C.G. Andræ, Carl Christopher Georg Andræ, 14.10.1812-2.2.1893, politiker, matematiker. C.G. Andræ tilbragte sine første barndomsår på Møn og kom derefter med moderen til Kbh. Efter eget ønske optoges han 1825 på landkadetakademiet. Her gennemgik han alle prøverne med udmærkelse, optoges i "pageklassen" hvor han undertiden gjorde tjeneste ved majestæternes taffel, og udnævntes 1829 til sekondløjtnant i vejkorpset. Hans interesser samlede sig om de matematiske discipliner, og inden sin indtræden på den nyoprettede militære højskole 1830 gennemgik han et kursus ved Polyteknisk læreanstalt hvor han særlig knyttede sig nær til H.C. Ørsted. Den militære højskoles videregående undervisning i militære og matematiske fag samt i sprog, litteratur, statsvidenskab, historie og filosofi besad dog den største tiltrækning for ham. Med udmærkelse gennemgik han dens fireårige kursus og udnævntes i dec. 1834 til premierløjtnant i ingeniørkorpset. Hans glimrende matematiske evner havde vakt fortjent opmærksomhed, og dette i forbindelse med Frederik 6.s gunst åbnede ham adgang til to stipendieophold i Paris 1835–38, for at "studere den højere matematik" og gøre sig bekendt med de højere militære uddannelsesanstalter i Frankrig.

Under opholdene i Paris var det, næst hans matematiske studier, teaterinteresserne og historisk læsning, særlig koncentreret om Napoleonsperioden som fængslede ham mest, ligesom den nære omgang med mænd som P.A. Heiberg, C.N. David, Fr. Bornemann, Tscherning, Martensen og C.E. Fenger. Derimod spillede de politiske forhold endnu en underordnet rolle for ham, selv om han som de fleste opvakte unge havde været begejstret for Julirevolutionen. C.G. Andræ var i sine yngre år livligt interesseret på forskellige videnskabelige felter, åndfuld og indtagende i selskabeligt samkvem med dem han betragtede som intellektuelle ligemænd. Hans selskabelige midtpunkt i Kbh. var det heibergske hus, til hvilket han var blevet knyttet allerede fra den tid da J.L. Heiberg var hans lærer på den militære højskole, og til hvilket hans beundring for husets strålende frue ikke mindre end hans åndsfællesskab med husherren drog ham. I øvrigt var de år der fulgte nærmest efter pariserrejsen kun lidet tilfredsstillende for ham. Ganske vist gik hans militære avancement sin regelmæssige gang. 1839 blev han kaptajn af 2. klasse à la suite og 1842 kaptajn af generalstaben, derefter major 1848 og oberstløjtnant 1851, men hans arbejde var i begyndelsen af ganske underordnet art. Først da han i 1842 blev ansat ved den militære højskole som lærer i topografi og geodæsi og senere matematisk analyse og rationel mekanik nåede han sine ønskers mål, og undervisningen blev nu i en årrække hans egentlige livsgerning.

1853 blev C.G. Andræ direktør for Den danske gradmåling. Her virkede han, kun afbrudt af ministerårene, til 1884 og erhvervede sig et anset navn som fremragende videnskabsmand. Det blev overdraget ham at bearbejde det af H. C. Schumacher samlede materiale til en gradmåling og at supplere dette materiale til et med den oprindelige schumacherske plan overensstemmende hele. Beretningen derom foreligger i det omfangsrige værk Den danske Gradmaaling I-IV, 1867–84. Det tildrog sig hurtigt særlig opmærksomhed hos de mest kompetente sagkyndige, navnlig i Tyskland og Italien. Særlig bemærkelsesværdig var C.G. Andræs opfindelse fejlellipsen, ved hjælp af hvilken man er i stand til at bestemme fejlenes størrelse i en hvilken som helst retning ud fra det betragtede punkt. Den bekendte astronom og geodæt C.A.F. Peters udtalte i Astron. Nachrichten nr. 1741, 1869, om 1. bd., at det bragte resultater som forener den højeste grad af skarphed med en elegance der overtræffer alt hvad man tidligere har kendt.

