Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Matthiasen

Oprindelig forfatter SSoer
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Niels Matthiasen, Niels Peter Jacob Matthiasen, 21.7.1924-16.2.1980, kulturminister. Født i Kbh. (Stefans), død på hotel Horse Guard i London, begravet Vestre kgd. M. voksede op i et forlæggerhjem med sans for festivitas, og begge forældre var aktive socialdemokrater. Mange forfattere og andre kunstnere, ikke mindst scenens folk, lærte M. at kende fra sin tidlige barndom og hertil politikere med Th. Stauning og F. J. Borgbjerg i spidsen, senere kom også H. C. Hansen til at høre til vennekredsen på forlaget "Danmark" som M.s far havde grundlagt og som bl.a. udgav Martin Andersen Nexøs store værker. Der er ingen tvivl om at de tre ting der kendetegnede M. livet igennem, hans politisk faste ståsted, hans lidenskabelige kærlighed til kunst, med litteratur, teater og musik i første række, og hans festlige omgangsform med mennesker, med kunstnere og politikere som kernen i en stor vennekreds, var en arv fra barndomshjemmet.

Den uregelmæssige livsførelse fra barndommen hvor forældrene lagde vægt på at have ham med til selskaber, i teatret og ved kunstner-stambordet på hotel Hafnia gavnede ikke skolegangen på Skt. Jørgens gymnasium hvor målet var en studentereksamen, men hvor årskaraktererne (og rektor) tilsagde ham at standse efter bestået mellemskoleeksamen 1939. Han tog fat på faderens forlag, gennemgik uddannelsen i de forskellige afdelinger og virkede her indtil 1957, efter faderens død som leder. I disse år dannedes hans politiske og samfundsmæssige bevidsthed. Den tyske besættelse af landet gjorde sit dertil, som 18-årig var han med i modstandsbevægelsen og var med til at skabe "Frihedskampens veteraner". Regeringens samarbejdspolitik skrev han i de illegale blade voldsomt imod, men under socialdemokraternes opgør med kommunisterne efter krigen fandt han uden vaklen sin plads på den af Hans Hedtoft og H. C. Hansen tegnede linie. Hans politiske markering og administrative evner blev åbenbare da han 1950 var medstifter af og sekretær for "Atlantsammenslutningen", og i 1957, da der efter fireårsperiodens udløb skulle være folketingsvalg, overdrog H. C. Hansen ham at tilrettelægge valgkampen for socialdemokratiet. Uden at det mandatmæssigt blev nogen succes for partiet var M.s indsats dog sådan at ledelsen gjorde ham til sekretær i Socialdemokratisk forbund, og i 1961 valgtes han til partisekretær. Som sådan tilførte han partiorganisationen nyt liv og indførte moderne metoder i agitation og publicity, var uhyre flittig som rejsende for partiet og blev kendt og bemærket i en større offentlighed. Hans høje skikkelse og smukke regelmæssige ansigtstræk, hans vennesæle væsen, slagfærdighed og åbenbare glæde ved den ydre repræsentation og hans læggen vægt på at være velklædt ved enhver lejlighed gav ham et image der nok gjorde ham til et yndet objekt for bladtegnere og satirikere, men samtidig skabte respekt om hans energi og arbejdsformåen. 1960 blev han valgt til folketinget (Gentofte-kredsen, fra 1964 Gladsaxe-Amager-kredsen, fra 1966 Amager-kredsen) og var medlem til sin død med undtagelse af perioderne 1973-75 og 1977-78 hvor han ikke opnåede valg.

I perioden som partisekretær der varede til 1970 foldede M.s evner og interesser sig ud både inden for det informative, det organisatoriske og det kulturelle. Han fik ledende poster inden for Den socialdemokratiske presse, blev medlem af LO's forretningsudvalg og formand for Arbejdernes informationscentral. M. var i disse egenskaber den ledende i debatten om partiets nye, mere demokratiske struktur. Karakteristiske var hans ord på kongressen 1969: "Den måde, et politisk parti træffer sine beslutninger på i fremtiden, kan blive noget nær lige så vigtigt for at opnå vælgernes tillid som selve partiets program." 1963 blev han en meget aktiv formand for Det kgl. teaters tilsynsråd, og han blev formand for socialdemokratiets kulturudvalg 1969. Og på endnu et felt markerede han sig som politiker i disse år, nemlig i udenrigspolitikken. Han var formand for det udenrigspolitiske nævn 1966-68 og havde forskellige internationale poster, var bl.a. medlem af Socialistisk Internationales bureau (1977 fik han tilbudt det ministerium uden portefølje som i realiteten var oprettet som en viceudenrigsministerpost, men afslog). Politisk og kulturelt var han således vel udrustet da han 1971 blev udnævnt til minister for kulturelle anliggender i ministeriet J. O. Krag og fortsatte som sådan i de skiftende ministerier Anker Jørgensen fra 1972 indtil sin død, kun afbrudt af venstreregeringens periode dec. 1973 til febr. 1975. I dette interregnum var han tilknyttet Nordisk råds kultursekretariat som afdelingsleder -men tumlede i denne for ham relativt ubeskæftigede tid med tanken om selv at blive teaterleder, søgte også chefposten ved Det kgl. teater efter Peer Gregaard, men fik den ikke. 1975-77 var han både kultur- og trafikminister og 1977-78 kultur- og miljøminister.

