Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sigvard Munk

Oprindelig forfatter SiJe

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Sigvard Munk, Sigvard Jensen Munk, 17.4.1891-10.4.1983, overborgmester. Faderen ejede en lille gård, men måtte sælge den på grund af svagelighed og flyttede til Horsens, hvor familien kom til at leve under yderst fattige vilkår. Munk var den ældste af sønnerne og måtte tidligt hjælpe til med at bjærge føden til familien, bl.a. som avisdreng. Efter endt skolegang kom han i lære på Emil Møllers telefonfabrik i Horsens. Egentlig havde familien ikke råd til at lade ham stå i lære, idet lærlinge normalt ikke fik løn. Men fabrikanten der kendte familiens vilkår lod drengen få mulighed for at tjene en smule ved overarbejde. Efter udstået læretid havde Munk planer om at gå på valsen i Tyskland, men så døde faderen og Munk måtte blive i Horsens og bidrage til familiens eksistens. Efter at have aftjent sin værnepligt i garden fik han en stilling som montør ved telegrafvæsenet i Kbh. Allerede i Horsens havde Munk været en slags talsmand for fabrikkens lærlinge; i København blev han kollegernes tillidsmand og 1918 bestyrelsesmedlem i smedenes fagforening efter at han på et bevæget møde havde givet den syndikalistiske opposition en kraftig opsang. I den følgende tid kom Munks fagforeningsafdeling ud i svære vanskeligheder, dels af økonomisk art, dels på grund af syndikalisternes bestræbelser for at tage magten i fagbevægelsen.

Munk blev en af lederne i kampen for bevarelse af den socialdemokratiske linje, og 1921 blev han forretningsfører for metalarbejdernes centralforening. Denne post bestred han til han 1931 blev forretningsfører for Det kooperative forbund og direktør for Dansk kooperativ assurance (der senere gik op i AL-KA). Ved siden af det fagpolitiske arbejde kom han i stigende grad ind i det almindelige politiske, det kommunalpolitiske såvel som det landspolitiske. 1928 rykkede han ind i Kbh.s borgerrepræsentation som suppleant for Social-Demokratens redaktør Marinus Kristensen, og 1931 blev han medlem af folketinget som repræsentant for socialdemokratiet i Nykøbing F.-kredsen. Han sad i folketinget til 1938 og blev medlem af finansudvalget, men derefter helligede han sig helt sine kommunale opgaver. 1935 var Munk blevet rådmand i magistratens 2. afdeling (finanser og hospitalsvæsen) hos den strenge og dominerende borgmester Peder Hedebol. Samarbejdet med denne synes i begyndelsen at være gået meget godt, men efterhånden fandt Munk som adskillige andre i kommunalbestyrelsen, at det personlige modsætningsforhold mellem borgmestrene Hedebol og P.J. Pedersen havde antaget sådanne former at både hensynet til byens styre og til partiet krævede radikale forholdregler. Efter magistratsvalget 1938 der bragte afslutningen på de to stridende borgmestres kommunale karrierer blev Munk borgmester for magistratens 3. afdeling (socialvæsenet).

Ledelsen af den sociale forsorg i storbyen København under besættelsen og i efterkrigstidens fattige år var en umådelig krævende opgave, og Munk fik god brug for sine organisatoriske evner og stærke nerver – en enkelt gang også for sine fysiske kræfter idet han foretog en korporlig udsmidning fra sit kontor af en revolverbevæbnet nazist. Et af de sværeste problemer der måtte arbejdes med var bolignøden. En frivillig boliganvisning fra 1943 hjalp kun lidt, en tvungen fra 1945 noget mere. Børnene og de gamle var, som altid i svære tider, de grupper, der ramtes hårdest af tidens vanskeligheder, og Munk betragtede deres forhold som hovedopgaver der skulle løses så vidt midlerne overhovedet rakte. 1956 blev Munk byens overborgmester, og mens han indtil da energisk havde stillet krav til byens kasse til sin afdelings mange og dyre opgaver, blev han fra nu af kassens vogter. Men tiderne var med ham. Den forrige periodes økonomiske vanskeligheder afløstes snart af opgangstider. I sine første overborg-mesterår måtte han nok kræve skatten sat i vejret, men så var han i stand til at gå i gang med at føre udviklingen den modsatte vej. År efter år kunne han møde med forslag om pæne skattenedsættelser samtidig med at han fik nedbragt kommunens gæld. Ved hans afgang som overborgmester 1962 lå København skattemæssigt lavt såvel i forhold til Nordens øvrige hovedstæder som til et stort antal danske købstæder. Inden for det storkøbenhavnske område lå København i den luneste halvdel.

Annonce

Lige siden sin ungdom interesserede Munk sig stærkt for sport og han brugte meget af sin sparsomme fritid til sportsudøvelse, og interessen fulgte ham op i borgmesterårene, hvad der i øvrigt resulterede i forskellige tillidsposter. 1951–56 var han således formand i forretningsudvalget og bestyrelsen for Københavns idrætspark og 1959-68 repræsentantskabets formand. Inden for sporten har han specielt interesseret sig for skydning og kricket.

Som socialborgmester har han naturligvis siddet i ledelsen af en række sociale institutioner, herunder også institutioner der arbejder på privat grundlag. Han har således været formand og forretningsfører for generalkonsul Jens Olsens fond 1960-76 og medlem af tilsynsrådet for børnehjemmet Jens Olsens minde i Nivå. Blandt tillidsposter inden for andre områder kan nævnes, at han var medlem af socialdemokratiets forretningsudvalg 1957-61, af tilsynsrådet for Bikuben 1939-72, af Københavns havnebestyrelse 1937-63 og af steriliseringsudvalget 1939-56.

Familie

Født i Ørnstrup, Torsted sg. ved Horsens, død i Kbh. (Helligånds), begravet sammesteds (Vestre).
Forældre: gårdejer, senere medhjælper Jens Andreas Munk (1860-1910) og Karen Hansen (1869-1951). Gift 22.4.1916 i Kbh. (Skt. Markus) med defektrice Marie Jensen, født 10.9.1891 i Horsens, død 17.3.1965 i Kbh., d. af guldsmed Mikkel Jensen (1869-1950) og Rasmine Jørgine Rasmussen (1866-1948).

Udnævnelser

F.M.l. 1963.

Ikonografi

Buste af Svend Lindhardt (Bellahøjbadets aula). Mal. af O. Matthiesen, 1940 (Kbh.s rådhus). Foto.

Bibliografi

Sigvard Munk: Bydreng, smed, overborgmester. Med et tillæg om Jens Olsens minde, 1980 (selvbiogr.). Inverviews i Berl. tid. 16.4.1961, Kommunalarbejderen, 1963 nr. 5 6f 20 og sst. 1974 nr. 12 20-22. – Peder Hedebol: Spurv i tranedans, 1956. Aktuelt 16.4.1961.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sigurd Jensen: Sigvard Munk i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294571