Ole Bjørn Kraft

Ole Bjørn Kraft, 17.12.1893-2.12.1980, minister, journalist. Født i Kbh. (Johs.), død på Frbg., begravet Solbjerg kgd. Efter faderens tidlige død flyttede K. med sin mor til Kbh. hvor han hyppigt besøgte sin mormor Kamma Christiansen, sønnedatter af L. N. Hvidt, og påvirkedes af hendes litterært og politisk interesserede hjem hvor det velhavende kbh.ske borgerskabs liv omkring århundredskiftet udfoldede sig. K. ville være søofficer og meldte sig som frivillig lærling, men blev efter en prøvetid afvist pga. en lille skade ved albuen efter brud på armen. Han gik så på Lang & Hjorts kursus, blev student 1912 og begyndte at studere statsvidenskab, men gik snart over i journalistisk og ungdomspolitisk arbejde i studenterforeningen og akademisk skyttekorps og især i Det unge Danmark. Denne organisation der stiftedes af K. og hans ungdomsven Max Kjær Hansen, indledtes med en kampagne mod salget af De vestindiske øer 1916 og fik 1917 et program der vendt mod brandesianismen og radikalismen hvilede på tre grundholdninger. Gudstanken: Danmarks folk et gudsfolk, folketanken: redebonhed til at modtage Sønderjylland og sikre dansk kultur, dansk jord og dansk erhverv mod fremmed indflydelse, og rigstanken: vendt mod opfattelsen af Danmark som et lille magtesløst land og mod salget af De vestindiske øer, Islands løsere tilknytning til riget, løsrivelsesbevægelsen på Færøerne og Grønland som et lukket land uden udnyttelse af dets naturrigdomme. K. har i sine erindringer vedstået disse tre grundholdninger omend han nok ser dem præget af ungdommelig idealisme, og de genfindes i hans senere politiske virke, gudstanken i hans interesse for Moralsk oprustning, folketanken i hans stærkt nationalt prægede syn på det danske samfund og rigstanken – efter anden verdenskrigs omvæltninger – i hans arbejde for Europatanken og dermed NATO og EF.

K. indledte sit journalistiske arbejde i studenterblade, udgav pjecen Danmark udslettes -!, 1918, var medstifter af tidsskriftet Den ny Tid i tilknytning til Det unge Danmark 1918 og redigerede tidsskriftet Det nye Danmark 1928–32 og 1934–38. Som dagbladsjournalist begyndte han ved Aarhuus Stiftstidende maj 1919, blev et halvt år senere redaktør af Svendborg Amts Dagblad, redigerede en kort tid 1922 Nationaltidendes Søndag og ledede 1922–23 det nyoprettede konservative Fædrelandet i Sønderborg. Det var en vanskelig opgave at få bladet til at gå. K. magtede den ikke og forlod Sønderborg med betydelig gæld og løn til gode. Han erkendte at han stod ved et vendepunkt, lagde den omskiftelige tilværelse og dens letsindigheder bag sig og blev myreflittig som leder af Aarhuus Stiftstidendes kbh.ske redaktion 1924–31. Han var derefter ansat ved Berlingske Tidende til 1964, bortset fra årene 1940–42 da han redigerede B.T. Blandt journalistkolleger nød han anseelse som god og loyal kammerat og var journalistforbundets næstformand 1938–40.

Ved aprilvalget 1920 var K. opstillet på Langeland mod P. Munch hvis position ikke svækkedes derved, hvad K. heller ikke havde ventet. De følgende år lå hans politiske arbejde i konservativ ungdom. 1926 valgtes han 33 år gammel af de konservative i Ålborg som han repræsenterede i folketinget til han 1964 frasagde sig opstilling. Han var i 1930'erne sit partis udenrigs- og forsvarspolitiske ordfører og delegeret til folkeforbundet 1933–37. Hans meninger og lyrisk-patetiske taler bragte ham ofte i et stærkt modsætningsforhold til socialdemokrater og radikale, ikke mindst omkring forsvarsordningen 1937. Han var målet for mangt et angreb på de konservative, fra socialdemokratisk side i mindre grad efter 1945, fra radikal side helt op til 1953. K. havde fra sin ungdom nøje fulgt udviklingen i Europa og skrev 1932 Fascismen. Historie-Lære-Lov, en journalistisk skildring af Italien under Mussolinis styre. Som mange andre konservative dengang følte K. at der kunne være inspiration at hente dér. En impuls fra fascismen fandtes i den forfatningspolitiske udtalelse han med tilslutning fra nogle yngre konservative folketingsmedlemmer fremsatte under en debat i folketinget 18.5.1933. Han krævede landstinget afløst af en "repræsentation for kulturens og erhvervslivets og arbejdets organisationer – en korporation, et sagkundskabens råd hvor det moderne livs mangeartede kræfter kan gøre sig gældende". Ordet "korporation" måtte K. fortryde mangen gang. Denne impuls fra fascismen overskyggede hvad der var hans hovedsigte: at gøre konservatismen til en folkelig bevægelse. Det hindredes efter hans opfattelse af de konservatives udnyttelse af deres position i landstinget til at fastholde forældede synspunkter og føre en standspræget erhvervspolitik. J. Christmas Møller havde stiltiende billiget talen der fremkaldte oprør i den konservative landstingsgruppe, men Christmas Møller fik sindene manet til ro. Heftig strid opstod omkring grundlovsforslaget der faldt 1939, men 1953 kunne K. som udenrigsminister sætte sit navn under en ny grundlov. Han noterer at han dermed fulgte i slægtens spor. Hans tipoldefar L. N. Hvidt havde været medlem af den grundlovgivende rigsforsamling 1849.

Den tyske besættelse 9.4.1940 stod umiddelbart for K. som en følge af den forsvars- og udenrigspolitik han havde kritiseret så skarpt. 9. april var for ham "skammens og smertens dag". Han fandt at udenrigsminister P. Munch burde gå af og fremførte det på de konservatives vegne for statsminister Th. Stauning i juni. Optagelsen af konservative ministre i regeringen medførte at K. først blev folketingsgruppens, senere også rigsdagsgruppens formand. Han beklædte begge poster indtil befrielsen og deltog som medlem af partiernes samarbejdsudvalg (nimandsudvalget) i alle afgørende forhandlinger under besættelsen. For ham som for andre var det spørgsmålet hvor længe forhandlingspolitikken i forhold til besættelsesmagten burde fortsættes. Han ville tage bruddet da den tyske regering under telegramkrisen 1942 krævede Erik Scavenius udpeget til statsminister og havde flertal derfor i sin gruppe, men flertallet svandt bort under indtryk af kongemagtens henstilling om at bevare enighed mellem partierne. K. bøjede sig loyalt for afgørelsen. Han der i sine yngre år var streng i sine domme og kompromisløs i sine handlinger havde gennem sin parlamentariske virksomhed og under besættelsens tryk erfaret samarbejdets nødvendighed og sammenholdets værdi. Karakteristisk herfor og for hans stil er hans skildring i sine erindringer af folketingsvalget marts 1943 og partiernes fælles valgopråb "som dr. Munch og jeg i et harmonisk samarbejde satte i pennen".

Bruddet med besættelsesmagten 29.8.1943 følte K. som en lettelse. Det gav klarere linjer. Han indgik et nært samarbejde med Poul Sørensen, Aksel Møller og V. Fibiger om partiets organisation og etablerede et samarbejde med modstandsbevægelsen. Efter det nazistiske attentat mod ham 30.12.1943 lå han i længere tid på skiftende hospitaler og måtte derefter en tid gå under jorden, men var fuldt restitueret de sidste måneder før befrielsen, deltog i redaktionen af det illegale Danske Tidende og var en hovedforhandler om sammensætningen af befrielsesregeringen under V. Buhl 5.5.-7.11.1945. Han var dens forsvarsminister, en ønskepost hvor han kunne begynde genopbygningen af forsvaret. Meget kunne det ikke blive til i sommeren 1945, men han fik bevilling til indkøb af skolemaskiner i England som begyndelsen til et flyvevåben, fik samlet de første skibe til en flåde, indførte talsmandsordning og reduceret hilsepligt i hæren og støttede oprettelse af hjemmeværnsforeninger. Efter oktobervalget 1945 gik regeringen af og K. blev påny sin gruppes formand i en periode da de konservative var hårdt trængt af statsminister Knud Kristensens egensindige Sydslesvigpolitik og Christmas Møllers brud med partiet der 1947 led et sviende valgnederlag. De følgende år bedredes forholdet mellem konservative og venstre, og da Hans Hedtoft okt. 1950 opgav at videreføre sin socialdemokratiske mindretalsregering kunne K. og Erik Eriksen danne VK-regeringen 1950–53. K. blev dens udenrigsminister. Det var Koreakrigens og den kolde krigs tid og K. var som anti-kommunist fra sine unge dage ikke i tvivl om hvor Danmark burde placere sig. Med hans fulde billigelse havde Danmark 1949 tilsluttet sig NATO, og udbygning af NATO-samarbejdet blev en væsentlig del af hans opgaver. Han fik ratificeret aftalen med USA om dets deltagelse i forsvaret af Grønland og dets ret til grønlandske baser, fik tilslutning i de tre partier S, V og K til at Tirstrup og Vandel flyvepladser udbyggedes til NATO-brug, mens den påtænkte stationering af USA-fly i fredstid blev opgivet, og tiltrådte at Grækenland og Tyrkiet blev optaget i NATO. Dette sidste bragte ham i vanskeligheder fordi han havde udtalt sig imod optagelsen, men på rådsmødet i NATO afstod fra at bruge sit veto mod alle andre medlemslandes billigelse af de to landes optagelse. Kritikken var hård fra NATO-modstandernes side, men de tre NATO-partier der havde overvældende flertal sluttede op bag ham. Det er uden for al tvivl at K. så NATO som hjørnestenen i dansk sikkerhedspolitik, men han der havde deltaget i FN's første ordinære generalforsamling 1946 og senere deltog i adskillige af FN's generalforsamlinger var helhjertet tilhænger af FN hvad der fremgik af hans tale ved ratifikationen af FN's menneskerettighedserklæring i folketinget 1952. Europatanken arbejdede han for som medlem af Europarådet 1949–50 og 1953–64 og som medlem af en lang række specielle Europaorganisationer af kulturel og kirkelig karakter. Nordisk samarbejde havde K. været optaget af fra sin studentertid og det faldt i hans lod at gennemføre loven om dansk deltagelse i Nordisk råd 1952. Han var medlem af rådet 1953–64, fra 1958 formand for dets økonomiske komité.

Efter sin afgang som udenrigsminister var K. gruppeformand til 1955. Forhandlingerne om forsvarsforliget 1960 mellem S, R, V og K var hans sidste større politiske opgave. Hans erindringer Ung mand undervejs. 1912–26, 1958, En konservativ politikers erindringer 1926–45, 1971, Frem mod nye tider. 1945–47, 1974, og Danmark skifter kurs. 1947–50, 1975, giver et værdifuldt bidrag til belysning af tidens politiske forhold. I de 38 år K. var medlem af folketinget var han ofte tiljublet af sine tilhængere og heftigt angrebet af sine modstandere. Hans form som skribent og navnlig som taler var stærkt følelsesladet, lyrisk-romantisk eller med stor patos. Patent-patriot vrængede nogle ad ham. Hans form var næppe påtaget. Han havde de stærke følelser og gav udtryk for dem. De kunne under talen tage magten fra ham så hans udtalelser blev stærkere end han havde villet. Kendt ud over landet som han var måtte de fleste bedømme ham ud fra hans taler og deltagelse i diskussioner, men det var ikke nogen udtømmende vurdering hverken hos venner eller fjender. De der sad sammen med ham i forhandlinger og udvalg fik en mere nuanceret opfattelse af ham. Han kunne argumentere for sine synspunkter, lytte til andre, bøje sig for deres opfattelse og stræbe mod den fællesnævner der bliver kernen i et samarbejde. Talerstolen kunne bagefter vække hans patos, men han svigtede ikke en indgået aftale. Det var lyrikeren der brødes med realpolitikeren i ham.