Annonce

Det var som kulturminister M.s bedste egenskaber forenede sig til en konstruktiv indsats. Han havde politisk tæft og opnåede hurtigt en stor politisk manøvredygtighed der gjorde hans politik ikke blot til det muliges kunst, men undertiden også til det tilsyneladende umuliges kunst. Hans smittende begejstring der bundede i hans egen umættelige appetit på kultur og kunst kunne løfte en tilsyneladende fastlåset politisk situation ud over det døde punkt, det gjaldt således en række områder hvor hans ministerium skulle samarbejde med kommunale og amtskommunale bevillingsgivere på det kulturelle område. Bedrifter i den henseende var lovgivningen vedrørende støtte til musik, om det rejsende landsteater og om udbygningen af museumstjenesten, teatrenes billetkøbsordning med nye former for abonnement med tilskud, etableringen af den storkøbenhavnske landsdelsscene med forbedrede støtteordninger for privatteatrene m.m., der åbnede for eller videreførte en lovgivning på disse områder der vel ikke prangede med de store tal på nationalbudgettet, men var nyskabelser eller forbedringer af betydelige dimensioner. Decentralisering og demokratisering, spredning af kulturen og kunsten geografisk og socialt var en ledetråd i hans kulturpolitiske virke. Netop i krisetider skal der gøres en ekstra indsats for kultur var hans stadige omkvæd, og hans alsidighed viste sig i erkendelsen af at såvel elite-opgaverne som de bredt appellerende folkelige aktiviteter skulle støttes - og de blev støttet i et omfang som ikke før set. Denne indstilling viste han også som sportens minister da dette område blev lagt ind under kulturministeriet hvad han selv, sportsmand fra sine unge dage, aktivt medvirkede til. Han havde i givne situationer også politisk mod til, selv om taburetten sommetider vaklede, at skære igennem når han var overbevist om sin sags rigtighed. Det viste sig i omstridte udnævnelser og beskikkelser til stillinger og råd, fx ved udnævnelsen af Robert Jacobsen til professor ved kunstakademiets billedkunstskole på trods af det faglige råds indstillinger og ved udnævnelser inden for teater- og museumsverdenen. Men ved sin død stod han på det nærmeste som et nationalt samlingsmærke for kulturen - og nød omtalenavnet "Kultur-Niels". På trods af - vel også i kraft af- den blæst der ofte var i offentligheden og fra politiske modstanderes side om hans virke, der omfattede brændbare politiske områder som radio, Film, nyorienteret kunst og eksperimenterende teater m.m. fik han med sin dynamik og sit engagement placeret kulturpolitikken mere centralt end hidtil set både i sit parti og i dansk politik overhovedet. Han døde midt i sin gerning under et ophold i London, hvor han som Danmarks repræsentant deltog i indvielsen af den store nordiske vikingeudstilling på British Museum hvis gennemførelse han havde været stærkt medvirkende til. - M. var en flittig bidragyder til dagspressen og til sit partis tidsskrifter, var redaktør af Verdens gang 1958-61 og (s.m. J. O. Krag) af Ny politik 1970-71. Han skrev 1948 bogen En Rydningsmand (om sin far ved forlaget "Danmark"s 40-års jubilæum).

Familie

Kbh. Adoptivf: forlagsboghandler Heinrich M. (1883-1954) og Dagmar Knudsen (1893-1981). Ugift.

Ikonografi

Afbildet på karikatur af Bjarne Laursen 1973-74 (Amalienborg). Foto.

Bibliografi

N. M. i Berl. tid. 31.12.1972. Interview sst. 20.9.1975. -Niels Barfoed i Politiken 17.2.1980. Jens Kistrup i Berl. tid. s.d.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Sørensen: Niels Matthiasen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294184