Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Sørensen

Oprindelig forfatter HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Poul Sørensen, 25.6.1904-29.6.1969, minister, generalsekretær. Født i Roskilde, død i Hornbæk, begravet i Roskilde. S. tog realeksamen fra Roskilde katedralskole 1921 og eksamen fra Købmandsskolen i Kbh. 1922. I ungdomsårene var han ivrig og energisk sportsmand og vandt Sjællandsmesterskabet i enkeltmandsgymnastik. Gennem 13 år var han ansat i erhvervsvirksomheder indtil han 1935 blev partisekretær i det konservative folkeparti, generalsekretær fra 1941. Tidligt politisk interesseret gik han ind i konservativ ungdom og var næstformand i KUs landsorganisation 1930–36. I samme periode og igen fra 1954 til sin død var han medlem af det konservative folkepartis hovedbestyrelse. 1933 indvalgtes han i Roskilde byråd og sad der til hans første ministerperiode indledtes 1950. En ny byrådsperiode havde han 1954–56 hvorefter han helt helligede sig arbejdet i folketinget. Hans kommunalpolitiske arbejde førte ham ind i købstadforeningens repræsentantskab 1937 og i dens bestyrelse 1946–56, fra 1950 på posten som næstformand. Desuden var han 1946–50 medlem af bestyrelsen for sygehusforeningen, kommunernes pensionsforsikring og kommunernes kulkontor. Ved folketingsvalget 1935 opstilledes S. i Køgekredsen og indtrådte 1941 i folketinget som stedfortræder for redaktør Povl Drachmann ved hans død. Ved folketingsvalget 1947 opnåede S. ikke genvalg, men var fra 1950 til sin død valgt i Odensekredsene. – Som ung konservativ frydede det S. at J. Christmas Møller 1929 brød det konservative samarbejde med venstre. Han ønskede en selvstændig moderne konservatisme uden underordningsforhold til noget andet parti. Da de konservative 1932 skulle vælge ny formand efter Charles Tvede foreslog S. på KUs vegne at vælge Christmas Møller hvilket skete. Som næstformand i KU repræsenterede S. sammen med Aksel Møller den Christmas Møllerske demokratiske linje over for den fløj i KU der sværmede for fascistiske symboler og førte en provokerende antiparlamentarisk politik. S.s samarbejde med Christmas Møller fik en langt stærkere karakter da han 1935 tiltrådte som partisekretær. Nogen let opgave havde han ikke. Stauning-Munch regeringen vandt en betydelig sejr ved folketingsvalget 1935 og næste år erobrede den flertallet i landstinget. Dertil kom stærke indre kampe i det konservative parti om den forfatningsændring som Christmas Møller opnåede enighed med socialdemokrater og radikale om foråret 1939, men som faldt ved folkeafstemningen. S. var afgjort tilhænger af Christmas Møllers tanker og så i dem muligheden for skabelsen af et bredt folkeparti der rakte ud over det traditionelt konservative vælgerkorps til arbejdere og funktionærer. Det samme mål arbejdede han for i partiorganisationen. Han besad en udpræget evne for organisation, forstod at få sine medarbejdere med i arbejdet og fastholde deres interesse. Efterhånden kendte han så at sige enhver af partiets tillidsmænd ud over landet. Han var ingenlunde eftergivende og evnede som oftest at fa sine synspunkter igennem. Til hans energi var knyttet evnen til at vente og så udnytte situationen når den var der. Det var sjældent han skaffede sig uvenner i partiarbejdet. Mange var de lovord der hørtes om ham, og selv når modstandere betegnede ham som "Partiejer" lå der ofte en dulgt anerkendelse bag. Gennem amtssekretærer havde han nøje føling med arbejdet overalt. En vis centralisme hævdede han, eksempelvis under besættelsen da han fra generalsekretariatet udpegede grupper af sikre partimedlemmer til at modtage fortrolige oplysninger og videregive dem til endnu mindre grupper. Under Christmas Møllers ophold i London opretholdt han forbindelse med ham pr. brev, indgik fra efteråret 1943 i den lille gruppe konservative ledere der trådte i nær forbindelse med ledere fra socialdemokratiet, men standsedes i dette arbejde da han 14.11.1944 arresteredes af Gestapo og anbragtes i øverste etage af Shellhuset.

Hvad han egentlig sigtedes for kom aldrig klart frem. Ved det engelske luftangreb mod Shellhuset 21.3.1945 måtte han for at undgå at indebrænde springe ud fra fjerde etage og blev hårdt kvæstet og måtte i lang tid behandles på Diakonissestiftelsen inden han kunne genoptage sit arbejde uden væsentlige mén. Først 13.9. kunne han møde i folketinget, og forberedelsen af valget 30.10.1945 havde han kun kunnet deltage lidt i. De konservative gik tilbage, hvad der hang sammen med den begyndende strid i partiet mellem Christmas Møller og flertallet i gruppen. Striden tilspidsedes, især på det sydslesvigske spørgsmål, i de næste par år. Christmas Møller stod urokkelig på standpunktet at grænsen lå fast. S. søgte at mægle, bl.a. ved oplysning om at han blandt partiets tillidsmænd havde fundet større forståelse for Christmas Møllers standpunkt end han havde ventet, men da kompromis ikke kunne opnås måtte han realpolitisk konkludere at partiet gik forud for enkeltmand og finde det rigtigst at Christmas Møller forlod partiet. På baggrund af det nære samarbejde der havde bestået mellem ham og Christmas Møller gjorde adskillelsen ham ondt og han glemte ikke hovedlinjen i den Christmas Møllerske politik fra bruddet med venstre 1929.