Karakteristisk for C.G. Andræ var den omhyggelige gennemarbejdelse af ethvert problem. Det var ikke nok, at al uklarhed hævedes; men resultaterne skulle tillige fremtræde i simple former og nås ad en så jævn og elementær vej som vel muligt. Derfor var der hos ham et langt skridt imellem den første bearbejdelse af et problem og den endelige form hvori det fremtrådte, og det var kun forholdsvis få af de mange interessante opgaver som beskæftigede ham, der nåede frem til offentliggørelse; han synes i ualmindelig ringe grad at have følt trang til uden ydre foranledning at udgive sine arbejder. En del mindre afhandlinger fremkom i oversigterne over Videnskabernes selskabs forhandlinger, i Astron. Nachrichten og i den europæiske gradmålings generalberetninger.

C.G. Andræ havde i 1840'erne ikke været nogen uinteresseret tilskuer til den hjemlige politiske udvikling, men en tilskuer var han. Hans omgangskreds stod overvejende fremmed over for 40'ernes politiske oppositionsbevægelse, og selv afholdt han sig fra enhver deltagelse i den. Visse berøringspunkter var der dog. Han var en skarp kritiker af forholdene inden for hæren og af Christian 8.s regeringssystem. Han var desuden en oprigtig ven af den konstitutionelle styreform og nød et velfortjent ry for intelligens og selvstændighed. Dette forklarer at martsministeriet 1848 gjorde ham til kongevalgt medlem af den grundlovgivende rigsforsamling. Her var han ikke nogen hyppig taler og blev ikke medlem af grundlovsudvalget, men hans udtalelser hørtes altid med opmærksomhed og respekt. Han gik ikke ind i nogen af de bestående grupper, men hævdede sig allerede da som en udpræget ener. Han krævede beskyttelse for embedsmændenes politiske uafhængighed og økonomiske stilling og protesterede ved behandlingen af værnepligtsloven mod stillingssystemets ophævelse. Mest bemærket blev dog hans forslag om repræsentationssystemet. Han var da som senere en udpræget forkæmper for etkammersystemet, men ville ikke som bondevennerne bygge det på den almindelige valgret alene, men kombinere almindelig valgret med censusvalg. Trods uenigheden på dette væsentlige område havde det bondevenlige venstre følt sig så tiltalt af det nøgternt-kritiske i C.G. Andræs naturel og af den selvstændige stilling, han indtog over for det nationalliberale centrum at man besluttede at anbefale ham til valg i Fåborg-kredsen, hvor han i dec. 1849 valgtes til folketingsmand.

Der blev i den første ordinære rigsdag lagt stort beslag på C.G. Andræs arbejdskraft, idet bondevennerne valgte ham til folketingets formand 1850–52. Som formand fik han den væsentligste indflydelse på fastsættelse af tingets forretningsorden. Det havde megen betydning at en mand med så skarp logisk sans og så megen fasthed og selvstændighed kom til at sætte tingene i trit. C.G. Andræs tilslutning til bondevennerne blev aldrig intim, men når han dog mente nærmest at kunne slutte sig til dem var det fordi de, som i de år lededes af Tscherning, hverken var udpræget ejderdanske eller skandinaviske og han således af dem ventede en mere nøgtern politik i de national- og udenrigspolitiske spørgsmål end hos centrum. Det varede dog ikke længe inden forholdet væsentlig kølnedes, og inden valgperiodens udgang var deres veje skilt for bestandig.

