Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lise Østergaard

Oprindelige forfattere MeHa, ReiJ og VDyb

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Lise Østergaard, 18.11.1924-19.3.1996, minister, psykolog. Født i Odense (Skt. Hans), begravet på Holmens kirkegård, København. Ø. blev student 1944 fra Akademisk kursus og tog psykologisk-pædagogisk embedseksamen 1947 fra Kbh.s univ. Efter den korte studietid at have virket som lægesekretær blev hun klinisk børnepsykolog ved Norrtulls børnehospital i Stockholm 1947-49, ved Dronning Louises børnehospital i Kbh. 1949-50 og ved Kbh.s univ.s børnepsykologiske klinik 1950-54. Ø. besvarede 1949 en prisopgave fra Kbh.s univ. i klinisk medin: On Psychogenic Obesity in Childhood (Acta Pædiatrica Mon. XLIII, 1955). Hun var ansat som klinisk psykolog ved Rigshospitalets psykiatriske klinik 1954-63, fra 1958 som chefpsykolog. Allerede under studietiden viste Ø. særlige evner for faget psykologi, og efter eksamen manifesterede hun sig som en dygtig forelæser. Hun blev indbudt som gæsteforelæser ved universiteterne i Lund og Bergen, var leder af Dansk psykologforenings efteruddannelseskursus i klinisk psykologi 1955-60 og medvirkede i Dansk psykiatrisk selskabs efteruddannelseskurser. Doktordisputatsen En psykologisk analyse af de formelle schizofrene tankeforstyrrelser, 1962 vakte opmærksomhed ved sin fine kvalitet, og ved at Ø. om psykolog kunne gennemføre sin forskning på grænseområdet mellem psykologi og psykiatri. Ø. blev dr. phil. i et fag der hidtil havde været præget af usædvanlig få doktordisputatser. Hun fortsatte denne forskning i samarbejde med en forskergruppe ved National Institute of Mental Health, Washington i USA. I 1963 blev Ø. professor i klinisk psykologi ved Kbh.s universitet og etablerede Institut for klinisk psykologi. Ø. var meget aktiv både inden for og uden for universitetet. Ud over videnskabelige arbejder tog hun del i den offentlige debat gennem indlæg i dagspressen, TV og radio. Hun etablerede og ledede studenterrådgivningsklinikken 1964-68, var medlem af konsistorium ved Kbh.s univ. 1975-77, af den danske UNESCO nationalkommission 1970-73, af forlaget Gyldendals bestyrelse 1972-77, var formand for Dansk flygtningehjælp 1974-77 og for regeringens børnekommission 1975-77.

Ø.s arbejde i flygtningehjælpen og børnekommissionen havde gjort hende kendt i politiske kredse, og 1977 efterkom hun Anker Jørgensens opfordring til at indtræde i hans 3. ministerium febr. 1977. Hun blev medlem af det fjerde 1978, af det femte 1979 og af det sjette fra 1981 indtil den socialdemokratiske regerings tilbagetræden sept. 1982. Ø. var fra 1977 til 1980 minister uden portefølje med særligt henblik på udenrigspolitiske spørgsmål, bl.a. med ansvar for Danmarks bistand til udviklingslandene. Hun ledede den danske delegation ved en række FN-konferencer, og i 1980 var hun præsident for FNs verdenskvindekonference i Kbh. og 1982 vicepræsident for UNESCOs Mondiacult konference i Mexico. Hun var fra 1980 til 1982 kulturminister og minister for nordiske anliggender og medlem af folketinget 1979-84 idet hun ikke havde søgt genopstilling i Gladsaksekredsen hvor hun var valgt med et stort stemmetal. Selv om der stod respekt om hendes energi og arbejdsindsats fandt hun sig næppe rigtig til rette som politiker. I den tid hun var ulandsminister var det åbenbart at forholdet til udenrigsministeren, K. B. Andersen, ikke var det bedste. Som kulturminister var det belastende at efterfølge den dynamiske og vidtfavnende Niels Matthiasen og flere af hendes mærkesager, bl.a. biblioteksloven, måtte hun opgive.

Efter at have forladt folketinget genindtrådte Ø. i sit professorat ved Kbh.s universitet, nu med arbejdsområdet sammenlignende studier i udviklingslandene med særligt henblik på kvinders rolle i den internationale udvikling. Hun fortsatte som professor frem til 1994. .1984 blev hun medlem af Rådet for internationalt udviklingssamarbejde, og hun var formand for ulandsorganisationen CARE Danmark 1987-91. Ø. modtog Ingrid Jespersens legat 1971 og Tagea Brandts rejselegat 1973.

Annonce

Familie

F: direktør Alfred Ø. (1890-1962; gift 2. gang 1946 med Julie Hartelius, født 1913) og Martha Kirstine Nielsen (1885-1944). Gift 3.8.1974 i Kbh. (b.v.) med direktør, civilingeniør Gunnar P. Rosendahl, født 14.8.1919 i Grønland, død 11.4.1996, s. af landsfoged Philip R. (1893-1974) og Agnes Erichsen (født 1894). Ægteskabet opløst 1982.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1963 151 f. Interview i Politiken 10.1.1982. – Christen Schmidt sst. 9.3.1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Reimer Jensen, Vagn Dybdahl: Lise Østergaard i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299686