C.V. Rimestad

C.V. Rimestad, Christian Vilhelm Rimestad, 17.1.1816-11.8.1879, politiker, redaktør. Født i Kbh. (Helligg.), død sst. (Trin.), begravet på Frbg. R. overflyttedes 1827 fra en borgerskole, Blegdamsskolen, til Borgerdydskolen i Kbh. til hvis leder, Michael Nielsen, han livet igennem følte sig i dyb gæld. 1832 blev han i en ung alder student og n.å. cand.phil. Faderens tidlige død nødte ham til selv at sørge for sit ophold, hvorfor han s.å. blev lærer ved sin gamle skole. Som følge heraf førte hans spredte studier aldrig til nogen embedseksamen. Mest dyrkede han de samme fag hvori han underviste, geografi og historie. 1838 vandt han universitetets guldmedalje for en afhandling om antikkens og den ældre middelalders kendskab til Østersøfolkene; i Borgerdydskolens årsskrift udgav han 1841 et arbejde om Marco Polo. Deltagelse i 40ernes studenterliv eller begyndende liberale bevægelse synes han ikke at have fået megen tid til. Derimod erhvervede han sig hurtigt fortjent ry som en fortræffelig lærer. Hans usædvanlige legemsstyrke imponerede drengene, hans temperament og kåde humør rev dem med sig, og hans sjældne fortællergave holdt dem fangne. Hans pædagogiske syn var tilmed friere end mange samtidiges, hans længe yndede lærebøger i geografi vidner om frisk forståelse af naturforholdenes betydning, og ud over det rent kundskabsmæssige sigtede han mod en karakteropdragelse, hvis mål var spartansk hårdførhed. Ganske naturligt blev han derfor efter Nielsens afgang Borgerdydskolens hovedstøtte, 1845 dens inspektør og n.å. dens bestyrer. Som sådan gennemførte han en tiltrængt reorganisation, der en tid bar gode frugter.

Men snart søgte R.s energi mod nye felter. Den store vækkelse 1848 greb ham stærkt; navnlig droges han mod den folkelige kbh.ske bevægelse der prægede hippodrommøderne og fandt sin fører i P. F. Lunde. Ved valget til rigsforsamlingen i okt. 1848 stillede R. sig uden tilknytning til noget bestemt parti i Kbh.s 1. distrikt, men fik kun 38 stemmer; ufortrødent søgte han ikke des mindre gang på gang forgæves valg til folketinget, 1849, 1851 og 1852 i Kbh., n.å. i Frederikssund. I den grad lod han sig sluge af politikken, at han forsømte sin skolevirksomhed som han 1853 helt måtte opgive. Selv om hans fremtid i disse år måtte tegne sig noget usikker, steg hans stemmetal fra nederlag til nederlag,'og navnlig blev hans navn efterhånden kendt i hovedstadens foreningsliv. Den hensygnende håndværkerdannelsesforening kunne han ganske vist ikke redde; men 1853 fik han den sammensmeltet med den ligeledes af Lunde stiftede Forening for arbeiderklassens vel til en ny organisation som han betegnende nok ønskede at kalde forening for folkelig dannelse, men hvis navn blev Arbejderforeningen. Som dennes formand mødte han ganske vist opposition; men hans oplysende foredrag vandt ham dog allerede nu mange venner, og hans i disse år vagt demokratiske og ejderdanske program faldt i håndværkssvendenes smag. Da ministeriet Ørsted drev junigrundlovens venner sammen, nåede han omsider sit mål; dec. 1854 kåredes han til folketingsmand for Nyboder, Lundes gamle kreds. Her genvalgtes han til efteråret 1866, 1869–72 repræsenterede han Lyngbykredsen.

