Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Balthazar Christensen

Oprindelige forfattere HLars og NNeer
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Balthazar Christensen, Balthazar Matthias Christensen, 25.10.1802-21.4.1882, politiker. Født i Randers, død på Grøndal ved Frbg., begravet i Kbh. (Ass.). C. blev student 1819 fra Randers og cand. jur. 1825, tog eksamen om til første karakter 1829. 1825-29 var han herredsfuldmægtig i Viborg og blev 1829 surnumerær assistent ved kolonialbestyrelsen på Guineakysten. Allerede i sin studentertid havde han været grebet af de politiske frihedsideer som uden for Danmark begyndte at røre sig, og efter at han 1820 havde været med til at stifte Studenterforeningen bestræbte han sig for at give denne et vist politisk sving. Fyrig og initiativrig som han var kunne han dårligt finde sig til rette i koloniadministrationens dødvande og kom snart i vanry som oppositionsmand hvorfor guvernøren hjemsendte ham 1831. Avancement ad embedsvejen var nu foreløbig spærret for ham, og 1832 tog han sin afsked fra statstjenesten og blev fuldmægtig hos kammeradvokat Gregers Schack, 1837 prøveprokurator og 1839 overretsprokurator i Kbh. Julirevolutionen i Frankrig havde vakt hans stærke begejstring og som andre yngre akademikere på denne tid så han hen til den franske parlamentsopposition som et forbillede. I den gryende frihedsbevægelse herhjemme tog han del med liv og sjæl. 1834 udgav han et flyveskrift om pressefriheden og var 1839 sammen med C. N. David, Jens Giødwad, Orla Lehmann og Abraham Wessely med til at omdanne ugebladet Fædrelandet til et dagblad og var selv dets ansvarshavende redaktør indtil han 1841 måtte fratræde da han ved dom var blevet sat under censur. 1835 havde han for penge der var tilfaldet ham ved hans første ægteskab købt den ret store gård Grøndal (13½ tdr. hartkorn), og dette førte ham der var borgerrepræsentant i Kbh. (1840-43) ind i det landkommunale arbejde som medlem af sogneforstanderskabet for Frbg. og Hvidovre (1842-44) og samtidig, som valgt af amtets sognekommuner, i Kbh.s amtsråd. I disse forsamlinger var han sammen med J. C. Drewsen virksom såvel for reformer i styrelsen som for at hævde det kommunale selvstyre over for autoriteterne.

