N. Elgaard

N. Elgaard, Niels Marius Andersen Elgaard, 1.2.1879-15.6.1963, minister, redaktør. N. Elgaard blev uddannet ved praktisk landbrug, tog aftenskoleundervisning og var på Dalum landbrugsskole 1906-07. Derefter var han forvalter på Adamshøj ved Ringsted og Gislingegård ved Holbæk og gik 1914 over i journalistik. 1916-22 var han medredaktør af Randers Venstreblad og 1922-42 politisk redaktør af Randers Dagblad.

Mens han var på Sjælland deltog han i ungdomspolitisk arbejde og var den drivende kraft bag Venstres ungdoms landsorganisation hvis første formand han var 1912-15. Han var sekretær for det sjællandske venstre 1913-14 og for venstre i Randers amt 1917-42. Han deltog i samtlige valgkampe 1913-53, først i Middelfart, så i Svendborg, derefter i Mariager der 1922 sendte ham i folketinget på suppleringsmandat. 1924 valgtes han i Årskredsen som han holdt suverænt til han trak sig tilbage ved septembervalget 1953.

Han rykkede frem i første række som formand for venstres rigsdagsgruppe da Knud Kristensen indtrådte i samlingsregeringen af 8.7.1940. Han blev medlem af de samarbejdende partiers nimandsudvalg, men afgav alle poster da han 8.11.1942 blev trafikminister i ministeriet Scavenius. Da det ophørte at fungere 29.8.1943 blev N. Elgaard medlem af partiernes 13-mandsudvalg.

Det nagede ham at han udsattes for angreb fra modstandsbevægelsen fordi han havde siddet i regeringen Scavenius. Han følte ikke sin nationale ære plettet, og hans vælgere i Årskredsen der havde stået trofast om ham under LS-angreb i 1930erne genvalgte ham 30.10.1945 med et større stemmetal end tidligere. Han var minister for offentlige arbejder i regeringen Knud Kristensen 1945-47 og gennemførte loven om indenrigske lufthavne i Ålborg, Århus, Esbjerg, Odense og Rønne.

Under regeringen Erik Eriksen var han igen formand for venstres rigsdagsgruppe 1950–53 og medlem af forfatningskommissionen der udarbejdede grundloven af 1953. Det blev afslutningen på N. Elgaards 40-årige trofaste og loyale arbejde for venstres politik. Hans ideal var et liberalt samfund af selvhjulpne borgere, tolerante som han selv. Hans fremstilling var saglig, lidt tør, sjældent agitatorisk. Der var i hans fremtræden noget fornemt, næsten stilfuldt, aldrig udfordrende og altid behersket.