Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aksel Møller

Oprindelig forfatter HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Aksel Møller, 1.1.1906-20.3.1958, politiker. Født i Asminderød, død på Frbg., begravet sst. M. gik i Efterslægtselskabets skole, men blev taget ud af 2. gymnasieklasse 1922 og ansat i Kbh.s Brandforsikring da faderens økonomiske forhold forværredes under bankkrisen. Med den energi der var karakteristisk for M. fortsatte han sin uddannelse på aftenkursus og blev student 1924, privat dimitteret, samtidig med sine klassekammerater fra Efterslægten. 1933 blev han cand.polit. Hans ansættelse i Kbh.s Brandforsikring, hvor han 1938 var avanceret til ekspeditionssekretær, ophørte 1942 hvorefter han var sekretær i Assurandør-societetet til 1944. På det tidspunkt havde han længe været aktiv politiker. Sin politiske interesse havde han især fra faderen der tilsluttede sig konservatismen, men ikke selv gik aktivt ind i politik. M. begyndte sin politiske virksomhed i studenterforeningen og var formand for dens konservative fraktion 1928-30. Forud for senioratsvalget 1931 tog M. initiativ til fraktionsdannelsen National samling der 1931-32 besad senioratspladserne med M. som deltager. Fra studenterforeningen førtes M. ind i landspolitik som sekretær for Konservativ ungdoms landsorganisation 1928-30 og formand for organisationen 1936-38 hvormed fulgte medlemskab af det konservative folkepartis hovedbestyrelse. 1933 udgav M. Politik, en indføring i politiske ideer fra Platon og Aristoteles til nutiden og en skildring af linjer i fransk og engelsk politik og dansk politisk historie. Bogen var beregnet til selvstudium og studiekredsbrug. I dens advarsel mod brugen af store ubestemmelige ord vidnede den om M.s realitetssans og det opgør som snart skulle komme med KUere der begejstredes for visse sider af den italienske fascisme. Det fremførtes i Ungkonservatismen, 1936, især i afsnittet Breve til en kampfælle, og afsluttedes på landsmøde 1938 da M. besejrede den fløj af KU som gik mod J. Christmas Møller og sluttede sig til Victor Pürschel og hans Nationalt samvirke. Fra 1937 til sin død var M. medlem af Frbg. kommunalbestyrelse, rådmand 1946-48 og borgmester 1948-50 og 1954-58. Folketingsmedlem var han fra 1939 til sin død, valgt på Frbg. Kort efter den tyske besættelse 1940 var M. sammen med DSUs formand H. C. Hansen initiativtager til Dansk ungdomssamvirke. Der blev i krigsårene et nært samarbejde mellem yngre konservative og yngre socialdemokrater, personificeret i de to der eftersommeren 1944 blev de demokratiske partiers repræsentanter i kontaktudvalget med frihedsrådet. Sammen med Ole Bjørn Kraft deltog M. i drøftelserne med modstandsbevægelsen om dannelsen af befrielsesregeringen og forhandlede febr. 1945 i Stockholm med Christmas Møller. – Efter genoptagelsen af normalt rigsdagsarbejde rykkede M. frem til en række betydningsfulde poster. Han blev 1945 medlem af finansudvalget, den parlamentariske kommission og forsikringsrådet, 1946 statsrevisor og medlem af toldrådet og efter Christmas Møllers udtræden af den konservative folketingsgruppe 1947 partiets ordfører i økonomiske og finansielle spørgsmål. Sammen med Ole Bjørn Kraft og Vilhelm Fibiger havde han 1945 opfordret Christmas Møller til at genindtræde som formand for den konservative folketingsgruppe og søgte 1946-47 at undgå et brud da uenigheden om Sydslesvigpolitikken tilspidsedes mellem gruppe og formand. Efter Christmas Møllers deltagelse i valget okt. 1947, opstillet som løsgænger i Sønderjylland, og venstres store fremgang på de konservatives bekostning erklærede M. på møde i den konservative hovedbestyrelse at man måtte gøre sig klart at Christmas Møller ikke ene bar skylden for den skete udvikling, men diskussionen omkring hans stilling til partiet måtte høre op. Partiet kunne ikke længere bære denne diskussion. Forhåbentlig kom der en tid hvor Christmas Møller faldt til ro så separationen ikke blev til varig skilsmisse. Håbet brast ved Christmas Møllers død få måneder senere.

Sammen med partiets landsformand Halfdan Hendriksen og gruppeformanden Ole Bjørn Kraft var det M. der rejste det konservative folkeparti efter det store nederlag 1947. Hans lyse skikkelse og varme blå øjne indgød tillid. Et tilsagn fra ham blev holdt. Han var den elegante taler der ikke oplæste et manuskript, men fik en forsamling til at lytte. På folketingets talerstol var han en af de bedste og en betydelig kraft i det saglige arbejde i udvalgene. Intet der havde forbindelse med lovgivningsarbejdet var ham fremmed. Hans nationale holdning var grundfæstet. Han ønskede en orden garanteret af staten, men satte samtidig borgernes individuelle muligheder for at hævde sig højt. Han blev – med Svend Thorsens ord – "konservativ på et grundtræk i sit væsen: med blikket rettet mod det kommende ville han bevare sammenhængen med det forbigangne, socialt forstående var han dog historisk forankret". Navnlig var han vågen over for den voksende mellemstands problemer. Hans følsomhed og åbenhed over for nyt gjorde ham søgende for at finde en politik og tage et initiativ, men kunne også volde ham tvivl og gøre ham nølende i beslutninger.

Som oftest var han dog progressiv og konstruktiv. Over for socialdemokratiet ville han skabe et borgerligt alternativ i samarbejde med venstre – vel at mærke på den betingelse at det konservative folkeparti blev fuldt ligeberettiget med det større venstre. Den konstruktion lykkedes 1950 ved dannelsen af regeringen Erik Eriksen-Ole Bjørn Kraft i hvilken M. overtog indenrigs- og boligministeriet. Bortset fra de særlige forhold under besættelsen var det første gang gennem 50 år at konservative beklædte ministerposter. Det gav, ikke mindst under de hårde økonomiske indgreb som valutakrise og Koreakrig gjorde nødvendige, anledning til utilfredshed blandt konservative tillidsmænd så M. måtte erindre dem om at "nødvendige kendsgerninger er partiprogrammer overlegne".

Annonce

Som boligminister vedgik M. arv og gæld til boligloven af 1946 med billige statslån til boligbyggeri, dog med en lille forhøjelse af renten og med begrænsning af statslige og kommunale lån, men til gengæld med yderligere lettelser til familier med børn og til aldersrente- og invaliderentenydere. Dette sociale hensyn lå også i den begyndende udligning af forskellen mellem lejen i ældre og nyere byggeri gennem tilladelse til lejeforhøjelse på 5-6 pet. i boliger fra før 1939. Kbh.s grundejerforening fandt forhøjelsen alt for lille og demonstrerede voldsomt mod M. på et møde foråret 1951, men han ændrede ikke stilling til det han med smidighed havde forhandlet sig til enighed med socialdemokrater og radikale om. Som indenrigsminister var hans væsentligste resultat nye sindssygehospitaler i Glostrup og Ålborg og plejehjem for sindssyge i Viborg og Ballerup. Som medlem af forfatningskommissionen førte M. sammen med Ole Bjørn Kraft grundloven af 1953 igennem den konservative rigsdagsgruppe så dygtigt at kun et par konservative ikke fulgte gruppen ved lovens vedtagelse. Det var for M., der i 1930erne havde fulgt Christmas Møllers forfatningspolitik, vel nok det største resultat af ministerperioden. Det var ham en skuffelse at regeringen Erik Eriksen-Ole Bjørn Kraft ikke kunne fortsætte efter septembervalget 1953. Han fastholdt i årene derefter samarbejdet med venstre, men hans ønske om at søge kompromis hvor det var muligt gjorde ham ikke til nogen varm tilhænger af den meget konsekvente oppositionspolitik som V og K førte i midten af 1950erne. Det var hans indgriben der sikrede forlig med socialdemokrater og radikale da huslejeloven var til revision under regeringen H. C. Hansen. – Efter regeringsperioden vendte M. tilbage til borgmestergerningen på Frbg. 1954. Året efter valgtes han til formand for den konservative folketingsgruppe efter Ole Bjørn Kraft. Han sad desuden i bestyrelsen for telefonfabrikken Automatic, I/S Isefjordværket og Zoologisk have samt i repræsentantskabet for Kbh.s kreditforening. Han påtog sig således en meget stor arbejdsbyrde trods det at hans fysik ikke var særlig stærk, men med den interesse han havde for samfundsforhold og politik og den samvittighedsfuldhed og pligtfølelse han besad var der for ham kun ét at gøre: at give sig selv i arbejdet. Det sled ham op. Kun 52 år gammel døde han. Hans stræben havde været ideel. Aldrig søgte han noget for sig selv. Parti og politik var for ham midler til at gavne samfundet.

Familie

Forældre: prokurist Hugo Nicolaus M. (1885-1963) og Olga Constance Neve Muller (1885-1961). Gift 16.5. 1931 i Malmö (Skt. Johannes) med Gred Elise Westergren, født 8.10.1904 sst., d. af kaptajn John W. (1864-1934) og Ebba Hagelquist (1868-1941). – Bror til Poul M. (født 1919).

Udnævnelser

K. 1951.

Ikonografi

Mal. af Knud Mühlhausen, 1952. Afbildet på A. Tørsleffs mal. af grundlovens underskrivelse, 1953 (folketinget). Foto.

Bibliografi

Vilh. Topsøe i Weekendavisen 23.6.1978. Tage Mortensen i Berl. tid. 20.3.1958. Gunnar Nielsen i Politiken s.d. Sv. Thorsen: Mennesker i politik, 1962 153-66. Henrik S. Nissen og H. Poulsen: På da. friheds grund, 1963. Carl Kauffeldt i Det konservative folkepartis hist. IV, 1966. Aage Trommer i Hilsen til Hæstrup, 1969. Poul Møller: Mennesker og meninger, 1970. Samme: Fra kamp til samarbejde, 1974. Kn. Secher: De borgerliges borgerkrig, 1976. De danske ministerier 1929-53, ved Tage Kaarsted, 1977.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen: Aksel Møller i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294664