C.s ry som demokratisk frihedsmand i forbindelse med hans evne til at vinde landboernes tillid førte ham 1841 ind i Østifternes stænderforsamling, valgt af de mindre landejendomsbesidderes vælgerklasse i det vestlollandske distrikt; samtidig valgtes han i Kbh. til suppleant. Han genvalgtes på Lolland 1847 og valgtes samme år også til stænderforsamlingen for Nørrejylland. I stænderforsamlingerne stod han sammen med Drewsen, Orla Lehmann og andre repræsentanter for de liberales venstre fløj i kravene om konstitutionel forfatning, trykkefrihed, Slesvigs nærmere tilknytning til kongeriget etc, men markerede et radikalere standpunkt ved i modsætning til Drewsen og Lehmann at gå imod regeringsforslaget om stænderkomiteer med lige mange repræsentanter for hver af de fire stænderforsamlinger der skulle rådslå om anliggender der var fælles for hele monarkiet eller for flere provinser inden for dette. Hans motivering var at man derved ville skyde virkeliggørelsen af det konstitutionelle krav endnu længere ud i fremtiden, svække stænderforsamlingernes betydning og muliggøre en nærmere samvirken mellem Slesvigs og Holstens stænder. Størst betydning fik dog den kamp han sammen med Drewsen førte for en forbedring af bondestandens stilling og ophævelse af den bestående ulighed i dens og de øvrige samfundsklassers retsstilling. Denne kamp kulminerede i det forslag han og Drewsen 1844 stillede om nedsættelse af en landbokommission der skulle undersøge de forhold under hvilke den danske bondestand, særlig dens godsbundne del, befandt sig, og stille forslag i retning af dens "fuldstændige Emancipation" gennem fæstes overgang til selvejendom eller arvefæste, standsning af oprettelsen af len, stamhuse og majorater, ophævelse af den bestående ulighed i byrder og rettigheder mellem det frie og det ufrie hartkorn og indførelse af almindelig værnepligt. Forslaget blev modtaget med voldsom forbitrelse af forsamlingens konservative, særlig af godsejerfløjen og faldt ved afstemningen, men det skaffede forslagsstillerne varm anerkendelse fra østifternes bondestand og gav stødet til en stærk bevægelse inden for denne, og til at bønderne nu i modsætning til tidligere blev lydhøre over for det konstitutionelle krav. Til dette sidste bidrog ikke mindst den ihærdige agitation, som C. nu begyndte imellem dem. Drewsen havde vel i stændersalens debatter været den som fyldte mest, men i det agitatoriske arbejde var det C. som gik i spidsen. Han var næstformand i Kbh.s amts landkommunalforening 1844-45, og da regeringens lidet velovervejede "bondecirkulære" af 1845 gav bondebevægelsen vind i sejlene stiftede Drewsen og C. 1846 efter opfordring af bønder fra Holbæk amt det landsomfattende Bondevennernes selskab med væsentlig samme program som havde fundet udtryk i stænderforslaget 1844. Selskabet hvis formand blev A. F. Tscherning, og i hvis bestyrelse, foruden stifterne, bl.a. også O. Lehmann havde sæde fandt snart en efter tidsforholdene betydelig tilslutning og kom i de følgende år til at spille en overordentlig vigtig rolle som centralorgan for bondevennebevægelsen og for valgforberedelserne til stænderne og de senere parlamentariske forsamlinger. I hele dette arbejde var C. den bærende kraft, og han nød i disse år en popularitet inden for østifternes bondestand som ingen anden. Man stolede med rette på hans overbevisningstroskab og uegennytte og gav sig gerne ind under hans patriarkalske regimente. Også hans allerede dengang lidt gammeldags patetiske veltalenhed faldt i datidens bønders smag.

Da den nye tid brød frem 1848 stod C. i den almindelige landspolitik sammen med de nationalliberale i kravet om en fri, demokratisk grundlov også omfattende Slesvig. Bondevenneselskabet havde i febr. optaget kravet om almindelig valgret på sit program og iøvrigt i henvendelser til kongen med styrke rejst sine landbopolitiske krav, men heri lå endnu ikke nogen adskillelse fra de nationalliberale. Da C. efter Tschernings udnævnelse til minister havde overtaget formandspladsen i bondevenneselskabet 24.3. udstedte han en henvendelse til bondestanden hvor han opfordrede den til at nære fuld tillid til martsministeriet med den særlige begrundelse at Tscherning, Lehmann og Monrad havde sæde deri, og til at vise sig friheden værdig ved ikke at stå tilbage for nogen anden stand i at bringe de ofre som krige nødvendiggjorde. Han fik dannet "væbningskomiteer" som ved frivillige gaver skulle skaffe heste til hæren og sørge for de faldnes efterladte. Et vidnesbyrd blandt mange om hans betydelige indflydelse på denne tid var at han i løbet af fire dage fra sjællandske bønder fik fremskaffet 400 heste til anvendelse i hæren.

