Axel Kristensen

Axel Kristensen, Axel Christian Kristensen (døbt Christensen), 1.4.1895-11.11.1971, forsyningsminister, civilingeniør. Født i Kbh. (Sundby), død på Diakonissestiftelsen på Frbg., urne på Gladsakse kgd. Efter realeksamen tog K. adgangseksamen til Polyteknisk læreanstalt og blev cand. polyt. (fabriksingeniør) 1918. Et par år var han assistent ved læreanstaltens kemiske laboratorium og 1920–23 driftsingeniør på Dansk Porcelænsfabrik i Kastrup. Ved faderens død gik han over i gartnerierhvervet og var handelsgartner i Gladsakse til 1929 da han ansattes som driftsingeniør ved Porcelainsfabrikken Norden, fra 1939 underdirektør. 1944–47 og igen 1950–57 var han direktør ved Bing & Grøndahl & Norden. K. sluttede sig som ung til partiet venstre, deltog i VU og var sognerådsmedlem i Gladsakse 1925–33. Han var liberalist i Th. Madsen-Mygdals ånd. Han indså nok organisationernes berettigelse i et moderne samfund, men var mod organisationstvang, var heller ikke ven af tilskudspolitik og velfærdsstat, men ønskede frihed for enhver til at forme sin tilværelse, hvori så også lå at enhver der kunne skulle klare sig selv. Sociale ydelser var til handicappede og dem der under ihærdig kamp for at klare sig selv dog bukkede under. K. gik ind i et energisk organisationsarbejde ved siden af at han 1935–43 var venstres kandidat i Slagelsekredsen. 1941–60 var han formand for det sjællandsk-bornholmske venstre og 1951–65 næstformand for venstres landsorganisation. I særlig grad lå det ham på sinde at opbygge et stærkt venstre i hovedstaden. Fra 1941 arbejdede han med planer om et hovedstadsblad for venstre. Chancen kom da partiet under Knud Kristensens regering havde betydelig fremgang i Kbh.-Frbg. Fra 1.10.1946 udkom København, udgivet af A/S Den kbh.ske Venstrepresse hvis formand K. var, til han blev minister. Bladet ophørte dog med udgangen af 1949. K. var endvidere sammen med grosserer Anker Lau initiativtager til udskillelse af det kbh.-frbg.ske venstre i hovedstadens venstre der efter valglovens regler kunne optræde som selvstændigt parti og ved valget 1947 fik tre folketingsmedlemmer valgt hvor venstre hidtil havde været urepræsenteret. Rigsdagens andre partier anså udskillelse af en del af et parti som selvstændig enhed for en krænkelse af valglovens ånd og gennemførte 1948 en ændring af valgloven så hovedstadens venstre blev en engangsforeteelse.

1945 var K. blevet valgt til folketinget i Hillerødkredsen og genvalgtes 1947 og 1950. Da Knud Kristensen efter hårde angreb mod handelsminister J. Villemoes' liberaliseringspolitik fritog ham for den væsentligste del af hans resort blev K. 24.4.1947 forsyningsminister og overtog ved Villemoes' afgang 6.9. den resterende del af handelsministeriet. K.s ministergerning blev dog ganske kortvarig idet Knud Kristensens regering afgik 13.11.1947. Kort efter folketingsvalget 1950 nedlagde K. af helbredshensyn sit mandat ved årets udgang, men vendte 1957 tilbage til folketinget, valgt i Roskilde, 1960 og 1964 i Gladsakse hvor han ikke opnåede valg 1966. Dermed sluttede K.s politiske virke som gennem 1950erne og 60erne var foregået i nært samarbejde med Erik Eriksen hvis bestræbelser for at fastholde og udbygge VK-samarbejdet han støttede kraftigt. Hans liberalisme fra de unge år modereredes efter anden verdenskrig da samarbejdet mellem stat og erhverv var blevet mere selvfølgeligt, men han var stedse på vagt over for statslig regulering og voksende offentlige udgifter. Den teknologiske udvikling i disse år havde hans varme interesse, ikke blot gennem deltagelse i ledelsen af ingeniørforeningen, men især ved indsats for at afhjælpe mangelen på teknikere. Han sad i repræsentantskabet for det 1958 oprettede ingeniørakademi og i planlægningsudvalget for polyteknisk læreanstalts byggeri i Lundtofte samt i teknisk videnskabeligt forskningsråd fra 1960 og i Akademiet for de tekniske videnskaber fra 1961. Som medlem af kommissionen om teknisk uddannelse var han en drivende kraft bag indførelsen af mellemtekniker-uddannelserne, og fra 1968 var han formand for byggeudvalget for forskningscentret ved Hørsholm. K. var en farverig skikkelse, omstridt, men anerkendt for sin stærke personlighed. Han kunne vel nu og da på nogle virke besværlig ved sin utrættelighed for hvad der optog ham, men intet standsede ham. Han stolede på at han kunne overbevise gennem sin indtrængende og varme argumentation og han kunne se vemodigt, endog sørgmodigt på den der ikke lod sig overbevise. Så sikker var han i sin overbevisning. Sit hjertelag for handicappede viste han ved en stor indsats for hjælp til psykotiske børn, ikke mindst som formand fra 1968 for Sofieskolen som han ydede betydelige bidrag til.