Ved folketingsvalget aug. 1852 trak C.G. Andræ sig frivilligt tilbage, men sommeren 1853 valgtes han i Kbh. til landstinget på en væsentlig nationalliberal liste. Der var foregået en tilnærmelse mellem ham og centrum, dels på grund af hans endelige adskillelse fra bondevennerne, dels fordi han nu kunne enes med centrum i oppositionen mod ministeriet Ørsted og i kravet om at helstaten skulle være konstitutionel. For de nationalliberale var helstaten dog kun en smertelig nødvendighed medens den for C.G. Andræ var den i og for sig bedste ordning, forudsat at den blev konstitutionel. Han kunne dog tænke sig en sådan konstitutionel statsenhed opdelt administrativt mellem kongeriget og det danske Slesvig på den ene og de tyske hertugdømmer og Sydslesvig på den anden side. Bag denne tanke lå hans misbilligelse af den danske sprogpolitik i 1850'erne der søgte at trænge tysk tilbage og fremme dansk sprog i de sprogligt blandede områder i Slesvig. C.G. Andræ stemte marts 1854 for den af de nationalliberale og bondevennerne fremsatte mistillidsadresse til ministeriet Ørsted, og krigsminister Hansen der som general havde misbilliget C.G. Andræs valg til den grundlovgivende rigsforsamling 1848 gav ham nu valget mellem at udtræde af rigsdagen eller opgive sin militære stilling. C.G. Andræ valgte det sidste, og i april afskedigedes han fra den militære højskole. Efter ministeriet Ørsteds fald blev C.G. Andræ finansminister i det ministerium der 12.12.1854 dannedes under P.G. Bangs forsæde.

Fristelsen til at overtage en parlamentarisk ministers stilling har næppe været stærk for C.G. Andræ, men hans interesse for politiske spørgsmål, særlig af finansiel og forfatningspolitisk karakter, var dog under hans rigsdagsvirksomhed vokset, og netop på disse områder frembød der sig nu betydningsfulde opgaver af nyskabende art. Fra første færd tog C.G. Andræ ledende del i udarbejdelsen af den fællesforfatning for kongeriget og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg som var ministeriets hovedopgave, og han var hovedforfatteren til det udkast som godkendtes af det samlede ministerium. Opgaven var særdeles vanskelig, idet forfatningen på den ene side måtte være virkelig konstitutionel for at kunne blive accepteret i kongeriget og på den anden side måtte have en så monarkisk-konservativ karakter og skabe så stærke garantier for mindretal at den kunne have udsigt til at blive nogenlunde tålelig for hertugdømmernes tyske befolkning og de tyske magter. Ud fra disse grundsynspunkter udsprang de hovedlinier i den nye forfatning som gav den dens karakter og adskilte den fra junigrundloven: etkammersystem med et rigsråd, sammensat dels ved kongevalg, dels ved valg af landsdelenes repræsentative forsamlinger, dels ved umiddelbare valg med en ret høj valgretscensus, kongevalgt præsident, indskrænkende bestemmelser for loves behandling etc. En særlig indsats af blivende betydning gjorde C.G. Andræ ved i rigsrådsvalgloven at indføre det af ham udtænkte forholdstalsvalgsystem, hvis hensigt særlig var at værne om mindretallenes ret der altid lå C.G. Andræ stærkt på sinde.

Den Andræske forholdstalsvalgmåde var en politisk nyskabelse. Først fire år efter fremsatte den engelske forfatter Hare uden at kende C.G. Andræs system et lignende. Den nye fællesforfatning måtte vedtages af det kongevalgte rigsråd efter forordningen af 26.7.1854, og kongerigets rigsdag måtte, efter at være gjort bekendt med fællesforfatningens ordlyd, indskrænke junigrundloven til kun at have gyldighed for kongerigets særanliggender. Forhandlingen med det kongevalgte rigsråd overdroges af regeringen til C.G. Andræ som gennemførte den med stor fasthed og forhandlingsevne. Skønt rådet overvejende bestod af mænd som var principielle modstandere af den nye fællesforfatning blev den vedtaget med alle stemmer på nær to. Såvel under denne forhandling som under den, der med Bang som leder førtes med rigsdagen, fremkom der bestandig krav om indgribende ændringer som der inden for ministeriet, navnlig hos C.C. Hall, til tider var stemning for delvis at imødekomme, men disse krav mødte en uovervindelig modstand hos C.G. Andræ. Han mente at udkastet bød den efter omstændighederne bedst mulige løsning, og navnlig hævdede han at man af principielle grunde måtte holde rigsdagen ude fra enhver indflydelse på forfatningens ordlyd for over for holstenerne og de tyske magter at kunne hævde at den var selvstændig oktrojeret af kongen.

