Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bertel Dahlgaard

Oprindelig forfatter TKaa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Bertel Dahlgaard, 7.11.1887-31.3.1972, politiker. Bertel Dahlgaard fik sin første uddannelse ved landbruget. Han var tidligt samfundsbevidst, kom på Salling højskole og 1904-05 på Dalum landbrugsskole, blandt hvis lærere var den betydelige Henry George-pionér Jakob E. Lange der påvirkede den oprindeligt konservativt indstillede Bertel Dahlgaard 1905 ramtes han af polio og måtte opgive drømmen om at overtage fædrenegården. Under et ophold på Askov højskole ansporede Jacob Appel og Ludvig Schrøder ham til at læse økonomi. Han tog studentereksamen som privatist og blev cand. polit. 1913. Året efter ansattes han i Kbh.s statistiske kontor hvis chef han blev 1922. Hans væsentligste indsats var her grundlæggelsen af et moderne folkeregister ligesom han udbyggede og forbedrede hovedstadens statistiske publikationsvirksomhed.

I studietiden kom Bertel Dahlgaard i Studentersamfundet og under indtryk af Alberti-katastrofen fuldbyrdedes Bertel Dahlgaards overgang til radikalismen. 1911 var han med til at stifte radikal ungdom og var 1915-17 dettes formand. 1918 kandiderede Bertel Dahlgaard i Østbirkkredsen uden at opnå valg. Fra april-valget 1920 valgtes han i Skivekredsen, til han 1960 ikke lod sig genopstille. Bertel Dahlgaard bevarede hele tiden en snæver kontakt med sin vælgerforening og med de to redaktører af Skive Folkeblad, Carl og Elin Hansen.

1920 var det radikale venstres skæbneår hvor partiets folketingsgruppe halveredes. Dahlgaards medlemskab var en stor gevinst for partiet fordi han tilførte gruppen saglig viden hvis værdi øgedes ved hans veludviklede sans for politisk strategi og taktik. Svend Thorsen føjer dog hertil at Bertel Dahlgaard også havde et så offensivt gemyt at hans pågående disputerelyst ikke altid var hans parti tjenlig. Han kunne irritere; men han havde dog placeret sig sådan igennem 1920'erne at han var afgjort ministermoden i 1929 hvor SR-regeringen blev dannet. I sin 11 år lange ministertid gennemførte Bertel Dahlgaard en række love og foranstaltninger. Som et led i Kanslergade-forliget 1933 fik han bevilget indtil 30 mill. kr. til boligbyggeri for mindrebemidlede og vedtaget en lov til lettelse af konvertering af kreditforeningslån. P.g.a. modstand fra landstingsflertallet blev dog kun en mindre del af landbrugets gæld konverteret. 1933 kom også en reform af kommunestyret, bl. a. vedrørende indlemmelsesbestemmelserne, direkte valg til amtsrådene og nedsættelse af valgperioderne fra seks til fire år. Samtidig vedtoges en lov om autoriserede sygeplejersker og i 1934 lov om lægegerning hvorved forordninger af 1672 og 1794 bortfaldt. 1935 vedtoges loven om statens husholdningsråd til fremme af husholdningernes ernæringsmæssige, hygiejniske, tekniske og økonomiske forhold og den første civilbeskyttelseslov. 1936 gennemførtes love om kreditforeningernes og købstadhypotekforeningernes organisation og virkemåde. Efter mange vanskeligheder lykkedes det i 1937 Bertel Dahlgaard at få gennemført love om en fælleskommunal udligningsfond og om økonomisk udligning mellem hovedstadskommunerne. De tjente til at løse uligheden i kommunernes økonomiske stilling og afværgede formentlig en indlemmelse af Frederiksberg og Gentofte kommuner i Københavns kommune. Samme år kom loven om personlig skat til kommunen; den medførte bl.a. en bedre systematik og en ændret beregning af skatten til erhvervskommunen og betød en rimeligere fordeling af skatten mellem erhvervs- og opholdskommunen. 1937 fik Bertel Dahlgaard ligeledes med støtte i det nyligt erhvervede landstingsflertal vedtaget en lejelov der skulle sikre mod økonomisk udnyttelse, og lov om indførelse af sundhedsplejersker. I 1938 fornyedes styrelsesloven for København så at nu kun borgerrepræsentationen og ikke tillige magistraten fik den besluttende myndighed. Samtidig erstattede en valgt overborgmester overpræsidenten som magistratens formand. Samme år kom love om byplaner, om boligbyggeri og huslejenedsættelser for mindrebemidlede, børnerige familier, i 1939 om boligtilsyn og sanering. Bertel Dahlgaard var myreflittig og udvejsrig, men ville som minister i høj grad selv præge også detaljerne i administration og lovgivning, ligesom hans skarpe tunge ikke skaffede ham lutter venner. Hertil bidrog også at han anså det for sin opgave at følge med i hvad de socialdemokratiske ministre foretog sig. Ved rekonstruktionen af ministeriet Stauning 8.7.1940 afgik Bertel Dahlgaard der ikke havde større lyst til at være minister under de rådende besættelsesforhold.