Som rigsdagsmand kom han i de første år efter A. S. Ørsteds fald ind i et mere taktisk end sagligt bestemt samarbejde med bondevennerne. Hurtigt vandt han en ret fremtrædende position i folketinget, navnlig som forkæmper for næringsfriheden; 1855 gav han stødet til den afgørende kamp herom der ikke blot bragte ham i forbitret polemik med Haandværkerforeningen, men også i modsætning til J. A. Hansen (1806– 77), der 1856 medførte Arbejderforeningens opløsning. Efter næringslovens vedtagelse dec. 1857 bilagdes, dog denne konflikt; R. blev okt. n.å. endog formand for venstres klub der samlede J. A. Hansens rigsdagsfraktion, og forhandlede på dennes vegne med A. F. Tschernings gruppe. Samtidig valgte bondevennerne ham til ordfører for finansudvalget. Han var ikke velegnet til denne post; ved indsats af sin fulde arbejdskraft skilte han sig dog hæderligt fra hvervet, men da han n.å. genvalgtes, sløjede han af og måtte siden nøjes med 1861 og n.å. at være almindeligt medlem af udvalget. I øvrigt virkede han for bedre lærerlønninger og kom derved i modsætning til Tscherning. I det hele var han alt for udpræget københavner, også for meget akademiker til i længden at føle sig tilpas i alliancen med bondevennerne. Omkring 1860 opløstes den definitivt. I rigsdagen nærmede R. sig de nationalliberale der støttede hans genvalg 1861. Vigtigere var det, at han nu helt slog sine tidligere forbundsfæller ud i konkurrencen om de kbh.ske arbejderes gunst.

Ved en art statskup inden for den af bondevennerne 1856 grundlagte Kjøbenhavns arbejderforening fik R. sept. 1860 stiftet Arbejderforeningen af 1860 der 60erne igennem samlede 2–3000 medlemmer, hvoraf dog næppe halvdelen var egentlige arbejdere. Den prægedes helt og holdent af R.s person, og til den var hans position i det offentlige liv fra nu af uløseligt forbundet. Navnlig i de første år fungerede den til en vis grad som en politisk organisation – således ikke mindst i novemberdagene 1863, da Christian IXs betænkeligheder over for den nye fællesforfatning i løbet af få dage skaffede foreningen 900 nye medlemmer og dens små stuer fyldtes af ophidset diskuterende grupper. Ved denne lejlighed og ligeledes efter Dannevirkes rømning lærte de styrende at værdsætte R. som den der bedre end nogen anden var i stand til at berolige københavnerne; mens hans radikale fortid fortonede sig i uskadelige grundlovstaler, blev han nu i virkeligheden et bolværk mod ukontrollerede folkelige bevægelser; det ridderkors der tilfaldt ham 1867 var vel til dels en anerkendelse heraf. Som de nationalliberales sagkyndige i arbejderspørgsmål fik han 1861 sæde i en kommission til undersøgelse af sygekassesagen, 1875 i den store arbejderkommission. Bortset herfra var hans politiske indflydelse efter 1860 i afgjort nedgang. I den store politik fulgte han de nationalliberale; således stemte han for novemberforfatningen 1863, og skønt han under grundlovsforhandlingerne 1865–66 ivrigt, men uden held, virkede ifor at bevare så meget som muligt af junigrundloven, endte han dog med at give den reviderede grundlov sin stemme. Med årene blev det nationale hovedsagen for ham; han søgte at rejse skyttesagen i Kbh. og trøstede sig efter 1864 med drømmen om en sejrrig revanchekrig ved Frankrigs side.