S. reorganiserede partiet 1947–50. Det genvandt hvad det havde tabt ved Sydslesvigvalget 1947 og nåede nær på venstres styrke, men hans uvilje mod venstre fra Th. Madsen-Mygdals tid var så levende hos ham at han da muligheden for en VK-regering opstod okt. 1950 advarede mod et sådant samarbejde. Da regeringen Erik Eriksen-Ole Bjørn Kraft alligevel blev en realitet var det en given ting at han måtte med i regeringen. Han overtog arbejds- og socialministeriet og gennemførte nogle mindre love der videreudbyggede den sociale forsorg. Mere betydningsfuldt var det at han fungerede som sekretær i regeringen og derved kom til at arbejde tæt sammen med Erik Eriksen. Mellem dem opstod et venskab og en forståelse som prægede VK-samarbejdet til Erik Eriksen gik af som venstres formand 1965. Ved regeringsdannelsen var S. fratrådt som generalsekretær, men havde efter regeringens afgang 1953 en indflydelsesrig position i partiet som kommitteret for dets organisations- og bladvirksomhed. 1955 blev han næstformand i folketingsgruppen og ved Aksel Møllers død 1958 gruppens og partiets formand. 1954–59 var han partiets repræsentant i radiorådet og dets programudvalg. – Sit markante udtryk fik VK-samarbejdet med vedtagelsen af VK-programmet 4.10.1959 i fællesmøde af de to partiers folketingsgrupper. Det var S.s mål at skabe et regeringsalternativ til socialdemokratiet. Vagtsomt iagttog han 1964–65 en spirende uvilje i venstre mod VK-samarbejdet og da Poul Hartling som venstres formand efter Erik Eriksen i sin Svanningetale 4.8.1965 distancerede sig fra Erik Eriksens linje og indbød de radikale til forhandling tilbød S. på det konservative landsrådsmøde socialdemokratiet samarbejde. Underordnet venstre skulle de konservative ikke være. Ophøret af det socialdemokratisk-radikale regeringssamarbejde 1964 og socialdemokratiets tilnærmelse til SF efter 1966-valget lod S. se en mulig vej til regeringsdannelse sammen med de radikale som han hyppigt havde stået i skarp modsætning til og de til ham. Den mulighed lå åben efter de radikales stærke fremgang ved januarvalget 1968, og ved selve valgaftenen at pege på Hilmar Baunsgaard som leder af forhandlingerne om dannelse af en ny regering satte han Hartling til side 2.2.1968 dannede Baunsgaard RKV-regeringen i hvilken S. overtog indenrigsministeriet og gennemførte kommunalreformen med ny kommunestruktur og ny byrdefordeling mellem stat og kommuner hvermed fulgte en vis decentralisering. Reformen blev S.s største indsats som indenrigsminister. Foråret 1969 måtte han pga. sygdom tage nogle ugers orlov. Under rekreation på Trouville i Hornbæk døde han pludselig af hjertestop kort før han ventedes tilbage til arbejdet i ministeriet. – S.s styrke var hans flid og energi. Han levede fuldt og helt i politik og for politik. Som Christmas Møller var han altid på sin plads i folketingssalen under møderne. Han kunne arbejde, mens han sad der, men fulgte årvågent med i debatten og kunne gribe ind eller give råd når han fandt det fornødent. Dernæst lit hans styrke i den kontakt han havde i organisationen. Han havde fingerspidsfornemmelse for hvad der rørte sig blandt konservative vælgere og fornemmede hvad der bevægede det anonyme vælgerfolk. Han havde selverkendelse, vidste godt at han ikke var taler af format som Christmas Møller eller Ole Bjørn Kraft, men han var den skarpe debattør. Hans svigtende folkelige appel opvejedes fuldt ud af det arbejde han udførte på de indre linjer i sit parti og i regeringen hvor han betød meget for samarbejdet og sammenholdet mellem de tre partier. Han ville ikke bryde sig om at blive rost for loyalitet. "Loyal, det er noget man er", sagde han engang. Som realpolitiker vidste han at der skulle træffes aftaler og indgås forlig og at aftaler skulle holdes.

Annonce

Familie

Forældre: branddirektør, borgmester Jørgen Christian S. (1871–1928) og Louise Dorthea Clorius (1873–1933). Gift 7.1.1957 i Ledøje k. med redaktør Nele Topsøe, f. Benn (Nele S.), født 8.9.1915 i Dresden, d. af forfatter, dr.med. Gottfried B. (1886–1956) og Edith Osterloh (1878–1922).

Ikonografi

Afbildet på mal. af statsrådet 5.6.1953 af A. Tørsleff (folketinget). Karikatur af H. Bendix (Kgl. bibl.), afbildet på tegn. af samme, 1960. Mal. af H. C. Barenholdt (folketinget) og på karikatur af Bjarne Laursen 1973–74 (Amalienborg). Foto.

Bibliografi

Det konservative folkepartis hist., red. Jørgen Hatting og Karl Olsen I–IV, 1966. Tage Mortensen i Berl. tid. 30.6.1969. Poul Petersen i Politiken s.d. Kn. Secher i Fyns stiftstid. s.d. Vilh. Topsøe: P. S. og da. politik 1960–70, 1972. Kn. Secher: De borgerliges borgerkrig, 1976. De danske ministerier 1929–53, ved Tage Kaarsted, 1977.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen: Poul Sørensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298129