Efter fællesforfatningens gennemførelse var det C.G. Andræs ønske at ministeriet for at lette sagernes gang over for Holsten og udlandet skulle rekonstrueres ved optagelse af et par af de moderate konservative helstatsmænd og navnlig ved, at en af dem – F. Tillisch eller C.E. Bardenfleth – blev monarkiets konseilpræsident. Men han kunne ikke sætte det igennem over for kollegerne. Som finansminister øvede C.G. Andræ en afgørende indflydelse på nyordningen af monarkiets indviklede finansforhold ligesom på en række andre organisatoriske omordninger som det nye helstatssystem nødvendiggjorde. C.G. Andræ var en myndig og selvsikker leder af monarkiets finanser, sparsom med statens midler og urokkelig overbevist om sin bedreviden på de områder som var betroet til hans varetægt: "En Matematiker, foret med en Militær; han har Ret, det er Nr. 1, Nr. 2: han vil lystres," som Vilh. Topsøe træffende har karakteriseret ham. Disse egenskaber gjorde ham hurtigt særdeles upopulær, så meget mere som han ikke lagde skjul på sin ringeagt for visse centrums-koryfæers finansielle og politiske indsigt. Den respekt der stod om hans evnerigdom og stærke personlighed gav ham betydelig indflydelse også på sager som slet ikke eller kun delvis lå inden for hans forretningsområde, fx Øresundstoldens afløsning, men hans stejlhed og skarphed i bedømmelsen af kollegernes svage sider fremkaldte hyppige rivninger, og navnlig hans modsætningsforhold til Bang og L.N. Scheele skærpedes efterhånden til bristepunktet. C.G. Andræs iver for at holde grevinde Danner inden for de snævrest mulige grænser og hans dårlige forhold til Scheele bragte ham også i unåde ved hoffet. Det var C.G. Andræs demissionsbegæring der gav optakten til begge de langvarige ministerkriser i efteråret 1856 og foråret 1857. I begge tilfælde havde C.G. Andræ dog flertallet af sine kolleger med sig.

Den første krise endte med at C.G. Andræ 18.10.1856 modstræbende overtog konsejlpræsidiet, og den sidste førte 13.5.1857 til at Hall efter C.G. Andræs råd til kongen blev konsejlpræsident, og at han selv lod sig overtale til at fortsætte som finansminister. Trods det personlige venskabsforhold følte C.G. Andræ sig utryg ved Halls vigende politik. Krisen blev akut da Det tyske forbund 11.2.1858 erklærede at forbundet ikke kunne anerkende fællesforfatningens gyldighed for de tyske hertugdømmer og truede med eksekution, dvs. besættelse af Holsten og Lauenburg. Hall besluttede da efter en række bevægede forhandlinger at sætte fællesforfatningen ud af kraft for Holsten og Lauenborg. C.G. Andræ modsatte sig bestemt denne politik. Han var ganske vantro over for Halls forsikringer om at man muligt senere kunne nå tilbage til en genoprettelse af fællesforfatningen for hele monarkiet og så i den nye kurs kun det første skridt til at opgive helstaten og dermed ethvert fast holdepunkt under de senere forhandlinger med Tyskland. Såvel Ejderpolitikken som den skandinaviske alliancepolitik, i hvilken mange nu så redningsplanken, stod for ham kun som svigefulde fatamorganaer. Det Hall'ske standpunkt sejrede inden for ministeriet; kun A.F. Krieger tilbød at følge C.G. Andræ, hvis denne ville tage ledelsen og desuden overtage udenrigsministeriet, men C.G. Andræ afslog det med henvisning til sin isolerede politiske stilling og indgav sin demission 8.7.1858, dagen efter at afgørelsen var truffet i statsrådet.

Hermed endte C.G. Andræs ministerielle løbebane. Han overtog atter ledelsen af gradmålingen og fortsatte i øvrigt sin parlamentariske virksomhed. Han var 1856 af de umiddelbare vælgere blevet valgt til medlem af rigsrådet og blev under novemberforfatningen i marts 1864 valgt i Kbh. til medlem af rigsrådets landsting. Derimod mistede han ved valget til kongerigets landsting i juni 1863 dette mandat på grund af sin oppositionelle stilling til Ejderpolitikken. Trods sin isolerede stilling besad C.G. Andræ vedblivende en betydelig autoritet inden for de parlamentariske forsamlinger, af hvilke han var medlem. Hans logisk uangribelige, knappe og formfuldendte taler hørtes med opmærksomhed fra alle sider, men da han næsten bestandig havde strømmen imod sig og savnede både tilbøjelighed og anlæg for partidannelse var det kun sjældent han fik flertallet med sig. Det forslag til en fællesforfatning for kongeriget og Slesvig (novemberforfatningen) som ministeriet forelagde 1863, var han en afgjort modstander af, ikke blot på grund af dets almindelige politiske tendens, men også fordi han misbilligede dets indre struktur; opgivelsen af etkammersystemet, det ene tings sammensætning ved almindelig valgret m.m. Ved den endelige afstemning 13.11.1863 stemte C.G. Andræ mod forslaget.

Christian 9. værdsatte C.G. Andræ højt og søgte i sine første regeringsår altid hans råd i vanskelige situationer, første gang da Christian 9. tøvede med at underskrive den lige vedtagne novemberforfatning. C.G. Andræ tilrådede kongen at forlange passende betænkningstid for at se om situationen ikke kunne ændre sig, men anså det ikke for muligt i længden at fastholde vægringen, hvorfor han også afslog kongens tilbud om at danne en ny regering da dette ville være ensbetydende med sanktionsnægtelse. Et lignende afslag gav han under ministerkrisen i juleugen 1863 og motiverede det med sin isolerede stilling; hans synspunkt var her som ved "det lille rigsråd"s rådslagning med kongen 26. dec. at Hall var den eneste der, som forholdene lå, på lovlig måde og uden fare for dynastiet kunne gennemføre novemberforfatningens tilbagetagelse og derfor burde "nagles til taburetten". Betegnende for den høje anseelse C.G. Andræ nød, var også at da rigtigheden af hans forudsigelser om de politiske virkninger af novemberforfatningen viste sig, var det til ham ikke blot Krieger, men selv mænd, hvem han åbenlyst havde vist sin mistro (som D.G. Monrad og O. Lehmann) vendte sig med indstændige opfordringer til at tage ledelsen, selv om det skulle føre til opgivelse af de hidtil fulgte politiske retningslinier: Monrad i slutningen af 1863, Lehmann efter Monrads afgang 1864.

C.G. Andræ havde imødeset krigen 1864 med de mørkeste anelser, både på grund af den efter hans skøn håbløse udenrigspolitiske stilling, og fordi han så vel kendte forsvarets mangler; Dannevirkestillingen havde han altid været imod og troede heller ikke nu på dens modstandskraft, hvorfor han også ganske billigede de Mezas tilbagetog og åbent viste ham sin sympati. Under Londonkonferencen ønskede han helstatens fastholdelse det længst mulige og modtog med dyb sorg efterretningen om dens opgivelse ved det danske tilbud om Slesvigs deling ved Sli-linien og afståelse af hvad der lå syd for denne. "For mig," skrev han til Krieger, "er nu alt til ende. Det står mig, om muligt, endnu klarere end før, at mit fædreland er fortabt, og jeg er en hel del for gammel til at kunne erhverve mig et nyt, allermindst et svensk-skandinavisk." En fortsættelse af krigen for grænseliniens skyld anså han for dårskab. Ved udbruddet af den fransk-tyske krig 1870 gjorde C.G. Andræ under samvirken med Krieger som da igen var minister, og grev Frijs sit bedste for at styrke kongen i hans fastholden ved neutralitetspolitikken.