Annonce

Bertel Dahlgaard tilstræbte efter 1945 en friere stilling for det radikale venstre hvorved han også kalkulerede med muligheden for øget indflydelse for sit parti. Da socialdemokratiet under indtryk af konkurrencen fra Danmarks kommunistiske parti syntes at tage et skridt mod venstre lagde Bertel Dahlgaard sig i selen for at forkynde læren om de tre strømninger: den socialistiske, den social-liberale og den konservative. Det radikale venstre skulle udgøre kernen i centrum. Trestrømningslæren lanceredes samtidig med begrebet om det samarbejdende folkestyre der byggede på den opfattelse at et demokrati med parlamentarisme og forholdstalsvalgmåde med et deraf flydende flerpartisystem ikke kan fungere uden vilje til samarbejde; men naturligvis var Bertel Dahlgaard ikke blind for at som partiforholdene var i efterkrigstiden ville det radikale venstre som tungen på vægten få en begunstiget placering dersom det kunne lykkes at få disse tanker til at slå an. Det blev ingen let kurs. Bl.a. Knud Kristensens Sydslesvig-politik beredte Bertel Dahlgaard vanskeligheder, men han veg ikke tilbage for sammen med socialdemokratiet og kommunisterne at gennemføre hans fald.

Det må nok konstateres at det ikke lykkedes at få Bertel Dahlgaards tanker til at slå igennem. Partiet førte stemmemæssigt en langsomt hensygnende tilværelse, og den frie stilling gik tabt da det radikale venstre i 1957 blev tvunget til at vælge side hvad Bertel Dahlgaard logisk nok længst muligt havde ønsket at undgå. Alligevel var perioden 1945-57 Bertel Dahlgaards storhedstid som politiker. I mange henseender var han i disse års politik - og især da den som angik de almindeligt parlamentariske forhold og de økonomiske forlig - folketingets centrale skikkelse. Bertel Dahlgaards magt var stor i disse år, dog stedse med Jørgen Jørgensen ved sin side og avet af den også mindretalsregeringer tilkommende opløsningsret. 1957-61 var Bertel Dahlgaard økonomiminister hvilket betød at han næsten ingen departementale eller lovgivningsmæssige opgaver havde og derfor kunne følge med i hele den økonomiske politik, en opgave der lettedes ved hans gode samarbejde med mænd som Viggo Kampmann og Jens Otto Krag. Den tilbageholdende og forsigtige politik trekantregeringen førte havde Bertel Dahlgaard en stor del af æren for. Ser man tilbage på Bertel Dahlgaards politiske tilværelse var der meget som ikke lykkedes. Neutralitetspolitikken kunne efter 1945 ikke vinde flertal, og de nordiske forsvarsplaner brast også. En af Bertel Dahlgaards sidste handlinger som minister var at medvirke til et forsvarsforlig der kun kunne opfattes som en anerkendelse af NATO-politikken. Husmandsbevægelsen som han i sin jomfrutale karakteriserede som bærer af fremtiden var i tilbagegang. Det lykkedes som nævnt ikke at skaffe partiet en øget tilgang ved den social-liberale lære. Alligevel udrettede han mere end det beskæres de fleste