M.N. Slebsager

M.N. Slebsager, Marius Abel Nielsen Slebsager, 13.11.1874-29.11.1962, minister, lærer. Født i Slebsager ved Varde, død i Kbh. (Pauls), begravet sst. (Vestre). S. blev forældreløs da han var ti år. En halvbror, stærkt interesseret i samfundsforhold, overtog gården, og S.s politiske interesse vaktes i disse provisorieår. 1888–92 lærte han mejeribrug, tog præliminæreksamen 1895, lærereksamen fra Silkeborg seminarium 1896, virkede som lærer i Silkeborg til 1900 og derefter som dygtig bestyrer af Vejen private realskole til 1914. Politisk stod han J. C. Christensen nær og var 1904–12 formand for venstres organisation i Bækkekredsen. 1909 indvalgtes han i folketinget i Esbjergkredsen og overtog ved valglovsændringen 1918 Guldagerkredsen som han repræsenterede til 1932. Som politiker helligede han sig dog ikke som J. C. Christensen helt det politiske virke, men deltog tidligt i praktisk forretningsmæssigt arbejde. Han var 1904–07 formand for ugeskriftet Dansk Landbrug, i bestyrelsen for Centraltrykkeriet i Vejen 1906–27, medudgiver af Esbjerg Avis og Landbodagbladet 1910–14 og medlem af direktionen for andelsanstalten Tryg 1913–17. Senere lå hans forretningsmæssige virke i større selskaber med sæde i Kbh. S. bemærkedes tidligt som en dygtig agitator og skarp debattør, af modstandere ofte betegnet som venstres ragekniv. I rigsdagen havde S. ikke de mange ordførerskaber, men var grundlovsordfører under ministeriet Klaus Berntsen. Efter afslutningen af første verdenskrig var han en hård kritiker af ministeriet C. Th. Zahle og blev trafikminister i ministeriet Niels Neergaard 1920–24. Hans væsentligste indsats her var, trods modstand fra en del af sit parti, at gennemføre loven om Lillebælts-broen. S. var inden for regeringen blandt de ministre der efter Landmandsbankens sammenbrud sommeren 1922 rettede stærk kritik mod statsminister Neergaard, men affandt sig med at fortsætte under hans ledelse efter at handelsminister Tyge Rothe og udenrigsminister Harald Scavenius var trådt tilbage. Da Th. Madsen-Mygdal dannede regering dec. 1926 blev S. handelsminister. Han afsluttede Landmandsbanksagen 1928 med loven hvorved staten indfriede den garanti som var givet Landmandsbankens kreditorer, ialt et beløb på 220 mio. kr., hvoraf 50 mio. kr. nytegnede aktier i banken. Da Privatbanken s.å. kom i vanskeligheder ville S. også her lade staten træde hjælpende til, men det modsatte Madsen-Mygdal sig, og S. frasagde sig ministerposten. I det hele delte han ikke Madsen-Mygdals ortodokse liberalisme og udprægede agrare synspunkter, men var talsmand for en åbning til de konservative og de radikale for at dæmme op mod det voksende socialdemokrati. Efter sin afgang som minister blev S. formand for KTAS og indtrådte i bestyrelserne for A/S Alfa, assurancekompagniet Baltica og dampskibsselskabet Norden hvortil kom en række andre bestyrelsesposter i erhvervsvirksomheder. Under krisen i begyndelsen af 1930erne blev han af LS (Landbrugernes sammenslutning) og af radikale og socialdemokrater angrebet for sin stærke tilknytning til store koncerner, og da især LSs angreb vandt en del gehør blandt hans vælgere nedlagde han, i hvis natur det ikke lå at bede om forladelse, sit folketings-mandat 30.4.1932. Ved grundlovsvalget 1939 søgte han at vende tilbage til folketinget idet han lod sig opstille i Århus amt, men opnåede ikke valg. Efter sin udtræden af folketinget deltog han som formand og kommitteret i KTAS i selskabets daglige ledelse.