Kristján Jónsson, 4.3.1852-2.7.1926, minister for Island, jurist. Født på gården Gautlönd, Nord-Island, død i Reykjavik, begravet sst. J. blev student fra Reykjaviks lærde skole 1870. Han blev cand. jur. fra Kbh.s univ. 1875, beklædte først flere juridiske poster og blev assessor ved den islandske landsoverret 1886. Derefter var han, med undtagelse af ministertiden, dommer til sin død, først ved landsoverretten hvor han blev præsident 1908, men fra 1919 ved den nyoprettede islandske højesteret hvis første præsident han var. J.s politiske interesse stammede fra hans hjembygd, Pingeyjarsysla, som hans far repræsenterede som altingsmand i mange år. Indbyggerne her har ry for at have været ledende inden for Islands selvstændighedsbevægelse, politisk og handelsmæssigt i sidste halvdel af 1800-tallet. J. kom dog ind i altinget som kongevalgt altingsmand på grund af sin høje status som embedsmand, men blev 1908 folkevalgt og som sådan blev han en af det første selvstændighedspartis stiftere. J. kom dog snart i konflikt med partiets minister, Björn Jónsson og stemte imod ham i altinget 1911. Som leder af en splittelsesgruppe inden for selvstændighedspartiet og støttet af hjemmestyrepartiet blev J. valgt som minister for Island 1911. Hans ministertid varede dog kun til næste valg, og 1912 afløstes han af H. Hafstein. Man kan næppe sige at J. havde stor indflydelse i sin ministertid hverken i statsretslige eller andre politiske anliggender.

Familie

Forældre: bonde, altingsmand Jon Sigurðsson (1828–89) og Solveig Jónsdóttir (1828–89). Gift 22.10.1880 i Garðar med Anna Pórarinsdóttir, født 31.7.1852 på præstegården Melstaður, død 2.12.1921 i Reykjavik, d. af sognepræst, altingsmand Porarinn Böðvarsson (1825–95) og Pórunn Jónsdóttir (1816–94).

Udnævnelser

R. 1907. DM. 1908. K2. 1912. K1. 1918. S.K. 1922.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Agnar Kl. Jonsson: Lögfræðingatal, 3. udg. Reykjavik 1976. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig