F.J. Borgbjerg, Frederik Hedegaard Jeppesen Borgbjerg, 10.4.1866-15.1.1936, politiker. Født i Boeslunde, Sorø amt, død i Kbh., urne på Vestre kgd. Navnet går tilbage til Borgbjerg banke ved Boeslunde hvor B.s bedstefar havde sin fæstegård. Bedstemoderen fandt her 1842 to guldkar som nu opbevares i Nationalmuseet, og for det vederlag der udbetaltes for fundet erhvervede boelsmanden sin gård til selveje. B.s far var foruden dyrlæge også landmand og smed; han var venstremand og virkede for andelstanken. Selv viste B. sig allerede som lille dreng usædvanlig opvakt og efter i kort tid at have gået i landsbyskolen i Sønderup blev han 1873 sendt til Kbh. i huset hos grosserer E. Bock der var gift med hans moster. I disse barndomsår deltes hans sind mellem faderens rationalistiske påvirkning der nærmest bundede i oplysningstidens tankegang og guldalder-litteraturens romantik der mødte ham i det københavnske bourgeoisihjems bogskab, men hertil kom foruden hans stadig levende interesse for naturen også en religiøs påvirkning i grundtvigsk ånd, måske ikke uden forbindelse med konfirmationsforberedelsen hos Th. Skat Rørdam. Ved hundredårsfesten for Grundtvigs fødsel 1883 deltog han sammen med en kammerat i en tur til Køge hvorfra han modtog et stærkt indtryk af folkelig vækkelse i grundtvigsk ånd. Samtidig dannede han med sine kammerater i øverste klasse en politisk diskussionsklub inden for hvilken han blev fører for de demokratisksindede, og det er karakteristisk hvad han selv fortæller at han ved et sådant møde hvor enhver aflagde sin politiske trosbekendelse ikke nøjedes med at erklære sig for demokrat, men tilføjede "og Republikaner". Efter at være blevet student 1884 (Schneekloth) begyndte han at studere teologi. I ferierne var han hjemme hos faderen på Falster og holdt derigennem stadig forbindelse med bondelivet og den begyndende andelsbevægelse. Det var provisoriernes tid, og B.s letbevægelige sind bruste som en ny vin. I det egentlige studenterliv deltog han ikke meget i de første år selv om han var medlem af Studenterforeningen og tilhænger af den A. C. Larsenske opposition. Det var mere ved læsning han levede med i tiden og på ensomme nattevandringer han lod sine tanker få frit løb – ofte i hele taler som han holdt for sig selv ude i naturen. Skønt opdraget i det velhavende grossererhjem havde han både i sind og skind bevaret noget dybt folkeligt der overfladisk gav sig udslag i foragt for al mode og forfinelse, men i hans indre fandt udløsning i interessen for. Grundtvig og Tolstoj. Han fulgte i de første år universitetsundervisningen, og tog 1885 filosofikum og 1886 hebraikum og patristikum, men samtidig mødte han Darwin i J. P. Jacobsens oversættelse og vendtes derved mere og mere over mod den ateisme der senere blev hans grundanskuelse ligesom han også nærmede sig socialismen. Han fortæller selv at han i Darwinsk ånd opponerede mod professor P. Madsen ved dennes teologiske teer og gjorde socialistiske modbemærkninger ved Henrik Scharlings kollokvier over etik. Også i retningen af hans studier mærkedes dette omsving idet han mere og mere førtes ind på nationaløkonomi.