Annonce

Adskillelsen fra de nationalliberale kom imidlertid allerede i april da ministeriet i østifternes stænder fremlagde forslag om valgloven til den grundlovgivende rigsforsamling efter hvilket 45 af de 145 medlemmer ikke som de øvrige skulle vælges ved almindelig stemmeret, men udnævnes af kongen. C. rejste, ligesom Tscherning havde gjort det inden for ministeriet, modstand mod disse kongevalg men fik kun et mindretal med sig. Kampen førtes med stigende bitterhed ude i landet; Bondevenneselskabet gik, efter at Drewsen var udtrådt af dets bestyrelse, med C, og dets valgparole blev at alle der havde stemt for kongevalgene skulle fældes hvilket betød krig på kniven mod adskillige af dem der hidtil havde stået som C.s nære meningsfæller. Den radikale "Hippodromkomité" i Kbh. som var stiftet i marts og som C. var medlem af krævede ikke blot almindelig valgret men også etkammersystem og stillede sig på samme standpunkt. Under valgkampen var C. utrættelig på færde overalt, og resultatet blev en venstregruppe på noget over 40 mand under hans ledelse. Det program dette parti gjorde til sit var i det væsentlige det samme som Hippodromkomiteens, og det måtte på forhånd være klart at det ikke lod sig gennemføre i rigsforsamlingen, men ikke desto mindre øvede venstre i kraft af sin talstyrke og en forstandig ledelse en betydelig indflydelse på mange af afgørelserne. Maj 1849 var det hele ved at løbe sammen i en hårdknude idet ingen afgørelse af hovedproblemet: landstingets sammensætning om hvilken regering og rigsdag kunne samles, syntes mulig. Under de reaktionære strømningers voksende styrke i Europa og den konservative strømkæntring herhjemme var der al mulig udsigt til at sagen ville strande eller i hvert fald få en betydelig mindre demokratisk løsning end den der dog endnu var mulig. Da reddede C. situationen ved at overtale sit parti til at slutte sig til det tidligere bekæmpede Bruun-Jespersenske forslag der med bevarelse af den almindelige valgret til landstinget opstillede en valgbarhedscensus. Dette forslag var når venstre sluttede sig til det sikker på vedtagelse i rigsforsamlingen og på regeringens sanktion, og hermed var hele grundlovsværket i havn. C. vandt den dag taknemmelig anerkendelse fra mange der ellers stod ham imod, og hans bitreste modstander, A. S. Ørsted, erkendte som han senere offentligt udtalte at venstre var blevet "vel og klogelig ledet". Ved valgene til. den første ordinære rigsdag dec. 1849 fortsatte C. som bondevenneselskabets formand den opportunistiske politik han havde ført i rigsforsamlingen ved i modsætning til den taktik der var ført ved det foregående valg at anbefale bønderne at stemme på de mest demokratisk sindede af centrums-mændene, deriblandt Drewsen og Monrad, for i dem at finde en støtte for frisindede landboreformer og mod mulige attentater på junigrundloven. Selv valgtes han til folketingsmand for Holbækkredsen.

1849 betegner kulminationen i C.s politiske liv. I rigsforsamlingen og under valgbevægelsen havde han været den virkelige leder; nu trådte han tilbage i anden række. På den første ordentlige rigsdag var Tscherning venstres anerkendte leder, og efter at have erkendt hans synsmåders berettigelse underordnede C. sig ham loyalt som hans "adjudant" skønt disse synsmåder i statspolitisk henseende var forskellige fra dem han selv hidtil havde hyldet. Tscherning anså ikke Ejderpolitikken for gennemførlig, men mente at den ministerielle helstatspolitik var nødvendig under de daværende europæiske forhold, og at venstre ved samarbejde med ministeriet bedst værnede om junigrundloven og banede vejen for landboreformerne. Mens Tscherning bestemte venstres politik i de store træk lå den indre partiledelse, agitationen ude i landet og en stor del af lovgivningsarbejdet i C.s hænder. Efter hans indstændige opfordringer var 1849 den store landbokommission han og Drewsen i stænderne havde kæmpet for blevet nedsat; han var selv blevet medlem af den og gjorde inden for den et betydeligt arbejde som fortsattes på rigsdagen da de af kommissionen forberedte lovforslag om udjævning af byrder og rettigheder mellem det privilegerede og uprivilegerede hartkorn og afløsning af gårdmands- og husmandshoveriet kom til behandling. C. havde ønsket at give disse love en affattelse som mere imødekom bøndernes krav, men da det kom til stykket medvirkede han dog til deres gennemførelse i erkendelse af de store fremskridt de bragte, og det skønt de stærkt bekæmpedes af J. A. Hansen hvem de allerfleste af partiets bønder fulgte. Et tredje hovedpunkt: fæsteforholdets tvangsafløsning på grundlag af princippet om fæstebondens medejendomsret til fæstejorden kæmpede han forgæves for både nu og senere. Kun forslaget om fæsteafløsning på statens bøndergods som han selv havde indbragt, og det tilsvarende om de offentlige stiftelsers jordegods lykkedes det at gennemføre.