Sit bedste ydede R. som formand for Arbejderforeningen af 1860. Hvad denne udrettede for arbejdernes materielle vel var småting og skyldtes mest andre mænd. Men i folkeoplysningens historie fortjener hans navn en varig plads; på dette område kom hans særlige evner til fuldlog lykkelig udfoldelse. Han forstod at sammensætte et rigt og afvekslende modeprogram; ca. 40 pct. deraf udfyldte han med sine egne foredrag (i alt 415) der faldt i to grupper, en mindre, aktuelt-politisk og en større med historisk-geografiske emner som han fortrinsvis søgte fjernt i tid og sted. Sagaerne genfortalte han med mesterskab. Hans naive tro på, at det stof der havde fængslet skoledrenge også var det for arbejderne bedst egnede, finder en delvis forklaring i hans fremragende fremstillingsevne. Ind imellem fik han sin samtids mest kendte videnskabsmænd log kunstnere til at tale eller læse op. Nok så megen nytte gjorde måske foreningens voksende bibliotek og navnlig dens undervisning der omfattede både de elementære og de fleste af den højere skoles fag. Endelig foranstaltedes under R.s ledelse store fællesrejser, oftest til Sverige hvor han som god skandinav havde mange venner, men også fx til verdensudstillingerne i London, Paris og Wien. Alt i alt er dér ingen tvivl om; at Arbejderforeningen i sine velmagtsdage ikke blot bød sine medlemmer god underholdning, men også åbnede dem en udvidet horisont.

På samme linje ligger R.s journalistiske virksomhed. Foreningen havde sit eget organ, hvis spalter han næsten var ene om at fylde. Ti! et videre publikum henvendte han sig 1859–60 med talrige artikler (signeret r. eller 17) i Berlingske Tidende, senere skrev han i Dagbladet, indtil han 1864 modtog C. Ferslews tilbud om redaktionen af Dags-Telegrafen. Det skyldtes hans popularitet, at dette nystiftede dagblad hurtigt fik en vid læsekreds; selv skrev han talrige spidsartikler heri, dels udenrigske oversigter, dels hvasse, stundom grove indlæg i døgnets politiske debat, og han fastlagde dets særpræg på en mellemlinje mellem Erik Bøghs afgjort folkelige og Carl Plougs eller C. St. A. Billes mere akademiske form. Derimod lå det redaktionelle arbejde i snævrere forstand ikke for hans utålmodige temperament, og efterhånden forsømte han det. 1875 måtte han træde tilbage; nærmest som en retrætepost fik han 1876–77 redaktionen af Ferslews nye aftenblad Nationaltidende.

R.s sidste levetid blev i det hele rig på skuffelser. Under den skærpede politiske strid forsvandt udsigterne for det brede mellemparti, han hele tiden havde set som idealet. Samtidig glippede hans tag i den kbh.ske arbejderbefolkning. Mellem ham og den frembrydende socialistiske arbejderbevægelse var enhver forståelse udelukket. Om R.s blindhed over for det nye i tiden vidner hans udtalelse på det nordiske industrimøde 1872, at "der ikke existerer noget Arbejder-spørgsmaal som saadant i vore Dage"; på den anden side skyede modparten intet middel, end ikke hentydninger til hans formentlige svaghed for stærke drikke. Et socialistisk forsøg på at erobre Arbejderforeningen formåede han vel at afværge, men dens medlemstal sank, og han måtte til sidst kæmpe med intern opposition.

Skønt R. ikke blev nogen gammel mand overlevede han på næsten alle områder sit livsværk. Skuffelserne havde for størstedelen deres rod i hans egen natur. Han savnede evnen til selvfornyelse, fastholdt for usmidigt sin ungdoms ideer uden at drage lære af erfaringen. Hans i sig selv mægtige arbejdskraft viste sig gang på gang for ustadig til tålmodigt arbejde på langt sigt. Hans oprigtige iver for oplysning og dannelse rummede en god portion letkøbt kulturoptimisme. Bedst var han som taler og popularisator. Sine store, om end spredte og noget overfladiske kundskaber udnyttede han fortrinligt; han havde let ved at tale og rådede over et kraftigt og dog nuanceret organ; sit kbh.ske publikum tumlede han som en myndig lærer, forstod både at ildne det til begejstret anspændelse og at slappe af i gemytlighed. Docerende kunne han blive, aldrig kedelig. Småtskårenhed lå ham fjernt.