P.J. Pedersen, Peder Jørgen Pedersen, 8.4.1870-5.3.1962, borgmester i Kbh., minister. Født i Vetterslev, død i Kbh. (Jakobs), begravet Vestre kgd. P. viste tidligt store evner og ved hjælp fra forskellig side fik han mulighed for at komme på Blågård seminarium, hvorfra han tog lærereksamen 1888. Efter en periode som hjælpelærer i Lønborg kom han 1893 til Kbh.s skolevæsen hvor han 1896 fik ansættelse ved Oehlenschlægersgades skole. 1919 blev han skoleinspektør ved denne skole. Han var en dygtig pædagog der lagde vægt på effektiv indlæring og disciplin, og han ønskede korporlig afstraffelse bevaret. Uden for skolearbejdet gik han tidligt ind i organisationsarbejde, dels som medlem af bestyrelsen for Kbh.s kommunelærerforening (1898-1900) dels – og navnlig – inden for sygekassebevægelsen. Fra 1903 var han medlem af bestyrelsen for sygekassen Fremtiden, 1905-19 dens formand, fra 1907 medlem af forretningsudvalget for De samvirkende sygekasser i Kbh. og en tid formand; 1913-19 og 1921-24 var han medlem af forretningsudvalget for De samvirkende centralforeninger af sygekasser i Danmark, fra 1915 blev han medlem af sygekassenævnet og fra 1916 af voldgiftsrådet for sygekasser og læger. 1915 var han medstifter af sygeforsikringsforeningen Danmark der skulle give ydelser til personer hvis indtægter lå over sygekassegrænsen. 1923 blev han formand for De samvirkende statskontrollerede sygeforsikringer i Danmark. Han var virksom for at skaffe personer med kroniske lidelser samme adgang til sygehjælp som andre, og han blev efterhånden stærkt anvendt i kommissioner og udvalg vedr. ulykkesforsikring, invalideforsørgelse, sygekasser og andre sociale problemer. Politisk knyttede han sig til socialdemokratiet og gjorde sig bemærket både som en dygtig taler og som en interesseret deltager i den teoretiske debat. 1913 blev han indvalgt i Kbh.s borgerrepræsentation, allerede 1917 blev han medlem af budgetudvalget, og 1919 blev han dettes formand og gik aktivt ind for en række moderniseringer af kommunens økonomiske administration.

1920 kom et kort, men vigtigt intermezzo i P.s liv. I en månedstid var han undervisningsminister i ministeriet Friis. Fra da af var det klart for alle og ikke mindst for ham selv at han var en af partiets spidser. Det kom derfor som en umådelig skuffelse for ham, at han ikke 1924 blev Jens Jensens efterfølger som finansborgmester i Kbh. S.å. var han ganske vist blevet Thorvald Staunings efterfølger som borgerrepræsentationens formand – 1924-25 sad han også i landstinget - og 1925 blev han borgmester for magistratens 4. afdeling, den tekniske afdeling, men magistratens 2. afdeling (afdelingen for finanser og hospitalsvæsen) havde Peder Hedebol fået, og dens område var det vigtigste inden for magistraten. P. var ikke ene om at mene at han var bedre kvalificeret til at bestyre byens finanser end Hedebol, ikke alene oppositionen i borgerrepræsentationen, men også mange socialdemokrater mente det samme. Der var imidlertid på dette tidspunkt inden for socialdemokratiet en vis betænkelighed ved at give skolelærerne for megen magt i partiet, sporene fra venstre skræmte, Hedebol havde desuden den fordel at han kom fra fagbevægelsen. Ydermere satte Stauning meget lidt pris på P., der i det hele taget ikke var særlig populær. Hans bidskhed og stædighed stødte mange. Men ingen kunne bestride hans vældige arbejdsevne, hans skarpsindighed og hans sikkerhed i debatten. Han var ikke manden der blottede sig eller forløb sig. Han kunne tale, men også tie. Hedebol, der på det nærmeste mente sig forfulgt af P., følte sin virksomhed indspundet i et net af intriger spundet af P. Dette var en overdrivelse, men uden sans for intrigen var P. ikke. I sine første borgmesterår kunne han tilmed spille på et godt forhold til de konservative, men så blev han og borgmester Ernst Kaper uvenner og dermed havde han isoleret sig til den side. I hans første borgmesterår var forholdet til Hedebol nogenlunde tåleligt, men efterhånden udviklede der sig en dyb uoverensstemmelse mellem de to, en konflikt der også inddrog deres afdelinger, til skade for det saglige samarbejde. P.s borgmestertid var dog ingenlude uden positive resultater. Han fik planlagt og påbegyndt en omfattende regulering af havneforholdene. Man bestemte sig efter mange overvejelser og drøftelser for den af P. ønskede plan der gik ud på, at Knippelsbro og Langebro skulle afløses af to løftede, brede klapbroer med udvidet gennem-sejlingsbredde. Mens arbejdet stod på skulle trafikken afvikles for hver bro ved en lav interimistisk bro. 1937 var Knippelsbro færdig. En anden stor opgave var bygningen af Kødbyen til erstatning for de gamle slagte- og salgshaller for kød. Anlægget stod færdigt 1932. Kritikken i både samtid og eftertid fandt det for omfattende. Det var P.s synspunkter for omlægningen af trafikken på Rådhuspladsen der blev afgørende, og han nedlagde et stort arbejde i forberedelsen af den nye byggelov for Kbh. der dog først blev gennemført efter hans borgmestertid, nemlig 1939. Planlægningen af luftværnsforanstaltningerne for Kbh. hvilede på P. og hans magistrats-afdeling. Han deltog med iver i magistratens arbejde med kommunens vanskelige økonomi og i dens drøftelser af problemerne for det storkøbenhavnske områdes fremtid. I foråret 1936 afsløredes det at to medarbejdere under torvevæsenet havde bedraget kommunen for kæmpebeløb. Da torvevæsenet på den tid sorterede under magistratens 4. afdeling, blev P. genstand for en række urimelige angreb – han havde ikke haft nogen som helst chance for at forhindre disse ulovligheder. Alvorligere var det dog at spændingen mellem ham og Hedebol efterhånden blev så voldsom at det føltes som en blamage for det parti de begge repræsenterede. Partiets ledelse med statsminister Stauning i spidsen intervenerede, men uden held. Dette forhold var med til at sætte skub i forberedelserne til en forfatningsændring for Kbh., og da denne trådte i kraft 1938 blev der mulighed for at få de to stridende borgmestre udskiftet. P. undlod klogeligt at søge genvalg.

Efter sin afgang fik han et langt og virksomt otium. 1938-54 var han redaktør af Sygekassetidende og også på flere andre områder gjorde han sig nyttig for sygekasserne. Han sad fortsat i en række bestyrelser, og han skrev. I sin borgmestertid havde han udgivet Vejledning i Regnskabsføring, 1930, samt skrifter om sygekasseforhold og socialreformen; 1942 og 1943 skrev han et par småbøger om sin barndoms landsby Vetterslev, dens historie og slægter.

Familie

Forældre: landarbejder og husmand, senere brugsforeningsuddeler Jørgen P. (1847-1923) og Karen Sofie Nielsen (1848-1938). Gift 15.11.1896 i Kbh. (Helligk.) med Gerda Elisabeth Bäckman, født 1.5.1874 i Kalmar, død 5.2.1943 i Kbh. (Jakobs), d. af sømand Karl Gustaf B. (1844-1919) og Karolina Johansdotter (1846-1907).

Ikonografi

Mal. af E. Saltoft, 1925 (Kbh.s rådhus) og afbildet på sammes mal., 1934, af socialdemokratiske førere (forhen Folkets hus, Kbh.). Mal. af H. Vedel udst. 1949. Tegn. af Carl Jensen. Foto.

Bibliografi

P. J. R: Slægtsforhold i Vetterslev, 1942. – Socialdemokraten 7.3.1913 og 23.2.1938. Kbh.s kommuneskole 14.4.1920. Politiken 7.4.1930. J. Bülow sst. 31.3.1935; sst. 19.4.1936. Nationaltid. 7.4.1930 og sst. søndagstillæg 2.6.1935. Berl. tid. 8.4.1930 og 23.2.1938. Kødbyen, ud. af Kbh.s kommunalbestyrelse, 1935 (også eng. og tysk udg. s.å.). Peder Hedebol: Spurv i tranedans, 1956 82f m.fl.st. Sigurd Jensen i Hist. medd. om Kbh. Årbog 1979 118-21 123-25 133-35 138-40 144f. – Papirer i Arbejderbevægelsens bibl. og ark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig