Arne Sørensen, Arne Christian Sørensen, 2.10.1906-1.3.1978, politiker, forfatter. Født i Hvalpsund, Gislum hrd, død i Lyngby, begravet Hellerup kgd. S. voksede op hos sin morfar i et gammeldags almuemiljø. Han blev uddannet ved butikshandel, men bibliotekskonsulent Jørgen Banke blev gjort opmærksom på hans usædvanlige evner og skaffede ham privat støtte til at gå på kursus i Kbh. hvor han 1928 tog klassisk-sproglig studentereksamen. Han havde sin gang i Bankes hjem og knyttede her et nært venskab med sønnen Niels Banke og med Robert Stærmose. 1929 blev han knyitet til Politiken hvor han var medarbejder til 1931 og igen 1934–36. 1930–36 var han desuden lærer ved forskellige højskoler, bl.a. Esbjerg arbejderhøjskole og Den nordiske højskole i Geneve. Han fik nær kontakt med ledende højskolefolk i Danmark og Sverige, bl.a. Brunnsviks forstander Alf Ahlberg, og blev en hyppig gæst i forsamlingshusene. 1930 udkom en samling friske prosadigte Spark og Kærtegn og 1933 debatbogen Funktionalisme og Samfund der vakte meget røre. Han læste glubsk og forarbejdede hurtigt det læste til bestikkende og flotte synteser der bragte Europas nyeste debatindlæg ud til kronikl.esere og tilhørere. Gennembruddet over for en større offentlighed skete med den kulturfilosofiske bog Det moderne menneske fra 1936 der på kort tid opnåede fire oplag. Bogen førte samme år til grundlæggelsen af den politiske forening Dansk samling og tidsskriftet Det tredje Standpunkt. S. afviste både den konservatisme der fornægtede den moderne verdens sociale problemer og de socialistiske og radikale bevægelser som han så som blinde for traditionelle værdier. I steilet talte han for en folkelig fornyelse der på én gang var socialt radikal og trofast mod den danske arv. Da der i hans kritik af politik og åndsliv var meget der havde en overfladisk lighed med nazistiske strømninger i udlandet, blev det ignoreret at han samtidig klart forkastede de løsninger som disse gik ind for og lagde afgørende vægt på værdier som nazismen foragtede. Dansk samlings ønske om at blive politisk parti førte til at det etablerede partisystem vendte sig mod S. med en forenklet propaganda der har præget en ukritisk eftertids dom over ham. På trods heraf blev de mennesker, navnlig unge, der virkelig satte sig ind i hans tanker, svejset sammen i en trofasthed der bar over mange skuffelser og grundfæstede deres demokratiske ansvarsfølelse.