Venstreledelsens ministerielle politik som gik så vidt at C. ved augustvalget 1852 opgav sin sikre Holbækkreds til fordel for indenrigsminister P. G. Bang og lod sig vælge i Blæsenborgkredsen (den senere Lejrekreds) vakte stigende modvilje inden for partiet, og denne stemning bredte sig også til en del af bondestanden, særlig på Fyn. Mange i rigsdagspartiet, særlig de yngre akademikere som havde sluttet sig til venstre var også utilbøjelige til at finde sig i C.s patriarkalske, men ret skrappe partiledelse, og frafaldet blev henimod slutningen af valgperioden betydeligt. Det kunne ikke undgås at C.s anseelse og popularitet led under dette, og hertil bidrog også hans økonomiske forhold. Han havde i 40erne oparbejdet en indbringende sagførerforretning, men den indstillede han fra 1848 så godt som fuldstændigt for helt at kunne ofre sig for sine offentlige hverv; embedsstillinger som han havde kunnet få ville han for at bevare sin uafhængighed ikke søge, og da tilmed landbruget på Grøndal kun gav ringe udbytte og hans familie voksede stærkt (i alt 24 børn) kom han snart i alvorlig pengetrang. Blandt hans meningsfæller foranstaltedes der 1848-52 indsamlinger som indbragte i alt ca. 28.000 kr., men hvor betydeligt dette beløb end dengang var kunne det dog langtfra opveje de ofre han havde bragt, men udnyttedes ikke desto mindre kraftigt af hans modstandere. Siden fik han dog ved valg til statsrevisor (1853-80) noget økonomisk rygstød. Vanskeligheder i partiet og J. A. Hansens stedse mere fremtrængende indflydelse foranledigede i sommeren 1853 C. til at trække sig tilbage fra folketinget og ved et suppleringsvalg lade sig indvælge i landstinget (2. kreds). Under ministeriet Ørsted kunne C. ikke følge regeringen så langt som Tscherning, og deres veje skiltes fra nu af. I venstres politik blev J. A. Hansen den ledende og C. fulgte ham først til "den kolde Alliance" med de nationalliberale og i de følgende års væsentlig mod disse rettede politik. I oktoberforfatningens rigsrådsfolketing valgtes han marts 1864 i Nykøbing S. C. indtog som fører for den lille venstregruppe i landstinget en mere tilbagetrukket stilling end tidligere, og 1858 fratrådte han som formand for bondevenneselskabet der i øvrigt nu havde tabt det meste af sin politiske betydning. I lovgivningsarbejdet deltog han med usvækket interesse; skønt ikke længere leder var hans anseelse og indflydelse i venstre dog ingenlunde ubetydelig. Han der allerede i 50ernes begyndelse sammen med Tscherning havde støttet grevinde Danners stilling fordi man mente hun hos kongen ville blive en modvægt mod angreb på junigrundloven var gennem sin nære forbindelse med kammerherre Carl Berling i særdeles grad virksom ved dannelsen af ministeriet Rottwitt hvis chef tilhørte venstre. C. bidrog i øvrigt i disse år ikke lidet til at føre partiet i ejderpolitisk og skandinavisk retning og var 1861 med til at stifte Dannevirkeforeningen der skulle drive regeringen Hall frem til en kraftigere ejderdansk og skandinavisk politik. 1864 var han der med årene havde fået en vis forkærlighed for vidtsvævende og undertiden ret virkelighedsfjerne politiske kombinationer sammen med H. R. Carlsen til hvem han nært havde sluttet sig, dybt indviklet i planerne om nordisk "Unionsparlament og Tronfølgeidentitet".

Under forfatningskampen 1864-66 var han den eneste af venstres ledende mænd som fra først til sidst modsatte sig enhver omdannelse af landstinget hvorved dette ville miste sin demokratiske karakter. Han nedlagde i begyndelsen af 1865 sit mandat som medlem af rigsrådet som protest mod dettes deltagelse i grundlovsforhandlingerne, gik skarpt imod det endelige grundlovsforslag og oktoberforeningspolitikken og deltog med kraft i ledelsen af nejsigernes valgkampagne ved de afgørende rigsdagsvalg i sommeren 1866. Selv faldt han ved landstingsvalget, men valgtes okt. 1866 til folketingsmand for Frederikssundkredsen. Fra J. A. Hansen havde oktoberforeningspolitikken skilt ham, og han stod fra nu af indtil udgangen af 60erne sammen med H. R. Carlsen som leder af det nationale venstre som væsentlig bestod af grundtvigske venstremænd til hvis nationale synsmåde og stærke frihedskrav, særlig på kirkens og skolens område, han, skønt ikke i egentlig forstand grundtvigianer, følte sig stærkt draget. 1870 gik han med til venstregruppernes sammenslutning i det forenede venstre hvis formand han blev. Han var dog nu mere sit partis højt hædrede veteran der af alle æredes for sin overbevisningstroskab, uselviskhed og store fortidsindsats i venstres politik, end egentlig leder. Da han nov. 1873 faldt ved folketingsvalget i Frederikssund var han en tid ude af rigsdagen men valgtes aug. 1875 til folketingsmand for Middelfartkredsen hvilket mandat han bevarede til sin død. Ved venstres deling 1878 fulgte han den Bojsen-Holsteinske gruppe.

Familie

Forældre: ritmester, senere generalmajor Christian Peter C. (1765- 1836) og Kirstine Bang (1772-1855). Gift 1. gang 23.5.1835 i Kbh. (Frels.) med Oline Tønderine Ingeborg Græbe, født 2.5.1811 sst. (Helligg.), død 7.8.1843 på Frbg. (Helligg.), d. af bogtrykker Christopher G. (1773-1845) og Inger Marie Larsen (ca. 1771-1839). Gift 2. gang 26.10.1844 i Kbh. (Helligg.) med Caroline Marie Olsen, født 15.11.1823 sst. (Helligg.), død 26.5.1916 på Frbg., d. af mekaniker, senere brændevinsbrænder Peter O. (ca. 1788-1866, gift 2. gang 1839 med Karen Kirstine Lund, ca. 1808-85) og Pauline Ingeborg Græbe (ca. 1800-35). - Far til Alfred C. (1854-1943).

Ikonografi

Karikatur 1846. Litografi af I. W. Tegner, 1851, gengivet på litograferet mindeblad 1892. Mal. af E. Lehmann ca. 1855. Karikaturer af bl. a. Constantin Harisen, af Klæstrup, 1863, m.fl. Mal. s.m. J. A. Hansen af Constantin Hansen, 1862 (folketinget), forarbejde til sammes mal. af den grundlovgivende rigsforsamling, 1860-64 (Fr.borg). Træsnit 1873. Litografi 1874, gengivet i flere træsnit, bl.a. to af C. Hammer, 1882 og 1883, det ene efter foto. Træsnit 1877. Maske af A. Bundgaard (folketinget). Foto.

Bibliografi

Zodiacus: Parlamentariske stjernebilleder, 1875. V. Topsøe: Politiske portrætstudier, 1878 60-72. Dansk folketid. 5.5.-23.6.1882. C. P. i III. tid. s.å" nr. 1182. H. Wulff: Den danske rigsdag, 1882. H. Holm: B. C, 1887 = Studentersamf.s småskr. LVII-LVIII. N. Neergaard: Under junigrundloven, 1892-1916. Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. 1830-48 II, 1934. - Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen, N. Neergaard: Balthazar Christensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288229