ministre. Selv om han havde betænkelighedens nådegave og som indenrigsminister blev karakteriseret som nøleren, var han i 1930'erne en af velfærdsstatens betydeligste, men også forsigtige opbyggere. Landbrugets udvikling fulgte han ængsteligt, og han lagde et stort arbejde i at afbøde de værste virkninger af krisen. Bedst befandt han sig dog i forligssmedjen, og bedst når han ikke var minister. Han nød at være udenfor, men dog have indflydelse. Det var ham en nydelse at manøvrere med andre politikere, navnlig når de ikke vidste at der blev manøvreret med dem. Hvad han nåede skete mest i samarbejde med socialdemokraterne hvis forslag han i mange situationer havde styrke til at beklippe og ændre af hvilken grund han ikke var elsket i socialdemokratiet. Om oprigtigheden i hans ønske om at hjælpe småkårsfolk kan der ikke herske tvivl. Han var demokrat og socialt tænkende. Bertel Dahlgaards styrke var hans forståelse for de lange linjer i dansk politik. Han havde historisk sans og et vågent øje for perspektiverne i det han foretog sig. Han så det store i det små. Han havde overblik over det hele samfundsliv og tillige et sikkert instinkt for hvad vælgerne tænkte. Folkefører blev han aldrig. Han manglede nemlig folkelig bredde. Hans evner og anlæg gjorde ham til den deciderede parlamentariker som suverænt beherskede alle spillets regler. Han var en dreven taktiker som dog ikke tabte de strategiske mål af sigte. Knud Kristensen var storsindet nok til at formulere denne dom over ham: "I sin færd som folketingsmand og minister har han ydet et stærkt bidrag til rigsdagens ry for ubestikkelighed og hæderlighed".

Familie

Bertel Dahlgaard blev født på Hesthave, Rødding sg., Viborg amt (døbt i Krejbjerg), død i Gentofte, begravet sst. Forældre: proprietær Poul Dahlgaard (1848-97) og Johanne Primdal (1848-1933). Gift 27.12.1913 i Viborg med Christine Dorthea Poulsen, født 3.9.1885 i Viborg, død 28.9.1975 i Gentofte, datter af sergent, senere stabssergent Lauge Poulsen (1852-1934) og Christiane Kristensen (1854-1934). - Far til Poul Dahlgaard (1915-93), Lauge Dahlgaard og Tyge Dahlgaard.

Ikonografi

Afbildet på tegn. af H. Jensenius udst. 1928, tegn. af samme 1939, af Otto Christensen, 1941 (Fr.borg) samt af H. Lollesgaard og Hans Bendix (begge Kgl. bibl.). Mal. af Preben Wölck (folketinget), malet forarbejde hertil. Foto.

Bibliografi

Kilder. Bertel Dahlgaard i Politisk testamente, 1962 23-32. Bertel Dahlgaard: Kamp og samarbejde, 1964.

Lit. Aage Deleuran i Berl. aftenavis 22.4.1960. Elin Hansen i Politisk årbog og almanak 1961, udg. Det radikale venstre 59-70. Jørgen Jørgensen i Kristeligt dagbl. 6.11.1962. Sv. Thorsen: Mennesker i politik, 1962 89-106. Samme: Folketinget i Nærbillede, 1974 148-56 162-67 (m. bibliografi). Papirer Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tage Kaarsted: Bertel Dahlgaard i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288635