S. havde travlt, og i sin utålmodighed gjorde han undertiden bekendtskaber der politisk var mindre heldige, og som han også opgav meget hurtigt, men som forinden havde nået at skade hans ry. En tilbøjelighed til dialektisk fremstilling førte ham også i den brede strøm af artikler og småskrifter og i programbogen Danmarks Fremtid fra 1938 til formuleringer, hvorfra det var let at pille uheldige citater ud. Den succes han havde haft 1936 afløstes derfor af nedgang og isolation, og Dansk samlings deltagelse i valget 1939 var en eklatant fiasko. Krigsudbruddet førte imidlertid til en afklaring og en ubetinget stillingtagen for de allieredes kamp mod nazisterne som efter besættelsen blev fulgt op i en mangesidet virksomhed der længe balancerede mellem det tilladte og det forbudte. Ved valget 1943 var Dansk samling det eneste parti der gjorde front mod rigsdagspartiernes samarbejdspolitik, og det fik valgt tre folketingsmænd, hvoriblandt S. Den 29. august 1943 gik S. underjorden, og i resten af besættelsestiden levede han illegalt, fra december 1943 som medlem af Danmarks frihedsråd med særligt ansvar for den illegale bladvirksomhed, men også med forbindelse til sabotage og andre arbejdsformer. Han fortsatte med at skrive, både under eget navn, således Hvad skal vi gøre ved Tyskerne bagefter? i december 1943 der var et stærkt og fremsynet – og i mange modstandskredse meget lidt populært – indlæg om, at den kommende fred burde bygge på ret og menneskelighed, og pseudonymt i de tvangfrit udkommende Niels Jydes Breve. Fra november 1944 til befrielsen udsendtes på S.s initiativ det illegale dagblad Morgenbladet. I befrielsesregeringen fik Dansk samling to pladser, og S. der helst ville have undgået et fagministerium blev kirkeminister, da det ikke lykkedes at få nogen af partiets mange præster til at påtage sig opgaven. Tvetydigheden i samarbejdet mellem de gamle partier og frihedsrådet viste sig hurtigt, og politikernes ressentiment mod modstandsbevægelsen og ønsket om at føre det politiske liv tilbage til førkrigstilstanden skabte spændinger som S. og andre af Dansk samlings folk manglede evnen til at mestre. Det første problem opstod allerede ved udarbejdelsen af regeringens tiltrædelseserklæring hvor man fra visse sider insisterede på en udenrigspolitisk upåkrævet passus om at grænsen lå fast. Emnet var kun aktuelt, for så vidt som der i den sidste del af besættelsen, bl.a. i Dansk samling-kredse, havde været en vis agitation for grænseflytning som man af indenrigspolitiske grunde ønskede neutraliseret. S. accepterede til sidst formuleringen, men fik tilføjet en sætning om at mindretallenes stilling måtte overvejes. Nogle Sydslesvigaktivister opfattede S.s holdning som opportunisme og vendte sig til de borgerlige politikere der på et senere tidspunkt tog Sydslesvigspørgsmålet op. I løbet af sommeren 1945 angreb Oluf Pedersen fra Danmarks retsforbund, der som eneste parti ikke var med i regeringen, Dansk samlings ministre, dels med opkog af påstandene om S.s nazistiske fortid, dels med påstande om, at modstandskampen blev udnyttet partipolitisk. Stormløbene blev afvist med en stående erklæring fra statsminister Vilhelm Buhl om, at regeringetis dannelse havde været "en bydende nødvendighed", en formulering der ikke bidrog til at styrke tilliden til Dansk samling. Også retsopgøret skabte uløselige spændinger. Modstandsbevægelsen har fået pålagt hovedansvaret herfor, men den faktiske gennemførelse af det skete med en konsekvent stivhed der skyldtes de gamle politikere, mens S. og andre forgæves søgte at få mildnet kursen over for de små syndere hvis sager blev færdigbehandlet hurtigt med den urimelige følge, at de blev straffet hårdere end de mere belastede, hvis sager trak ud. Kirkeministeriet var i S.s tid et mindre stille sted end det plejer at være – med ølkasser i baglokalet og umiddelbart efter befrielsen svære pistoler i forkontoret – og S. undgik heller ikke de affærer der regelmæssigt dukker op i den kirkelige administration Han besatte mod menighedsrådets ønske den myrdede Tage Schacks embede med en anden Tidehvervspræst, og uden på forhånd at have sikret sig finansudvalgets samtykke bestilte S. monumentet til mindelunden i Ryvangen. S. manglede den parlamentariske erfaring der kunne have forberedt ham på reaktionen herpå fra de under samlingsregeringens vilkår noget frustrerede folketingspolitikere. Ved valget i oktober 1945 var størstedelen af den sympati, der havde ombølget Dansk samling ved befrielsen, forduftet, også fordi partiets socialt og økonomisk radikale program, der havde S.s fulde støtte, chokerede mange vælgere. S. blev genvalgt som et af nu fire medlemmer fra Dansk samling, men følte sig ikke hjemme i folketinget. Sporadiske gode indsatser i enkelte debatter, bl.a. en kraftig protest mod det golde tyskerhad, afløstes af længere perioder hvor S. overlod sine ordførerskaber til andre eller tog orlov for at foretage udenlandsrejser. Både den illegale virksomhed og tiden i regeringen havde slidt på ham, og hans tilsyneladende evige optimisme var afløst af en flakkende og hektisk aktivitets-trang med en vrimmel af planer der ikke blev virkeliggjort. I en periode drev han Arne Sørensens forlag med flere væsentlige udgivelser, men økonomisk fiasko. 1947 havde S. – som derefter også vælgerne – mistet tålmodigheden med Dansk samling, og året efter gik han i en slags halvemigration. Lige til 1965 var han stadig på farten, først og fremmest i Nord- og Sydamerika, men også som leder af et rejsende seminar for unge amerikanere i Europa. Overalt havde han øjnene åbne, og de mange indtryk resulterede i avisartikler og bøger, bl.a. Mellem vest og øst, 1950, Fra Hollywood til Akropolis, 1952, Sønner af de slagne, 1965 og Sokrates i forsamlingshuset, 1966 der rummer tidsbilleder og refleksioner som rækker ud over øjeblikket. Fra 1965 til sin død var han for det meste i Danmark hvor han var banebryder for fremtidsforskningen og de sidste år forstander for Forskningshøjskolen i Haderslev. – S. var ingen systematisk tænker, men en vågen iagttager, formidler af nye tanker og synsvinkler. Hans evne til at modtage nye indtryk og give dem videre hurtigt og vækkende blev bevaret til det sidste, ligesom evnen til at fængsle mennesker og sætte dem i gang. Mange af dem der som politikere eller i andre offentlige hverv har været med til at præge Danmark i den sidste menneskealder har hentet en væsentlig del af deres inspiration fra mødet med S.

Familie

Forældre: husmand Christian S. (1881–1963) og Karen Marie Nielsen (1884–1969). Gift 30.5.1931 i Kbh. (kat.-apost.) med Nina Rasmussen, født 28.2.1905 på Frbg., død 9.6.1996, d. af grosserer, senere direktør for De danske maltfabrikker Julius R. (1878–1961) og Ingeborg Elisabeth Lumholdt (1878–1939).

Ikonografi

Afbildet på Georg Jacobsens mal. af Danmarks frihedsråd under besættelsen 1951–53 (Fr.borg), hertil tegnet skitse (sst., dep. på Kbh.s univ., Amager) og malet skitse (Fr.borg). Livsmaske. Foto.

Bibliografi

Halfdan Lefevre: Mændene i Danm.s frihedsråd, 1945 114–32. Frode Jakobsen: I Danm.s frihedsråd I-II, 1975. De danske ministerier 1929–53, ved Tage Kaarsted, 1977. Erik Halvorsen: Et moderne menneske I-II, 1982–83.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig