Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Viggo Starcke

Oprindelig forfatter HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Viggo Starcke, 13.3.1895-22.3.1974, minister, læge. Født i Kbh, død i Lyngby, begravet i Kbh. (Holmens). S. blev student fra Det danske selskabs skole 1913 og cand.med. 1921. Han var demonstrator anatomiæ 1917–18, manuduktør i anatomi 1918–26, reservelæge i Korsør 1921–22, 1. assistent ved farmakologisk institut 1923–25 og kandidat ved flere kbh.ske hospitaler til 1926 da han blev overlæge ved kuranstalten GI. Skovridergård ved Silkeborg og samtidig praktiserende læge i Silkeborg. I 1920erne foretog S. studierejser i fysiurgi og rheumatologi til Stockholm, Uppsala, Berlin og Wien. 1946 fratrådte han overlægestillingen ved GI. Skovridergård og boede derefter på Egegården i Ørholm, optaget af sit politiske arbejde og sit forfatterskab. – S. voksede op i et hjem, præget af videnskabelige og samfundsmæssige interesser. Han videreførte faderens politiske ideer, koncentreret om frihandel, grundskyld og begrænsning af statsmagten til principielt kun at omfatte borgernes retssikkerhed. Han oplevede som ung student at Danmarks retsforbund stiftedes i hjemmet 1918 og var gennem 1920erne talsmand for retsforbundet ved mange møder. 1925 blev han medlem af redaktionsudvalget for Retsstatsbladet og var medlem af forbundsrådet for Danmarks retsforbund 1928–29 og 1940–49. Fra 1930 sad han i bestyrelsen for Henry George-foreningen og var medlem af grundskyldsudvalget fra 1929. S.å. var han første gang opstillet til folketinget og opstilledes ved de følgende valg, men blev først valgt 1945 i Århus amt og repræsenterede 1947–60 Kbh.s amt i folketinget. Gennem disse femten efterkrigsår var det han blev kendt landet over som politiker. Forud havde han et, ofte polemisk, forfatterskab bag sig, især udmøntet i artikler og pjecer, altid præget af hans grundlæggende anskuelser. Efter faderens død udgav han dennes efterladte skrifter og Harald Høffding og C. N. Starcke, 1928 der belyste modsætningen mellem de to filosoffer og var et forsvar for faderens synspunkter. Om faderens skoletanker skrev han i Det pædagogiske selsk.s Aarsberetn. 1931–32. I en række småskrifter som Social Ret, 1931, Fosterdrab, 1932, Folket og Retfærdigheden, 1943, Livet ligger i Fremtiden, 1945 og Nationale Spørgsmaal, 1946 drøftede han partiets ideologi og aktuelle spørgsmål. Sammen med N. Bredkjær m.fl. udgav han 1936 De store Landboreformer og Handelsfrihedens Tid. Den nationale tendens i forfatterskabet forstærkedes under besættelsen og 1946 udgav han bogen Danmark i Verdenshistorien, en art opgør med småstatstan-kegangen, 1949 pjecen The Viking Dånes. Denne holdning sås også i hans politiske virke. Han sympatiserede med Sydslesvigbevægelsen efter anden verdenskrig, gik som medlem af kommissionen vedr. de islandske håndskrifter i den arnamagnæanske samling i Kbh. mod håndskrifternes overdragelse til Island og var modsat en væsentlig del af sit parti tilhænger af dansk medlemskab af NATO og indtrådte 1950 i Atlantsammenslutningens repræsentantskab. 1946–57 var S. formand for sit partis folketingsgruppe. Den talte tre medlemmer da han blev valgt 1945, men ved 1950-valget bragtes den op på 12 medlemmer. S. forstod at appellere til utilfredsheden over de opretholdte restriktioner og rationeringer fra krigsårene og at male i lyse farver hvad der ville ske af fremgang når alle snærende bånd blev løst. Det gav gevinst selv om der ikke skal ses bort fra at der i disse efterkrigsår også var en reformtendens blandt vælgerne som så en mulighed i en grundskyldsreform, men det lader sig ikke nægte at der var populistiske træk i hans agitation. Ved septembervalget 1953 halveredes retsforbundets folketingsgruppe, men 1957 nåede den igen op på ni mandater, hvilket blev afgørende for at radikale og socialdemokrater kunne sikre sig flertal i tinget. Oluf Pedersen der i mange henseender var modpol til S., mere pragmatisk end den teoretiske S. og modstander af NATO, satte igennem at retsforbundet indtrådte i regeringen H. C. Hansen, trekantregeringen, maj 1957. S. blev minister uden portefølje og satte særlig ind på at bremse tendenser til øget statsdirigering og modsatte sig at undervisningsminister Jørgen Jørgensen fremsatte sit lovforslag om overdragelse til Island af de islandske håndskrifter. Forslaget kom først efter valget 1960 der gav retsforbundet så ringe tilslutning at det mistede alle sine mandater og følgelig ikke fortsatte i regeringen. S. var derefter ikke meget aktiv i politik. Han blev sin overbevisning om det retfærdige i beskatning af jordværdierne tro og tro mod frihandel og den personlige friheds værd. Han var gennem mange år retsforbundets elegante leder, elegant i påklædning, elegant som taler, kultiveret i hele sin optræden. Ved sin første optræden i TV indledte ham med et: "God aften! Tak fordi jeg måtte komme indenfor i stuen ..." Han havde en tid lang et fast greb om sine tilhørere. Lad borgerne være i fred! var et af hans slogans. Men tilhængerne forsvandt da retsforbundet påtog sig regeringsansvar. Der var for langt mellem den kompromisløse politik han og hans parti havde talt for og den virkelighed der mødte S. i regeringssamarbejdet. Han havde måske allerede forstået det da han kun modstræbende lod sig bevæge til regeringssamarbejdet.

En ganske særlig opmærksomhed samledes om S. da han i 1950erne fik tilladelse til at lade sin oldemors tante Giertrud Birgitte Bodenhoffs grav åbne og hævdede, dog ikke uimodsagt, at hun var blevet begravet skindød 1798 og at graven senere var blevet plyndret af gravrøvere. Han udgav Giertrud Birgitte Bodenhoffs Mysterium, 1954.

Familie

Forældre: professor C. N. S. (1858–1926) og Charlotte C. Lorenzen (1860–1953). Gift 1. gang 28.10.1921 i Fjenneslevlille med Doris Manniche, født 3.3.1896 i Tørslev (gift 2. gang 1935 med overkirurg Aage Johannes Als-Nielsen, 1890–1979), d. af direktør, konservator A. L. V. M. (1867–1957) og Karen Bang (1872–1936). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 2.9.1935 i Nykøbing F. med Lis Kristoffersen, født 30.7.1909 sst., død 12.12.1998, d. af boghandler Viggo K. (1878–1942) og Elisabeth Thomsen (1875–1926). – Bror til Henrik S.

Annonce

Ikonografi

Tegn. af Niels Lundberg, 1947. Afbildet på tegn. af H. Bendix 1953 og 1960 (Kgl. bibl.). Tegn. af Otto F., 1957, af Otto Christensen s.å. og af Bo Bojesen udst. 1961. Afbildet på tegn. af Bjarne Laursen 1973–74 (Amalienborg). Relief af H. Isenstein. Foto.

Bibliografi

V. S.: Triumf eller fiasko?, 1972 (erindr.). – Poul Petersen i Politiken 23.3.1974. Berl. tid. s.d. Vejen frem 29.3. s.å. Albert Fabritius i Pers.hist.t. 13.r.III, 1955 41-59; IV 44.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen: Viggo Starcke i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297741