Året 1888 blev på flere måder betydningsfuldt for ham. Gennem sin forlovelse bragtes han i forbindelse med den brandesianske radikalisme og meldte sig ind i Studentersamfundet. Samtidig førte hans økonomiske studier ham stadig nærmere socialismen, og han deltog for første gang dette år i arbejdernes grundlovstog med studenterhue på, ligesom han om sommeren ved en hundredårsfest for stavnsbåndets løsning i Gundslevmagle talte i stedet for sin far og bekendte sig til socialismen som den "konsekvent gennemførte Andelsbevægelse". To år efter, 13.2.1890, finder man i Social-Demokraten den første artikel fra hans hånd, undertegnet "En Bondestudent" hvad han jo egentlig slet ikke var men karakteristisk nok følte sig betegnet ved. S. å. blev han gift, og han havde nu besluttet sig til at søge sit underhold som journalist. 1891 deltog han som delegeret i en socialistisk studenterkongres i Bruxelles hvor han gjorde bekendtskab med Emil Vandervelde og Victor Adler, og ved "Verdandi"s stiftelsesfest n.å. i Uppsala traf han første gang Hjalmar Branting. I vinteren 1891–92 havde han meldt sig til forretningsudvalget for Socialdemokratisk forbund og tilbudt at tage landet rundt som agitator. Her blev han hjulpet af sin gamle lærer fra Schneekloths skole, den socialdemokratiske politiker K. M. Klausen, der sagde god for den unge og ret ukendte mand, og følgen blev at han på ét år gennemrejste landet og holdt omtrent 200 møder. Samtidig var han blevet en flittig medarbejder ved Social-Demokraten hvor hans klare sprog og altid veloplagte form vakte opmærksomhed. Han valgtes 1894 til formand for det sjællandske agitationsudvalg og var således med til at forberede valget 1895 der bragte forligsmændenes nederlag og førte otte socialdemokrater ind i folketinget; selv var B. opstillet i Lyngby uden dog at opnå valg. Dette lykkedes ham, da han i sept. 1898 ved et suppleringsvalg valgtes i Kbh.s 5. kreds, han var derefter medlem til sin død. S.å. var han blevet borgerrepræsentant hvilket han med en enkelt afbrydelse vedblev at være til 1913. Som borgerrepræsentant markerede han sig navnlig ved at være talsmand for den såkaldte kommunesocialisme der gennem etablering af kommunale virksomheder søgte at lade det offentlige overtage stadig større dele af produktionen.

B.s første parlamentariske år faldt i en bevæget tid. Han ledede under den store lockout 1899 hele pressekampagnen i Social-Demokraten og bidrog ved sin offentliggørelse af det første forligsforslag ("vedtaget!" med kæmpebogstaver mens de stillede betingelser kun kom med petit) stærkt til den endelige afslutning af septemberforliget. I tiden lige før systemskiftet faldt B.s heldigt gennemførte aktion i Alma Bondesen-affæren (1900) der var et forsvar for en uskyldig tjenestepige som havde siddet arresteret tre måneder sigtet for tyveri. Han nød sit partis tillid og fik i de følgende år ordførerskabet for skattelovene og kirkelovene, og foruden at være den vigtigste politiske pen ved Social-Demokraten fandt han i de samme år tid til sammen med C. E. Jensen at skrive Socialdemokratiets Aarhundrede, 1901–03. Han interesserede sig samtidig stærkt for brugsforeningstanken, støttede den stærkt i Social-Demokraten og virkede inden for partiet for at få dette til at gå i spidsen for kooperationen, men det lykkedes ham ikke at bryde den gamle modstand inden for partiet mod forbrugerkooperationen, bl.a. Stauning ønskede ikke at støde de mange små detailhandlere bort fra partiet.

En betydelig politisk indsats gjorde B. i 1903 på kongressen i Århus ved at få alliancen med venstre hævet før de radikale endnu havde sprængt sig ud. Han sikrede derved sit parti kandidatopstillinger i langt flere kredse end det ellers under den senere alliance med de radikale havde været muligt. Det vakte mange betænkeligheder hos de ældre i partiet, men det" følgende valgs udfald gav ham ret. 1906 foretog han en længere rejse til Amerika hvor han talte i en række danske foreninger, og da han var vendt hjem kom han for anden gang til at gribe betydningsfuldt ind ved angrebet på P. A. Alberti (1907–08); det så et øjeblik vanskeligt nok ud for ham da han lige straks stod helt isoleret også inden for sit eget parti; men efterhånden som affæren udviklede sig bidrog den stærkt til at befæste B.s anseelse. Med sin kæmpeskikkelse og sit rødlige fuldskæg blev han en af landets populæreste figurer. 1907–08 deltog B. som ordfører for sit parti i de vigtige toldlovsforhandlinger, og efter 1910 lige til sin første ministertid havde han sæde i toldrådet og dettes appeludvalg. 1911 trak E. Wiinblad sig tilbage fra redaktionen af Social-Demokraten, og B. valgtes da med overvældende flertal af kontrahentforsamlingen til bladets redaktør. Han var hermed rykket frem til en førende stilling, og i de følgende år (1912–15) ydede han som ordfører for grundlovsforslaget et overordentlig stort arbejde. Dette betød at hans indats som bladleder blev mindre aktiv. Han manglede nok også evnen til skabe et holdarbejde.