C.G. Andræ stemte 1866 mod den reviderede grundlov. Han var imod tokammersystemet og tingenes sammensætning. Han fandt det uheldigt at det ene ting sammensattes ved almindelig valgret, det andet ved indskrænket valgret. Det ville efter hans skøn føre til at det folkevalgte ting fik overvægten og sluttelig tiltvang sig den afgørende indflydelse på regeringens sammensætning. Navnlig ville dette blive tilfældet hvis man undlod at lade et fællesudvalg af de to ting træffe endelig afgørelse på uenighed om finansloven. C.G. Andræ bevarede sit sæde i 66-grundlovens landsting til sin død. Han tog ikke ordet ofte, men hans taler var altid udtryk for originale tanker og selvstændig opfattelse og gjorde tit betydelig virkning, men samlede sjældent et flertal. Med årene blev hans stilling stedse mere isoleret. Han var folketingsparlamentarismens absolutte modstander og tilhørte tingets konservative side, men ministeriel kunne han ingen sinde kaldes, navnlig ikke under ministeriet Estrup. Han havde 1858 sat sin portefølje ind på gennemførelsen af loven om Kbh.s søbefæstning, men bekæmpede regeringsforslagene om Kbh.s landbefæstning, navnlig ud fra det synspunkt at den, om ikke de finansielle og organisatoriske rammer skulle sprænges, ville føre til opgivelsen af ethvert virkeligt forsvar for den største del af landet. C.G. Andræ deltog ikke direkte i forfatningskampen, men han lagde ikke skjul på sin misbilligelse af at de foreløbige finanslove optog bevillinger som var nedstemt af folketinget, idet han mente at ministeriet i sin bekæmpelse af folketingsflertallets politik var gået uden for forfatningens grænser.

Familie

C.G. Andræ blev født i Hjertebjerg præstegård på Møn, døde i Kbh. og er begravet sst. (Ass.). Forældre: kaptajn ved 3. jyske infanteriregiment Johann Georg Andræ (1775–1814) og Nicoline Christine Holm (1789–1862). C.G. Andræ blev gift 23.11.1842 i Kbh. (Frels.) med Hansine Andræ, f. Schack, født 5.4.1817 i Sengeløse, død 17.3.1898 i Kbh., datter af sognepræst, provst Nicolai Clausen Schack (1781–1844) og Tagea Dorothea Erasmi (1785–1841). - Far til Poul Andræ.

Udnævnelser

Gehejmeetatsråd 1858. Gehejmekonferensråd 1884. R. 1850. K. 1855. S. K. 1857. DM. 1884. Preussens guldmedalje "Für Wissenschaft" 1869. Æresdoktor ved Kbh.s univ. 1879. Medlem af Accademia dei Lincei 1887.

Ikonografi

Tegn. sign. Kayser, 1842. Træsnit, 1856. Mal. af Constantin Hansen, 1860, forarbejde til mal., 1860–64, af den grundlovgivende forsamling 1848 (Fr.borg). Træsnit af H. P. Hansen, 1875. Mal. af Otto Bache, 1885 (Fr.borg), mal. forarbejde hertil, 1885 (folketinget) og tegn. (Hirschsprung; Geodætisk institut). Træsnit, 1887. Foto.

Bibliografi

Udg. Geheimekonferentsråd C. G. A. I–III, udg. P. Andræ, 1897–1911; suppl.bind 1912.

Kilder. Breve i Hist. t.6.r.V, 1894–95 121–81. P. Andræ: A. og fællesforfatningen af 2. okt. 1855, 1903. Samme: A. og hans opfindelse forholdstalsvalgmåden, 1905; 2. udg. og fortsætt., 1907. Samme: Geheimerådinde A.s politiske dagbøger I–III, 1914–20. Flemming Dahl: C.G. Andræs taler, 1933.

Lit. V. Topsøe: Politiske portrætstudier, 1878. V. H. O. Madsen i Den da. gradmåling, ny r. nr. 16, 1916.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig