Michael Koefoed

Michael Koefoed, Andreas Michael Koefoed, 27.12.1867-20.8.1940, minister, nationaløkonom. Født i Rønne, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). K. kom fra et lærerhjem der stillede store krav til pligt og præcision, karaktertræk der kom til at præge både hans person og hans gerning. Bortset fra et par års ophold i Horsens var hans ungdom præget af Bornholm hvis karakteristiske dialekt han talte hele sit liv. Han blev student 1886 fra den lærde skole i Rønne hvor hans far var rektor. I de følgende fem år studerede han statsvidenskab i København, en periode hvor det tidligere foragtede studium blev reformeret og faget statistik havde en opblomstring under tre så fremragende lærere som William Scharling, V. Falbe-Hansen og Harald Westergaard. Efter eksamen ansattes han i det statistiske bureau og var ved siden af assistent på universitetets nyoprettede statistiske laboratorium. K.s særlige effektivitet kom dog først til udfoldelse da Marcus Rubin 1896 blev leder af Statistisk bureau og med sin dynamiske personlighed gjorde bureauet til en betydningsfuld del af centraladministrationen. Når tidens politikere og embedsmænd så at sige "opdagede" statistikkens betydning som grundlag for beslutningsprocessen hang det ikke alene sammen med en generation af dygtige statistikere, men det var også et udtryk for tidens ledende idé, positivismen. Marcus Rubin sagde senere om sin tid som leder af bureauet: "Statistik gør man med en fændrik og seks menige". K. var fænrikken i kompagniet der navnlig tog sig af det administrative. Da Rubin 1902 blev chef for skattevæsenet efterfulgtes han en kort tid af den gamle Falbe-Hansen. Men 1904 trådte K. til og videreførte med usædvanlig dygtighed hvad Marcus Rubin havde påbegyndt. I hans periode begyndte bureauet udgivelsen af Statistiske Efterretninger der bragte aktuel statistik frem i dagsdebatten. 1912 fremkom der i folketinget et skarpt angreb på ham fordi han havde andet arbejde ved siden af sit embede. Ministeren afviste dog dette og demonstrerede sin anerkendelse af K. og bureauets arbejde ved kort efter at ændre dets navn til Statistisk departement. K.s karriere fortsatte videre i Rubins spor. Da denne 1913 blev nationalbankdirektør, efterfulgtes han efter opfordring fra finansminister Edvard Brandes af K. Som generaldirektør for skattevæsenet, et embede der forenede chefstillingerne i told- og skattedepartementet, kastedes han ind i de centraleste dele af statens styrelse og fik et betydeligt ansvar og en kolossal arbejdsbyrde, så meget mere som første verdenskrig udbrød kun ni måneder efter hans tiltræden. I nært samarbejde med Brandes kom K. til at forestå den væsentlige udvidelse af skatteområdet som krigen medførte, således merind-komstskatten som Danmark før alle andre indførte 1915, og som gennem krigsårene blev statens største indtægtskilde. Dertil kom den vældige udvidelse af forbrugsskatterne der før krigen kun var i spiren, men som siden er blevet en hovedhjørnesten i hele skattesystemet. Desuden forestod han udarbejdelsen af lovforslagene der forbedrede tjenestemændenes lønningsforhold og skabte baggrunden for den første tjenestemandslov af 1919. Med sin centrale placering i centraladministrationen kom han også til at deltage i de talløse kommissioner, råd og nævn der styrede krigstidens restriktioner. K. nåede også at blive minister for sit eget embedsområde, om-end kun nogle få dage. Da påskekrisen afsluttedes april 1920 med dannelsen af overformynder M. P. Friis' forretningsministerium blev K. -iøvrigt meget imod O. Liebes vilje – finansminister. Da valget var udskrevet og regeringen afgik, trådte han tilbage i sit departementschefembede og fik i de følgende år til sit øvrige arbejde lagt de betydelige reformer der hørte sammen med den økonomiske harmonisering af det genvundne Nordslesvig i forhold til det øvrige Danmark. Ved siden af sin virksomhed som statistiker og økonom gjorde han også en stor indsats på et andet område. Han blev landets første forligsmand i arbejderstridigheder efter at dette embede blev oprettet 1910 under det korte radikale ministerium. K. udformede som forligsmand en procedure for denne særegne nye konstitution der den gang var uden paralleller i udlandet. 1914 da han var gået fra statistikken til skattevæsenet måtte han afsige sig embedet som forligsmand. Men 1922, da institutionen blev omdannet til et tremandsråd fik han embedet igen for nogle år og var herunder hovedmanden for ophøret af den voldsomme arbejdskamp 1925. Også arbejdsløshedsproblemet prøvede han kræfter med da han 1932 blev formand for statens arbejdsløshedsråd.

Med sin usædvanlige arbejdsevne og sin effektivitet blev K. anvendt af regeringen til mange vanskelige opgaver. Men han samlede også selv på formandsposter i institutioner der lå uden for centraladministrationen og indtog på mange områder en nøgleposition. Usædvanligt var det at han samtidig med sin centrale placering i finansforvaltningen også var formand for Danske statsembedsmænds samråd, det første forhandlingsorgan for tjenestemændene. K.s hovedarbejde som embedsmand kom til at ligge i en periode med krig og efterkrigstid hvor centraladministrationens virkeområde udvidedes fra år til år og skatteforvaltningens position stadig blev mere central. Dette stillede dengang ukendte krav til embedsmændenes effektivitet. Hans fortravlethed i de mange gøremål og en vis arrogant fremtræden gjorde ham til en respekteret, men ikke alle steder vellidt mand i samtiden.