Under 1. verdenskrig var det B.s opgave som redaktør at støtte den siddende radikale regering og danne modvægt mod den stærke ententevenlighed der kom til orde i den konservative presse. Under den vestindiske kampagne (1916) bidrog han til at sagen fandt sin afgørelse ved en folkeafstemning uden valg. Det danske socialdemokrati var under krigen blevet et vigtigt bindeled mellem det tyske socialdemokrati og de øvrige dele af Internationale, og gennem den tyske socialdemokrat Helphand førtes forhandlinger med G. Bauer, Fr. Ebert og P. Scheidemann der resulterede i en forberedende kongres i Stockholm 1917.

Det blev overdraget B. at rejse til Rusland for at søge forbindelse med A. Kerenskis regering; det lykkedes ham at nå frem til revolutionsregeringen og orientere den om holdningerne i det tyske socialdemokrati; men samtalerne førte ikke til videre fredsbestræbelser. 1918 øvede B. sin indflydelse ved forhandlingerne med Island og blev medlem af det dansk-islandske nævn. Efter våbenstilstanden blev han medlem af det sønderjyske udvalg, og ved den internationale socialistiske konference i Bern 1919 bidrog han til at det tyske socialdemokrati stillede sig på selvbestemmelsens grund i spørgsmålet om Nordslesvig.

B. var i disse år udsat for meget stærke angreb fra den yderliggående fløj af danske kommunister, men han virkede ufortrødent for det radikale ministeriums forbliven, dels af hensyn til Flensborgagitationen, dels af hensyn til en ændring i valgloven. I påskeugen 1920 da disse spørgsmål kom til en krise ved kongens afskedigelse af ministeriet Zahle, var det B. der straks på løbesedler med tommehøje bogstaver forkyndte statskup, og ved beslutningen om generalstrejke var han også ved en foregribende meddelelse i bladet medvirkende til at en vis modstand inden for fagene blev overvundet. B., som i sine yngre år særlig havde været en af socialdemokratiets agitatoriske kræfter der virkede på modstanderne som en rød klud (og de havde let ved i karikaturen at få fat på hans groft dannede næse og det store kløftede hageskæg) var nu nået til at blive en af landets førende politiske skikkelser der som formand for det danskislandske nævn og som repræsentant i Geneve også udadtil optrådte på nationens vegne. Det var derfor ikke overraskende da han i det første ministerium Stauning overtog posten som socialminister (1924–26), regeringen havde imidlertid ikke styrke til socialpolitiske reformer. Ved dannelsen af det andet ministerium Stauning 1929 blev B. undervisningsminister; han havde ønsket socialministeriet igen, men personsammensætningen umuliggjorde dette. Set historisk må det sikkert også erkendes at han ikke sagligt ville have kunnet klare den kommende krises problemer. Som undervisningsminister fik B. gennemført en udvidelse af læreruddannelsen fra tre til fire år og en ny styrelov for skolen der dels fjernede det gejstlige tilsyn, dels gennem forældreråd åbnede mulighed for større indflydelse fra hjemmene. Nyt var oprettelsen af universitetsundervisningen i Århus og af landsarkivet i Sønderjylland. Størst uro var der om Det kgl. teater der trods problemets lidenhed på grund af de københavnske dagblades uproportionerede teaterinteresse altid har voldt vekslende ministre et urimeligt besvær. En direktørudnævnelse (Adam Poulsen) skabte megen uro og fik flere skuespillere til at forlade teatret. Det lykkedes dog B. at finde en løsning der bragte nogenlunde ro om sagen. Da ministeriet efter valget 1935 skulle reorganiseres blev der, da de radikale ønskede undervisningsministeriet til Jørgen Jørgensen, ikke plads for B. som i øvrigt i løbet af få måneder ville fylde 70 år. Samtiden var meget optaget af at Stauning således kvittede sin gamle våbenfælle. Om B.s egen opfattelse af situationen foreligger afvigende beretninger; der synes imidlertid ikke at være tvivl om at B.s politiske engagement var svækket, og i ministermøderne havde han været meget tilbageholdende i den almindelige politik.

Det blev sagt om B. som en spøg – måske er det ham selv der har sagt det – at han var den "sidste grundtvigianer"; men der var i denne spøg en del sandhed. Hans udprægede dialektiske natur var gennem grundtvigianismens folkelige frihedstro blevet beriget med en lys optimistisk tone der stemte godt med dansk naturel, og han bidrog derved mere end nogen anden dansk socialdemokrat til partiets stærke udbredelse på landet. B. var entusiast og ikke så lidt af en lyriker, men til gengæld fri for fanatisme, ligesom åndelig snæverhed lå ham fjernt; dette i forbindelse med hans dialektiske smidighed gjorde ham til forhandlingernes og kompromisernes mand idet han af overbevisning var evolutionist. Som taler var der kun få samtidige der kunne sidestilles med ham; skønt han i karikaturer blev udskreget som en brølende agitator, var sandheden den at hans organ var mærkværdig sonort og behersket, og hvad enten han argumenterede eller steg til vidtskuende syner var hans ord altid klare og velvalgte. Hans gestus var i virkeligheden voldsommere end hans ord. I hans natur var der en vis overlegenhed over for småting der kunne give et skær af skødesløshed, men det hang sammen med hans lyriske naturs afsky for pertentlighed. B. var altid bedst hvor det var store og afgørende spørgsmål eller ideer kampen drejede sig om.

Familie

Forældre: dyrlæge J. Jeppesen Borgbjærg (1834–1904) og Dorothea Hedegaard (1844–1920). Navneforandring 3.5.1890. Gift 1. gang 12.2.1890 i Hvidovre med Harriet Doloris Meyer, født 28.2.1868 i Kbh. (Helligg.), død 3.4.1943 i Kbh., d. af grosserer Philip Ferdinand M. (1829–87) og skuespiller Anna Maria Benedictsen (1835–74); søster til forfatteren Åge Meyer Benedictsen. Ægteskabet opløst 1913. Gift 2. gang 30.4.1913 i Kbh. (b.v.) med Olga Marie Elna Petersen, født 2.4.1882 i Kbh. (Frels.), død 2.8.1976 på Frbg., d. af oliemøllearbejder Peter P. (1852–1931) og Ane Marie Jørgensen (1847–1904).

Ikonografi

Afbildet på træsnit af borgerrepræsentanter 1898. Skitse af E. Henningsen (Fr.borg) til mal. "En Folketaler paa Fælleden 1899". Karikaturer af Alfred Schmidt, 1903 og 1905. Studie af H. Vedel, 1915 (Fr.borg) til mal. 1917 af grundlovsudvalget 1915 (folketinget). Tegn. af Alfred Schmidt, 1916–24 (flere på Fr.borg). Buste af E. Utzon-Frank, 1917. Radering af Juel Madsen, 1918. Relief af Rikardur Jonsson, 1918, tegn. af samme 1920. Mal. af O. Matthiesen og afbildet på sammes mal. 1923 af den grundlovgivende rigsdag 1915 (folketinget). Radering af C. Tom-Petersen, 1923. Tegn. af Chr. Hoff, 1924. Mal. af Malmstedt, 1926. Tegn. af H. Jensenius, 1923–30 (bl.a. Fr.borg). Radering af W. Pech, 1927. Tegn. af Hans Bendix, 1928 "B. taler ved Marinus Kristensens Kiste" (Kgl. bibl.). Mal. af H. Schrörs, 1931. Buste af K. Gleerup, 1931. Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1932. Monument med relief af Svend Lindhart, 1939 (Fælledparken, Kbh.). Mal. af Aksel Jørgensen, 1949 (folketinget). Tegn. af D. Christoffersen (sst.). Tegn. af Eigil Petersen, Aksel Jørgensen, Oscar Lazar i Geneve og H. Kragh Pedersen (Kgl.bibl.). Foto.

Bibliografi

Interview i Gads da.mag., 1932 439–47. – H. P. Sørensen: F. J. Borgbjerg, 1943. Tage Kaarsted: Påskekrisen 1920, 1968. Vagn Dybdahl: Partier og erhverv 1–11, 1969.-Arkiv i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig