede 1900-37 og derefter var medredaktør af til sin død. Fra 1903 sad han i bestyrelsen for Danske afholdsselskabers landsforbund, var dets formand 1921-35 og derefter til sin død formand for afholdsbevægelsen i Holbæk amt. Som en af afholdsbevægelsens kendte og ansete fortalere var han medlem af 2. ædrueligheds-kommission 1914-27 og af alkoholkommissionen af 1934 og var statens repræsentant ved den internationale antialkoholkongres i Milano 1913 og ved den nordiske afholdskongres i Helsingfors 1919. – Allerede fra de politiske kampår i 1880erne var N. en interesseret deltager i politiske møder og ivrig avislæser. 1901 var han medredaktør af Randers Venstreblad. 1905 sluttede han sig til det radikale venstre, var med til at oprette Holbæk Amts Venstreblad, sad i dets bestyrelse 1905-40 og var dets formand 1925-40. Han repræsenterede partiet i Grevinge sogneråd 1909-37 og var mangeårigt medlem af Odsherredkredsens radikale vælgerforening. 1906 og 1909 var han partiets kandidat i Faksekredsen og var valgt til folketinget i Viborgkredsen 1910-20 og i Holbækkredsen 1927-29. Han var i folketinget ordfører for beværterlovene og formand for en række udvalg, derunder det vigtige valglovsudvalg 1919-20. Ud over ædruelighedssagen kom hans sociale indstilling frem i arbejde for hjemmesygeplejen. N. var som taler og skribent rolig og besindig, fornøjelig i en debat, med god støtte i en glimrende hukommelse. Både meningsfæller og modstandere anerkendte hans saglige dygtighed. Fra hans hånd foreligger En Kulturstrøm, 1897, Jubilæumsskrift for Danmarks Afholdsforening 1879-1904, 1904 (s.m. M. Balle), og sammen med Adolph Hansen Danmarks Afholdsforening gennem 50 Aar, 1929. I nogle år udgav han sammen med Anton BastAfholds-Almanakken.

Familie

Forældre: gårdejer Niels Christensen (1835-1912) og Louise Mortensdatter (1833-1905). Gift 2.6.1894 i Folding med Maren (Maja) Jørgensen, født 15.10.1871 i Foldingbro, død 16.5.1923 i Odstrup, d. af drejermester Hans J. (1840-1904) og Johanne Marie Jørgensen Banke (1845-1922).

Ikonografi

Afbildet på O. Matthiesens mal. 1923 af rigsdagen 1915 (folketinget).

Bibliografi

Anton Schmidt: Afholdsbevægelsens verdenshist. IV, 1914. R. K. Bertelsen: Viborgkredsens folketingsmænd, 1918. Erik Rasmussen og Roar Skovmand: Det radikale venstre 1905-55, 1955. Helge Larsen: Avis, egn og folk, 1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig